Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Reklamer

Lortenat

Det har været en af de nætter. Dem, hvor ungen roterer rundt i sengen, klynker hvert 20. minut og hvor man max. får halvanden times sammenhængende søvn ad gangen. Den slags nat, hvor man slet ikke kan forstå, at man nogensinde syntes at det var en god idé at få flere børn, og hvor man forbander sin egen fertilitet. Den slags nat hvor man forsøger at forhandle med et menneske på tre måneder, der på ingen måde overhovedet forstår begrebet “bestikkelse”. Den slags nat hvor “sov nu, sov nu, sov nu” bliver til “sovnusovnusovNU”. Den slags nat hvor man dagen efter opdager 5 nye grå hår og 2 nye rynker.

Sådan en nat var det i nat. En rigtig lortenat. Og forklaringen kom, da jeg omsider overgav mig og stod op med den sure baby-stodder: en ble fyldt med lort, som havde været fyldt med lort lææææænge. Og jeg undrede mig over, hvorfor jeg slet ikke havde lugtet det, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo er drønforkølet og ikke kan lugte en skid – helt bogstaveligt. Men det var jeg vist for træt til at huske i nat.

Og nu er han puttet ud i barnevognen, med ren ble og det hele, og jeg vil finde en pude og et tæppe, lade alt det praktiske flyde og lægge mig på sofaen. Zzzzzzz….

Tredje dag er tudedag

I nat gav jeg lillefisen sin første flaske, og jeg græd mig gennem seancen.

Det kom bag på mig at jeg blev så ked af det. Jeg var på alle måder forberedt på, at jeg også denne gang skulle køre parløb mellem amning og flaske. Jeg har ryddet en hel hylde til flasker, modermælkserstatning og andet udstyr, og vi havde købt det hele ind, så vi var klar. Jeg har endda på forhånd kontaktet og mødtes med min sundhedsplejerske for at snakke om, hvordan jeg kom bedst muligt igang med begge dele.

Alligevel ramte følelsen af mislykkethed og nederlag mig, og jeg må erkende, at det er et tab og en sorg for mig, at jeg ikke kan amme fuldt ud – men også at det er en ny sorg for hvert barn, jeg får. Jeg troede at jeg havde bearbejdet det; at jeg var på den anden side; at alle mine praktiske forberedelser netop viste at det her var noget, jeg var afklaret med. Det er det også. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke at kunne fuldamme Trolden og over heller ikke at kunne det med Rumpen. Men først nu kan jeg bearbejde sorgen over ikke at ku’ fuldamme lille Knirke, og det er okay.

Det er okay at være ked af og græde. Det må jeg godt. Og jeg VED, at flaske er fint, at der er fordele ved det, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg ved det.  Men det lindrer ikke tabet og smerten, og derfor er det okay at sørge. Det går jo over igen, når flaske bliver hverdag.

Jeg har også måttet græde lidt for Rumpens skyld. Han er virkelig på overarbejde i disse dage med alle de mange barselsgæster, med sit rolleskifte fra lillebror til storebror/midterbarn, og ikke mindst med storesøsters fødselsdag om knap en uge. Det er alt i alt lidt svært at være Rumpe – og Rumpens forældre.

Kvalmende lykkelig

Tænk sig, vi har nu haft den lille fyr hos os i to døgn. Jeg kører stadig på det vildeste adreanalinrus, banket op af kærlighed og lykke. Han er simpelthen så… rigtig! Lige ham vi ventede på uden at vide det.

Nu løber mælken snart til og vi skal for alvor igang med amning og med al sandsynlighed flaske også (søg på indlæg fra august/september 2011, hvis du vil kende forhistorien – kan ikke overskue at linke når jeg skriver på telefonen). Det er jeg spændt på, men føler mig tryg i skridtene på vejen, og jeg ved hvilke tegn, jeg skal kigge efter, hvis der heller ikke er nok mælk denne gang, og så ved jeg også hvad der så er at gøre.

Men for nu forsøger jeg at tage det hele i små bidder og huske at nyde ham undervejs, for han er virkelig lækker. Skal holde mig i skindet for ikke at baby-spamme hele internettet!

Det var det herfra. Tilbage til baby-nydning!

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

Ikke at jeg tæller ned…

Men i dag er der 6 uger til min termin og 1 uge til efterårsferie/barsel.

Og nu hvor der omsider er kommet styr på barselsvikar, kan jeg mærke, at jeg begynder at kunne glæde mig. Hidtil har det mest været min krop, der har glædet sig, og ikke så meget mit mentale jeg.

Der er dog lige en sidste ekstra-crazy arbejdsuge, der skal klares (hvorfor planlagde jeg så mange aftenmøder i min sidste uge?!!), men allerførst er der hårdt tiltrængt weekend med cola på køl. Håber I får en god en af slagsen derude!

Maven og jeg i vores rette element: på ryggen i sofaen!

I løbet af den sidste uge…

  1. har jeg haft en gys-opgave på arbejde (i modsætning til gab og guf-opgaver). Men grundlæggende trives jeg godt med at blive kastet ud på dybt vand – især bagefter når jeg opdagede at jeg faktisk lærte nogle nye svømmetag.
  2. har jeg været i et af de der rædselsfulde indendørs legelande med ungerne, og det viste sig at de havde så meget fest med det, at jeg fik en halv time for mig selv med en kop kaffe og lidt hækleri. Jeg forudser, at det ikke er sidste gang jeg frekventerer helvedes forgård.
  3. har jeg oplevet at et menneske har misbrugt min tillid og mit navn på det groveste. Vi snakker falsk mailadresse og Facebook-profil i mit navn, samt løgne om døde venner for at få min medlidenhed og opmærksomhed. Jeg var sågar på nippet til at tage til en begravelse for én, som viste sig slet ikke at være død. Jeg krydser alt, hvad krydses kan, for at det er overstået nu, og forsøger ikke at lade det ødelægge min tro på, at mennesker grundlæggende er gode og i udgangspunktet altid taler sandt.
  4. har jeg slet ikke ligget nok ned, og jeg begynder at se frem til efterårsferien som for mit vedkommende går over i barsel (GAH – knap 8 uger til termin er der nu)
  5. har jeg NÆSTEN fået ansat en barselsvikar. Håber sådan at det snart falder helt på plads.
  6. har vi prøvekørt bilernes svar på et fragtskib for at finde ud af om det var den slags, vi skal investere i, nu hvor vi efter flere forsøg har måttet opgive at få plads til tre autostole og to voksne i vores nuværende køretøj.
  7. Vi køber højst sandsynligt bilernes svar på et fragtskib. I dag har vi møde med banken for at overbevise dem om, at det er en skidegod plan at låne os penge til sådan en.

Fest i helvedes forgård

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Sæbebobledag

Har sådan en sæbebobledag i dag. Er fuldstændig gennemsigtig og kan gå i stykker hvad øjeblik, det skal være. Alle facader, forsvar og parader er nede. Det er meget sårbart. Alt for sårbart. Så jeg lod arbejde være arbejde og tog hjem.

Nu sidder jeg så her i sofaen og ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med sæbeboble-mig. Prøve at prikke til mig for at få mig til at springe? Forsøge at bygge et skjold uden om boblen? Lave overspringshandlinger og derved ignorere tilstanden?

Måske skal jeg bare tage en lur.

Status på jobstart

Jeg ved, at I sikkert alle sidder og tripper, holder vejret og venter med spænding og længsel på at høre, hvordan opstart på arbejde er gået. Så nu forbarmer jeg mig og skriver dette indlæg.

Det er gået SÅ godt! På min allerførste dag var der arrangeret en lille surprise-velkomst-fest/morgenmad for mig. Mine chefer og flere af de frivillige, som er tilknyttet var dukket op for at byde mig velkommen. Jeg var virkelig rørt. Og oven i hatten får jeg så en iPad mini! Til arbejdsbrug, naturligvis. ikke desto mindre er jeg for første gang foran i gadget-ræset herhjemme 😉

Jeg oplever i det hele taget stor glæde over min ansættelse og stor opbakning, så selvom det slet ikke var det her, jeg troede, jeg skulle lave, er jeg nu helt sikker på, at jeg er, hvor jeg skal være. I hvert fald for nu.

Åh jo, og så sender de mig på inspirationstur til USA senere på året! Og jeg har også fået mit eget stempel (bare ærgeligt at man ikke kan stemple e-mails), men allervigtigst har jeg enormt stor frihed, ansvar og indflydelse på arbejdstider, hvilke projekter jeg vil søsætte og hvordan det praktisk skal gennemføres.

I dag har jeg så holdt fridag, og jeg har primært brugt den på at sove. Selvom det giver mig en masse energi og glæde at være startet, så er jeg altså også ret træt, for der er en masse nyt at forholde sig til hele tiden. Men jeg satser på, at det går over i løbet af et par uger, når der begynder at indfinde sig nogle rutiner. Rutiner bliver nemlig også rart!