Den dag jeg opdagede præcis hvor meget min datter ligner sin far

Mig til Trolden: “Hvad skal vi lave til din maddag?”

Trolden: “Bacon! Og måske lidt peberfrugt…”
God fredag!

Reklamer

Karrysildsritualet og andre kærlighedserklæringer

karrysild

Da min mand og jeg begyndte at komme sammen, boede jeg for mig selv og fik økonomien til at løbe rundt på en ungdomsuddannelses-SU. Det var nok derfor, at jeg én af de første gange, jeg spiste hos Svigerfamilien, udtrykte min store glæde over en så sjælden luksus som karrysild. Min svigermor bed i hvert fald mærke i det, og her 13 år senere kan jeg være sikker på, at når vi besøger hende, har hun købt et kæmpe glas karrysild, og vi får altid resten med hjem, for hun spiser det ikke selv. Hver gang siger jeg tak og tager imod sildene, hvorefter de kommer til at stå i køleskabet, indtil de er for gamle, og så smides de ud. I virkeligheden er jeg nemlig ikke SÅ vild med karrysild. Jo, en enkelt mad i ny og næ, særligt op til jul, men det er ikke noget, jeg spiser ugentligt. Desuden har vi altså råd til at købe vores egne karrysild nu, så det er på alle måder en overflødig gestus fra min svigermors side.
Men ikke om jeg kan få mig selv til at sige det til hende. Nu har det jo stået på så længe, så det ville være pinligt at sige noget. Desuden er jeg mægtig glad for den kærlighedserklæring, der er indbygget i karrysildsritualet, og jeg vil ikke såre hende ved at takke nej.

På samme måde har min mand, som hverken drikker kaffe eller the, i årevis fået kakao hos min mor, som sætter pulveret frem og koger vand til ham, når vi kommer på besøg. Af ren og skær høflighed har han dog aldrig fået gjort opmærksom på, at det kakaopulver hun køber er beregnet til mælk, og jo længere tid der går, jo sværere er det at få sagt noget. Til Mandens held har min lillebror gaflet alletiders kæreste, som ikke er så sart med den slags, og første gang hun så kakao-ritualet udspille sig, brød hun ind og fortalte min mor sandheden: at hun i over 10 år har serveret en tynd og kedelig omgang kakao. Eller måske sagde hun bare: “Det der pulver er til mælk.”

Og så er der min veninde, som ikke kan fordrage sin svigermors fastelavnsboller, men hvert år føler sig forpligtet til at spise 2-3 stykker, fordi hun overroste dem, da hun i sin tid blev præsenteret for svigerfamilien.

Gad vide, hvor mange af den slags høflighedsritualer, der findes rundt omkring? Er der nogen i din familie? Og hvornår skal man sige noget, og hvornår skal man ikke?

Stegeso for begyndere

Til den føromtalte fest, som i øvrigt var super hyggelig, afslappet og nede på jorden, blev jeg også beriget med gode gaver. Blandt andet fik jeg sådan en fin Römertopf-tingest:

stegeso

Jeg har hørt at de skulle være supergode og smarte og lave lækker mad, men jeg er temmelig blank på, hvor jeg lige skal starte. Og er det noget med at de skal ligge i vand, når de ikke bliver brugt?

Tips, tricks og almen hjælp til en stegeso-newbie modtages med tak!

Et nytårsforsæts endeligt

Jeg var sådan en, der startede 2014 med et hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det er så kliché, at jeg var ved at brække mig over mig selv. Jeg ville nemlig tabe mig; væk med 13 kilo; komme ned på normalt BMI og smide det bildæk, som jeg bare VED gemmer på manualen til mine unger, men som jordemoderen glemte at få med ud under fødslen, og nu ligger de bare og er i vejen, så jeg ikke kan passe mine bukser.

Jeg kastede mig derfor over en intens kalorietæller-kur og forsøgte at komme i gang med at løbe lidt. Det holdt i to uger. 14 f*cking dage! Jeg smed også to kilo. Men så kom jeg til at savne chips. Og rugbrødsmadder. Og ikke-light sodavand. Og så forsøgte jeg at hidse mig op over presset fra samfundets skønhedsideal, så dét ligesom kunne blive min undskyldning for at droppe kuren igen. “Flæsket er lækkert!” råbte jeg og skyndte mig at æde en pose chips og fire rugbrødsmadder med spegepølse, inden jeg kom til at opdage, hvad jeg havde gang i.

Nu er jeg landet et sted midt i mellem. På den ene side er jeg lidt træt af den der bløde dejagtige krop, jeg har erhvervet mig. Jeg ville gerne være mere fit, og jeg ville egentlig også gerne spise lidt sundere. Men omvendt så er jeg i virkeligheden slet, slet ikke motiveret nok til en reel slankekur. Jeg kan sagtens leve med de ekstra kilo – jeg gemmer dem bare under nogen kjoler og gør noget vildt med håret, så folks opmærksomhed ledes et andet sted hen. Desuden fungerer jeg virkelig dårligt til stram struktur og faste regler – det holder sjovt nok kun 14 dage, og så gør jeg oprør, uagtet at det var mig selv, der lavede reglerne i første omgang.

Så, hvor ender vi?
2014 bliver nok ikke året, hvor jeg går i gang med en seriøs slankekur og smider de 13 kilo. Jeg vil hellere prioritere mit overskud til andre ting i mit liv. Men måske kunne det blive et år, hvor små forandringer kan rodfæste sig. Huske at drikke vand, f.eks. Prøve at satse på at få lavet madpakker til mig selv, så jeg ikke ender med at gå amok i rundstykker og småkager på arbejdet. Gen-prioritere ugemadplan og storindkøb, så de dage hvor vi ender med toast, yoghurt eller take-away til aftensmad bliver færre. Den slags. Mere overkommeligt. Mindre snærende. Og dermed forhåbentligt også mindre attraktivt for min indre teenager at gøre oprør imod.

Nu som madblogger

Jeg tænkte, at Måneden Med De Mange Indlæg også kunne bruges til at afprøve forskellige blog-genrer. I dag er det så madbloggeriet, jeg forsøger mig med. Jeg fik nemlig lavet en ret lækker og enkel salat den anden dag, og sådan noget skal man jo huske at dele, når man er madblogger. Så værsgo: en opskrift!

Ingredienser
1 iceberg
1/2 pose frisk spinat
saft fra 1 lime
2 spsk olivenolie
salt og peber
1 1/2 dl frø og/eller kerner, f.eks. sesamfrø og græskarkerner
2 fed hakket/presset hvidløg
Groft salt

This is how we party do it
Hakke, hakke salat og spinat.

Blande, blande limesaft, olie og salt og peber.

Vende, vende dressing i salatblandingen.

Riste, riste frø/kerner med hvidløget på en varm pande. Drys med groft salt.

Drysse, drysse hvidløgsfrø/kerner i salaten.

Spise, spise lækker nem salat.

20130519-164006.jpg

Voila!

Verdens nemmeste jordbærtærte

Du skal bruge:
Jordbær
Kagecreme
Mazarintærte

Smør cremen ud på tærten, skær jordbærrene i halve og placer dem ovenpå.
Det smager næsten fuldstændig som dem, man køber i dyre domme hos bageren, og så er det så uhyggeligt enkelt at lave!

Aldersgrænser

Vi har været ved at lære Trolden lidt om aldersgrænser på spil og film for bedre at få hende til at forstå, hvorfor hun f.eks. ikke må se Dexter, Harry Potter og Løvernes Konge. At hun så alligevel får lov at spille LEGO Pirates of the Carribean, selvom hun ikke er syv år endnu, gør hende bare ekstra stolt.

Stolt var hun også, da hun i går kom med en pakke kagecreme og proklamerede, at hun i hvert fald var gammel nok til at spise det:

20130326-082427.jpg

Brudstykker V

På den mest kolde og blæsende af vores feriedage leger vi sommer ved at spise koldskål til aftensmad; Rumpenissen tog en tre-timers formiddagslur, hvilket gav Troldetøsen mulighed for at sætte dagsordenen fuldstændig, og hun nød at hundse rundt med hendes mor, der både agerede farlig løve, dansepartner og klatrestativ; fra stuen har vi kunnet se, hvordan blæsten skaber hvide bølgetoppe på havet og rusker i både træer og de få andre mennesker, der også er i sommerhus en tilfældig uge i marts, og samtidig nyde at vi ingen steder skulle, men kunne blive inde i varmen hele dagen.

De øvrige medlemmer af familien sover nu, og jeg sidder og lytter til blæsten, mens jeg forsøger ikke at tænke på, at i morgen er sidste rigtige dag i sommerhus, for fredag går med oprydning, rengøring og en lang køretur hjem igen. All good must come to an end…

Et spørgsmål om aftensmad

For lidt tid siden skrev Rikke om morgenmad i børnefamilier, og nu vil jeg gerne kaste en bold op, der handler om aftensmad.

Trolden er ikke decideret kræsen. Faktisk spiser hun både oliven, parmesanost og syltede agurker. Men hun er meget hm… ustadig i, hvad hun gerne vil spise. Jeg kan ikke lave noget, som jeg med sikkerhed ved, at hun vil spise. Ikke engang pommes frites. Derfor har jeg for længe siden droppet at lave “børnemad”, og jeg laver bare, hvad jeg selv gerne vil spise, og så må hun få noget af det eller ej. Hvis hun ikke vil have det, tilbydes hun rugbrød eller morgenmadsprodukter, og hun vælger efterhånden altid morgenmaden. Særligt er corn flakes blevet det store hit for tiden.

Men efterhånden begynder de milliarder af andre dagsordener, jeg har for aftensmåltidet, at rumstere. Jeg vil gerne have, at Trolden ikke bliver kræsen. At hun lærer at spise, hvad der bliver serveret, eller i det mindste smager på det, inden hun afviser det. Jeg vil også gerne have det til at være et samlingspunkt i familien; der hvor vi hygger os og snakker om dagen og ser hinanden i øjnene og den slags. Og så vil jeg selvfølgelig også gerne have, at Trolden (og vi andre, naturligvis) bliver mætte og får de vitaminer og den næring, vi har behov for.

Virkeligheden er bare, at Trolden æder corn flakes og går fra bordet, når hun er færdig, så den eneste dagsorden, der reelt bliver opfyldt, er, at hun (måske) er blevet mæt. Langt hen ad vejen er det også fint. Og måske er hun for lille til, at man kan tvinge hende til at smage noget, hun ikke vil, eller at blive siddende lidt ved bordet, selvom hun er færdig med at spise. På den anden side tænker jeg, at man vel også kan nå til et punkt, hvor det er for sent at lære ungen bordskik. Eller hvad? Hvordan er aftensmaden hos jer, og hvad er det vigtigste for jer ved måltidet?

Miraklernes tid

I nat indtraf miraklet! Da Rumpenissen vågnede op i morges kunne hans flasker pludselig laves med vand direkte fra vandhanen, og han må også få grød. Han er nemlig fire måneder i dag, og det er sådan et slags mirakel, der natten over gør hans mave stærk og modtagelig for både postevand og fast føde.

Eller måske er det først i nat, miraklet sker? Han er født kvart i midnat, så hvis man skal være helt pernippen bliver han altså først fire måneder om godt og vel tre timer. Jeg er ikke klar over, hvor nøjeregnende mirakler er med den slags, men i så fald har vi taget forskud på glæderne og forgiftet ham med ukogt vand. Shame on us!