Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Noget om alder

Vi befinder os pt. i et sommerhus med et hold gode venner. 4 voksne og 6 børn med Trolden som den ældste på 8 år. Det er på én gang hyggeligt, kaotisk, afslappende og hektisk.

Rumpen, 5 år, leger meget med sin gode veninde K, 4 år, og de to har ret mange finurlige samtaler, når de skal blive enige om legen. For eksempel denne her om alder:

Rumpe: Så sagde vi at jeg var 8, nej 9 år.

K: Så er jeg lillesøsteren. Jeg er 20 år.

Rumpe: Ej altså. Når man er 20, så er man altså morfar eller mormor!
Pludselig føler jeg mig meget gammel…

Klar parat til skolestart

Nu skal det hele jo ikke kun handle om lillebror. Jeg har jo hele to andre herlige unger, som rent faktisk fylder det meste af min tid, så længe lillebror endnu er indenbords.

For eksempel var vi forleden til et informationsmøde omkring skolestart. Rumpen skal nemlig starte i skole efter sommerferien, og han kan næsten ikke vente! Han knokler med bogstaverne og har længe kunnet skrive sin storesøsters navn, men nægtet at skrive sit eget, fordi han ikke kunne få s’et til at vende rigtigt. Det blev næsten hele tiden til et 3-tal eller en lang spiral, som han tydeligt kunne se var forkert. Og så blev han gal og rev papiret i stykker, kastede med blyanten eller skyndte sig at lave kruseduller ud over hele papiret, så ingen kunne se, at han havde lavet noget forkert. Åh altså, det er så svært ikke at være perfekt og god til alting hele tiden, men vi forsøger at understrege vigtigheden af processen og rose og anerkende den og ikke bare resultatet.

Men for ikke så længe siden lykkedes det ham OMSIDER at lære s’et, så han nu kan vende det rigtigt hver gang! Så nu skriver han glad og gerne sit eget navn – på alt! Hvis han finder en gammel bon, hvis der ligger et stykke papir på bordet, hvis han lige synes at biblioteksbogen er ret meget hans, på sine arme osv. Men hey, det er vel skrivetræning alt sammen.

Forleden skrev Øglemor om fritidsaktiviteter, og jeg blev pludselig så glad for at bo i en lille by med et meget begrænset udbud af den slags. På samme måde er jeg også utrolig glad for byens størrelse, når det gælder overgangen fra børnehave til skole. Der er tre børnehaver i byen, og ingen friskoler eller andre oplagte skoletilbud indenfor en nogenlunde køre-radius, hvilket betyder at så godt som alle unger fra børnehaverne begynder på byens folkeskole. Tidligere havde de et langt indskolingsforløb, hvor de ældste børnehavebørn lige så stille og roligt blev sluset over i SFO’en, men efter reformen er der ikke råd til helt så meget, men indskolingsgrupperne mødes stadig hver mandag i SFO’en, hvor lærer hinanden at kende på kryds og tværs af afdelingerne. Det giver så meget tryghed i forhold til skolestarten, ikke mindst fordi bedstevennerne fra børnehaven følger med videre i skolen og de har lært at forholde sig til lokaliteterne på forhånd, så hverken menneskene eller stedet er fuldstændigt nyt.

Det bliver så underligt til sommer. Tænk sig, så har vi to skolebørn lige pludselig! Til gengæld har vi så også én, som ikke engang er begyndt i dagpleje. Mærkeligt scenarie. Slet ikke til at rumme lige nu. Men det skal jeg selvfølgelig heller ikke. Det er det der med at lade fremtiden blive i fremtiden og vente med at tackle den til den er blevet nutid, som jeg tidligere skrev om.
Det vigtigste er, at Rumpen glæder sig, og jeg tror, vi vil give ham en skoletaske i julegave, så han er endnu mere klar.

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Kun et lille stænk vemod

7 dage! Sølle syv dage skal Rumpenissen endnu være ved sin dagplejemor, for 1. maj bliver han opgraderet til børnehavebarn, og han og Trolden får fælles dagligdag.

På langt de fleste måder bliver det bare helt vildt godt. Han glæder sig rigtig, rigtig meget – især til at få madpakke med! Der er åbenbart ikke noget så spændende i denne verden som fire flade leverpostejsmadder pakket ned i en plastikkasse og lidt frugt/grønt ved siden af.
Det bliver også dejligt for os kun at skulle aflevere og hente ét sted.
Rumpen er også mere end klar til børnehavens udfordringer. Hvor jeg i sin tid syntes, at Trolden var meget lille til at slippe dagplejens trygge rammer, så tænker jeg slet ikke sådan om Rumpen. Han har krudt i røven, og børnehaven kan bare bedre matche hans behov for vilde lege og masser af tid på legepladsen og i sandkassen. Desuden kender jeg nu i modsætning til sidst det sted og de voksne, der skal tage sig af ham, og jeg har fuld tillid til, at det bliver godt.

Så faktisk er der slet ikke noget, som ikke bliver godt. Det er kun det stik af vemod, jeg oplever, ved at skulle sige farvel til dagplejemoderen og trygheden der, som gør det en lille smule svært. Og vemod er okay, når man skal sige farvel til noget kendt og goddag til noget nyt, ikke?

20140422-110145.jpg
Det er denne lille-store fis, der snart bliver børnehavedreng. Her ses han – meget koncentreret – i færd med at styre en cykelbåds-svane i Tivoli Friheden i påsken.

Landsbytossen

Når man bor i en lille by, som jeg gør, så lærer man ganske hurtigt at spotte byens originaler. Vi har f.eks. den gamle mand, der altid cykler. Jeg tror aldrig, jeg har set ham gå. Og så har han næsten altid shorts på, uanset vind og vejr.
Vi har også “Damen der savner sin kat”. Hun er ved flere lejligheder gået fra dør til dør i nabolaget for at høre, om nogen har set hendes kat, som ikke har været hjemme siden i morges, og nu er hun faktisk ved at være bekymret.
Min yndlingsoriginal er en alkoholiseret mand, som engang var buschauffør, men blev fyret fordi han standsede bussen for at samle flasker. Nu holder han til i den gamle foderstof, hvor han griller pølser og langer bajere ud til forbipasserende, som vil slå en sludder af med ham. Han var også den første, der bød os velkommen, da vi flyttede ind. En rar, rar mand, som livet har været hård ved.

Jeg kan også spotte byens eneste indvandrerfamilie, og jeg har en ret klar idé om, hvor du skal gå hen, hvis du vil have hash, og sådan kan man hygge sig med at pege fingre ad andre. Men når én finger peger på en anden, peger de fire andre som bekendt tilbage på én selv, og igår ved frisøren blev der sagt en bisætning, som fik mig til at indse, at byens egentlige landsbytosse er mig: kendt for at vade med barnevognen rundt og rundt om juletræet på torvet gennem det meste af december!
Crazy, I tell ya’, crazy!

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?

Rumpen 2 år

Vi kæmper stadig herhjemme. Det er ikke så let for nogen af os at vænne sig til, at jeg har fast weekendarbejde og i det hele taget er mindre fleksibel, end jeg var som studerende. Manden kæmper også med presset, der er som selvstændig, og med at strukturere tid og ressourcer.
Det er ikke for at fiske efter ynk, men blot som en forklaring på, hvorfor bloggen her ikke ligger så højt på prioriteringslisten for tiden. Jeg har en klar idé om, at det vil ændre sig på et tidspunkt, men indtil da må I bære over med en lidt omskiftelig frekvens af indlæg.

Det, jeg i virkeligheden ville skrive om, var jo Rumpenissen, som fyldte hele 2 år d. 21/8! Det var en stor dag for en lille fyr, og godt hjulpet af storesøsteren lærte han snart at se pointen i at flå papir af gaver. Han blev fejret af venner og naboer med hvide boller og ostehaps ad libitum – så bliver det i hans optik ikke bedre. Vi andre fik også lidt kage.
For at samle op på hvem og hvordan den 2-årige Rumpenisse er, præsenterer jeg her:

RUMPENS BLÅ BOG

Alder: 2 år og 5 dage
Hårfarve: Det er endnu lidt svært at vide, selvom vi for en 14 dage siden havde debut med første hårvask. Blond-mørkeblond-rødligt, gætter jeg på.
Kendetegn: Lille, robust fyr med en udvidet følelsesskala i begge ender – både meget glad og meget hidsig
Yndlingslegetøj: Smølfer! “Mynsj” som han kalder dem. De fungerer pt. som bamser for ham og følger ham overalt, undtagen når de bliver væk, hvorfor vi har købt et lille fjernlager.
Sprog: Snakker som et vandfald. Vi forældre forstår ca. 70%, uindviede forstår 30%. Udover “mynsj” er meget brugte ord: “ellekom” (tak for mad/velbekomme), “ovenpå” (ovenpå/udenfor/nedenunder), “kreja” (Kaj & Andrea) og “ejpaaaad” (iPad/iPhone/fjernsyn).
Livretter: Ost med ost på, boller og på særlige dage, kødsovs.
Kan ikke fordrage: Frugt! En bid banan i ny og næ går an, men alt andet får ham til at skære ansigter, som om man gav ham citron.
Bryder sig heller ikke om: at få nej. Bliver ordet nævnt, nedlægges der omgående protest i form af øredøvende skrigerier og kasten med ting.
Elsker at: blive nusset og tumlet med. Kropskontakt FTW!
Elsker også: sin storesøster. Og ind i mellem sine forældre.
Bedste venner: Storesøster, M og S i dagplejen og storesøsters bedste ven, A (som dog ikke ved det).
Fremtiden: skal være entertainer, når han bliver stor. Elsker opmærksomhed og udnytter den til fulde med alskens gøren sig til og skaben sig. Spiller i øvrigt guitar på alt og danser hver gang, der er musik.
Alt i alt: Rumpen er fantastisk!

20130826-091100.jpg

Den glemte årsdag

I går var det 12 år siden, at Manden og jeg ændrede status fra venner til kærester. Vi glemte det begge to i går. Manden er småsyg og passer børn, og jeg knokler for at blive færdig med specialet, som skal afleveres om godt en uge. Så intet stort rabalder, ja ikke engang et kys pga. sygdom og smitte og infektioner, som tonsvis af håndsprit ikke kan kvæle.
Da vi kom i tanker om den glemte årsdag i dag, måtte vi altså nøjes med en krammer. Men da jeg stod der i hans arme, føltes det ligeså rigtigt som dengang for 12 år siden, da jeg stod der første gang. Men dengang blev vi ikke afbrudt af et skrigende barn, der skulle have hjælp til sit Playstation-spil. Sådan ændrer livet sig jo, og fremtiden er ukendt, men så længe Manden vil åbne sin favn for mig, ved jeg, at det nok skal gå alt sammen.