Bettefyren er netop fyldt halvandet år. Han kan gå nu. Han kan sige de allermest nødvendige ord som: tog, vov, hov, hej, traktor og far – og så i øvrigt vrøvle-gentage alt hvad de ældre søskende prøver at få ham til at sige.
Han kan også give udtryk for, når der er noget, han vil have, og han forstår helt klart, når vi siger nej til ham for det besvares med hysterisk gråd og flitsbue.

Selvvalgt underbid og fuld skrue på balladen!
Han er i det hele taget ved at blive et rigtigt lille menneske med meninger og holdninger til ting, og Manden og jeg må med jævne mellemrum minde hinanden om at NYDE det lige nu, for vi ved at lige om lidt kommer “The Terrible Two’s”, som har trukket (vores) tænder ud ved de to store med al den vilje og kamp og gråd og tænders gnidsel. Temperament kan vores unger åbenbart ikke slippe for.
De kan heller ikke slippe for at ligne deres far. Jeg SAMLER på de gange, hvor nogen kommenterer på, at vores børn ligner mig. Jeg er pt. oppe på ni gange. Sammenlagt. For alle tre unger. Og ud af de ni gange er de fem sagt af mennesker, der ikke har mødt min mand.
Der er stærke gener i det vestjyske blod.
Men hey, den der kærlighed, ikke? Det er fantastisk. De to store har helt klart deres op- og nedture, hvor især Rumpen føler det som en dyb afvisning af ham som person, når hans storesøster ikke vil lege med ham. Men når de så leger! Wow! De har den vildeste fantasi begge to og finder på og bygger op. Lige nu er det store hit et hus, de har lavet ud af en papkasse. De har lavet en postkasse til det og en adresse (Vejnavnsvej 100), og de skriver breve til sig selv og hinanden. De bruger deres skærmtid side ved side i “huset”, og engang imellem får de også lov til at indtage et måltid der.
Og så er der kærligheden til Bettefyren. De er begge to helt vilde med ham – og han med dem! De tumler og leger og knuser og kysser og krammer, så moderhjertet her er ved at sprænges af glæde.
Naturligvis er der også dage, hvor de bliver trætte af ham – men oftest fordi det handler om at de skal vente, hjælpe eller andet, som i virkeligheden ikke handler om ham, men om de krav vi som voksne stiller til dem, fordi de er ældre. Og jeg har da også tidspunkter, hvor jeg tænker på, hvordan deres relation vil blive som store med henholdsvis 8 og 5 år mellem dem og lillebror. Og så har jeg også de øjeblikke, hvor jeg mærker en sorg over, at min ældste datter aldrig får en søster, fordi jeg selv har en søster, som også er en af mine allerbedste veninder, og jeg kunne ønske det samme for hende.

Brødre
Men alt i alt så er jeg ret vild med at have tre børn – og ikke mindst vild med aldersforskellen, for det meste.
Jeg pønser på et indlæg om netop det med aldersforskel mellem børn, pros & cons ved stor aldersforskel. Så har jeg ligesom teaset det, og så går der nok en måneds tid inden det kommer 😉 I kender mig jo. Regelmæssighed og rytme er ikke min største force.