Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Reklamer

Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Hjælp! Hvad skal vi kalde barnet?

Et af denne blogs allermest læste indlæg er dette, hvor jeg lister de navne, som vi havde oppe at vende til Rumpenissen, men som ikke kom med i slutrunden.

Manden og jeg er virkelig gode til at finde på navne – synes vi selv. Især drengenavne har vi haft virkelig mange forslag til, både med Rumpen og nu med lillebror. Vi har foreløbig kogt det ned til fire navne, som stadig er i spil, men samtidig har vi begge en fornemmelse af, at det er et helt andet navn, han skal have. Èt, vi bare ikke er kommet i tanker om endnu.
Derfor tænkte jeg, at jeg ville aktivere samtlige 7 læsere af bloggen her, så kom med dit input og dine gode forslag til drengenavne.

Til inspiration, så I kan se lidt hvilken vej vi svinger i fht. navne, kommer her listen med de kasserede navne. Vi er generelt glade for oldeforældre/bedsteforældre-generationsnavne og nordiske navne, bare de ikke er alt for almindelige. Nogle af disse navne blev kasseret netop fordi, det er blevet for populært et navn.

Nå men vores brainstorm fik disse navne frem:
Anker
Arndt
Arthur
Asger
Ask
Bertil
Bøje
Dirk
Ditlev
Eddie
Edvin
Egon
Ejvind
Elvin
Erland
Erling
Eskild
Falke
Frede
Georg
Gorm
Gotfred
Gunnar
Halfdan
Hartvig
Hjalte
Ketil
Louis
Ludvig
Manfred
Marius
Pelle
Sander
Sievert
Sigfred
Svend
Thyge
Tue
Tøger

Kom så, blogland, hit me with your best shot! Hvad skal vores søn hedde?

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Vejen til 3

Så er det altså sådan det er. Vi får tre børn. Men det har ikke været en beslutning, der lå lige til højrebenet for os. Det har ikke været sådan, at vi altid har vidst, at vi ville have tre.

Efter Rumpenissens ankomst var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn! Senere ændredede det sig til, at jeg ville ikke udelukke, at vi måske engang skulle have flere, men det skulle helt sikkert ikke være nu.
Men for halvandet år siden gik det pludselig op for mig, at hvis vi skulle have flere, så kunne det da godt være, at der ikke gik så længe inden det skulle til at være, så vi måtte hellere se at få besluttet, hvad vi ville. Min mand er selv efternøler med 11 og 8 år op til sine større søskende, og det har været meget vigtigt for ham, at vi ikke fik en sen efternøler, for selvom han har det godt med sine søskende, så har det ikke altid været nemt.

Nå, men så gik vi i gang med at prøve at beslutte noget. Det var meget noget med at spørge hinanden: “Okay, hvis du skulle beslutte noget lige NU, hvad ville du så sige?”, hvorefter det ofte viste sig, at den ene lænede mod et ja, mens den anden lænede mod et nej. Men følelsen blev aldrig ren – det var aldrig et ja uden en snert af “nej, nej, nej det kan jeg slet ikke overskue” eller et nej uden et stik af smerte over det barn, vi så ikke fik. Og sådan kørte det frem og tilbage i det meste af 2015.

Til sidst var det dog tydeligt for os begge, at det netop aldrig ville blive et helt entydigt svar, og at vi var nødt til bare at tage en beslutning på området. For mig var det vigtigste, at vi fik taget en fælles beslutning, som vi kunne stå sammen om, uanset hvad beslutningen så var. Hvis vi på ny skulle kaste os ud i lortebleer og dårlig nattesøvn, SKULLE det være noget vi var fælles om. Og hvis vi besluttede, at vores familie skal bestå af to voksne og to børn, så skulle det også være noget, vi stod sammen om, for der ville komme perioder med tvivl, og måske også sorg, og så skulle vi kunne være der for hinanden i det og minde hinanden om, hvorfor det var den vej, vi valgte at gå.

Vi gav os selv deadline for beslutningen til nytåret 2015/2016. Vi ville gå ind i det nye år med en beslutning. Og det gjorde vi. Vi besluttede at “åbne vinduet” for at der kunne komme et tredje barn, men kun i et halvt år. Hvis det ikke lykkedes inden da, så var det okay, og så ville vi lukke vinduet helt og nyde de børn, vi er så heldige at have fået.

Første gang der ikke var gevinst, græd jeg. Manden trøstede mig: “Vi prøver igen.” Og jeg mærkede helt tydeligt, at vi faktisk begge to virkelig ønskede, at det skulle ske. Da jeg anden gang stod med en negativ test, var jeg også ked af det. Men jeg var ret syg i den periode, så det fyldte ikke helt så meget. Det var den der slags irriterende influenza, hvor man er skidt, men ikke kan blive ordentligt syg så man kan få det overstået på et par dage i sengen. Det blev bare ved og ved og ved og ved, indtil jeg var gået så langt over tid i min cyklus, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en test igen (selvom jeg vidste at den ville være negativ, for jeg havde jo testet tidligere), og en søndag morgen fik min halvsovende mand serveret en pind med tis på og et ivrigt: “Kig på den!”
Siden har vi ikke et øjeblik været i tvivl om, at vi vil det her, og at vi vil det begge to. For en uge siden indviede vi børnene i det også, og de vil det i hvert fald også! De er helt oppe at ringe begge to, og selvom jeg har været bekymret over, at der bliver næsten 5 og 8 års forskel fra dem til den nye, så nyder jeg, at de kan være så meget med, og at se deres glæde over at skulle være “dobbelt storesøster” og “store-lillebror”.

Udsnit af det obligatoriske facebook-graviditets-annonceringsbillede. Vi prøvede at få et almindeligt billede, men det gik ikke, så vi gik all in på crazy.


Når jeg skriver alt dette her, så kan jeg ikke lade være med at føle mig meget priviligeret. Tænk, at vi har mulighed for selv at vælge OM vi vil have flere børn eller ej. Jeg kender mange som længes og for hvem det ser umuligt ud. Det står desværre ikke i min magt at ændre på deres livsvilkår, men jeg kan øve mig i at være taknemmelig for det liv, jeg har fået – både det jeg selv lever, og det, der nu lever i mig.

Kort opsummering, tak

Det er ved at være to år siden jeg bloggede bare nogenlunde sporadisk som gravidgravid, så jeg tænkte, at en re-præsentation af figurgalleriet og bloggen her måske var på sin plads.

Jeg startede gravidgrahvad i foråret 2008, da jeg meget uventet stod med en positiv graviditetstest i hånden. Min mand, som også er min ungdomskæreste, og jeg var ikke som sådan uinteresserede i at få børn; vi havde bare slet ikke tænkt, at det skulle være endnu. Men det blev det og i december 2008 blev vores lille troldepige født.

Det var en stor og voldsom omvæltning at få et barn, amning var noget bøvl, og jeg skrev i den efterfølgende tid meget om de knap så lyse sider ved familielivet. Men efter nogle år begyndte der at falde ro på det hele, og så besluttede vi at få et barn mere, så i august 2011 kom Rumpenissen til verden.

Det krævede også mange kræfter at være familie med to børn, og jeg skrev samtidig speciale og i sommeren 2012 ramte jeg den stenhårde bund i en livskrise, der blev diagnosticeret som stressudløst depression. Parforholdet fik i den proces også nogle ordentlige buler, som jeg efterfølgende også skrev om.

På et tidspunkt begyndte alt at lysne og stilne af, og så blev bloggen helt ærligt lidt kedelig, både at læse og skrive, så jeg stoppede den og kastede min skrivelyst andre steder hen. Men nu, hvor vi igen står foran en ukendt verden, tænker jeg, at gravidgrahvad måske også skal have lov til at følges med mig i næste kapitel af dette vanvittige, vidunderlige liv, som er mit.

Jeg har opdateret min “om”-side, så det der nu står der, passer med der, hvor jeg er nu