Et brag af en fødselsdag

Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Uhm en lækker gave!

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Uhm lækkert papir!

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Yay for gaver!

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.

Reklamer

Jeg vil gerne nedlægge forbud mod motorisk udvikling

… i hvert fald om natten.

Klokken er nu 12.30 og jeg har været vågen i 8 timer. Jeg sidder på arbejde og forsøger at tænke sammenhængende tanker, men det vil ikke helt lykkes, så nu nupper jeg en blog-detour, mens kaffen løber igennem, så jeg forhåbentlig kan få et skud energi til eftermiddagens arbejdsopgaver.

Bettefyren har aldrig rigtig været meget for at sove længe om morgenen. Vi havde en gylden tid, da han var helt spæd, hvor man kunne amme ham kl. 5 og få ham til at sove helt til kl. 7. Det var skønne, skønne dage.
Det meste af hans snart 1-årige liv har han foretrukket at begynde dagen mellem kl. 4 og 6. Jeg kan til nøds acceptere at kl. 5 er morgen. Det er meget tidlig morgen, men det er trods alt dag. Når der står noget som helst med 4 på uret, så er det altså nat! Men det har den lille bavian ikke megen respekt for, og de sidste par nætter har han lige toppet det hele med motorisk udvikling.

Således vågnede jeg i forgårs kl. 2.30 til en storgrinende Bettefyr, der åbenbart lige havde lært sig selv at rejse sig og stå på fødderne! Han har øvet sig SÅ længe. Hver eneste dag har han møffet sig hen til et bord, en sofa eller bare et par voksne ben der står lidt stille, grebet godt fat og hevet sig op, men endnu var det kun lykkedes ham at komme op på knæene. Han kunne simpelthen ikke lure, hvordan han fik flyttet vægten hen på fødderne, så han kunne støtte på dem, hvorfor han, hver gang han har prøvet at rejse sig, er væltet bagover og har banket hovedet ned i gulvet. Den proces har udspillet adskillige gange dagligt gennem de sidste to måneder.

Derfor skulle man måske nok tro, at jeg ville have været mere begejstret over, at han omsider fandt teknikken til at rejse sig. Han havde muligvis selv forventet hurra-råb, krammere og kys på stribe, og måske endda en parade gennem byen til hans ære. Men når der står 2.35 på uret, så er det en lidet begejstret udgave af undertegnede, man møder, så i stedet fik han en vred mumlen og blev lagt ned igen.
Men det var jo bare en anledning til at vise mig, hvor dygtig han var, så… bum bum bum stod han op igen, mens han grinede og savlede og gyngede fra side til side med hænderne solidt plantet på tremmesengen.

Herefter begyndte en længerevarende leg med gentagne runder af “NU lægger du dig ned og sover” efterfulgt af et ninjamove, som fik Bettefyren op at stå igen. Legen vækkede også Manden, og vi forsøgte at give flaske og ae og putte og gå med, men endte med at kapitulere og stå op med drengen.

I nat ventede han helt til kl. 4.30 med at vise mig sit seneste trick: nemlig at mestre teknikken til selv at komme fra liggende til siddende stilling. Han har muligvis kunnet det længe, for ellers ved jeg ikke helt, hvordan han kom op at stå, da han lå i sengen, men det var det move jeg skulle se i morges, hvor han blev ved med at lægge sig og sætte sig op igen, og blev frygtelig hidsig, da han efter flere omgange fik sig klemt inde under sengeranden, så han ikke kunne komme op at sidde igen.

Det skøre ved knægten er så, at han har nægtet at gøre nogen af delene i løbet af dagen herhjemme. Det kræver åbenbart både madras, dyne og tremmeseng for at blive ninja. Jeg tør knapt tænke på, hvad han finder på at lære i nat.

I øvrigt har alt det her mindet mig om dengang Rumpenissen lærte sig selv nye tricks efter puttetid og kom en smule galt afsted.

Nå, hvor kom vi fra?! (tredje del)

Kort opsummering: ferien er slut og lige om lidt er det skolestart.

Den mindste gut er lige blevet 8 måneder. Han har brugt sommeren på at få tre tænder, at blive rigtig god til at rotere omkring egen akse, når han ligger på maven (uden dog at kravle eller skubbe sig hverken frem eller tilbage) og på at blive bedre til at spise. Amningen udfasede vi i starten af juli. Der var ikke rigtig mere at komme efter, og da han begyndte at træne sine bide-kundskaber på mit bryst, stoppede jeg det helt.

Bittesmå bisser

Grød siger ham ikke rigtig noget, udover fornøjelsen ved at smøre det rundt i hovedet på sig selv, så han får bare almindelig mad, og det betyder, at det går lidt langsommere med at få fulde måltider af fast føde, end hvis han nu havde været grødbarn. Men han får jo stadig masser af flaske og trives og vokser som han skal, så jeg prøver ikke at være bekymret.

Grød er sjovt!


Til gengæld kan jeg så bekymre mig for, at der er under en måned til, at bettefyren skal i dagpleje. Jeg har virkelig nydt min barsel denne gang, og kan slet ikke rumme, at det snart er slut. Hvor jeg de to foregående gange har været mere afklaret og glædet mig til at begynde på arbejde/studie igen, er jeg denne gang virkelig slet ikke klar til at skulle give afkald på tiden med min lillebitte dreng. Jeg synes han er ALT for lille til at skulle passes af andre end mig.
Vi kunne i princippet godt have ventet en måned, men jeg kan huske med Trolden, at hun begyndte til oktober, og at det blev noget rod, fordi der kom en efterårsferie på tværs, så hun faktisk havde brug for at blive kørt ind igen efter ferien. Det var jo derfor, vi valgte at melde ham til til 1. september – må jeg lige minde mig selv om.

På en måde bliver det også ok at skulle starte op igen. Tidligere har jeg skrevet om, at jeg overvejede at begyndte at arbejde igen, fordi det ikke kørte sindssygt godt på mit arbejde med barselsvikaren, og jeg tror da også, at det ikke bliver helt lige ud af landevejen at komme tilbage, men det bliver også rart nok at kunne gøre noget, når jeg hører om ting, der ikke fungerer. Der bliver i hvert fald udfordringer nok at tage fat på, og jeg kan faktisk godt lide udfordringer.

Så, jeg skal nok blive klar. Jeg har lidt tid endnu, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for både at nyde, men også indstille mig på det nye, der kommer. I eftermiddag skal vi besøge dagplejeren, så jeg håber, at det kan være med til at give mig lidt ro i sindet, når jeg har mødt bettefyrens nye vigtige voksen.

Nå, hvor kom vi fra?! (første del)

Der er helt stille i huset. Jeg kan rent faktisk høre køkkenurets svage tikken, som jeg overhovedet ikke har lagt mærke til de sidste fire uger. I min inbox er der tikket 231 mails ind (de fleste er sandsynligvis nyhedsmails og reklamer af diverse karakter), og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde min macbook åbnet.

Hverdagen er begyndt igen i dag. Eller, ikke den helt rigtige hverdag. Ikke den hverdag, hvor vi alle 5 skal ud ad døren om morgenen og først ses igen henad eftermiddagen. Men sommerferien er slut for denne gang, de to store unger er i SFO, Manden er taget på arbejde, og bettefyren sover formiddagslur. Så der er helt stille.

Hahaha og så jinxede jeg det lige.
Han er vågen.

Fortsættelse følger…

Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Man ved man har dummet sig…

Når man, i et forsøg på at fjerne en smule arp inden bettefyrens dåb i morgen, opdager, at man ikke har noget babyolie, men finder en sjat lavendelolie og tænker: “Potato/potaaaato” og smører den lille guts hovedbund ind i stadset.

Jeg har netop taget ham op fra lur og drengen (+ overtøj, dyne og lift) STINKER som om tusind duftlys brændte på samme tid.

Og den sjat vand han får på hovedet imorgen kan næppe vaske stanken væk, så jeg må nok hellere smække ham i et bad og håbe at det kan tage det.

Typisk altså!

Men han er heldigvis stadig en glad bavian.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.