8 skridt på vej mod skærmfri ferie

Rumpenissen kiggede vantro på mig, da jeg fortalte, at vi har besluttet at holde fuldstændig skærmfri den næste uge, hvor vi skal på camping. “Ej, det passer ikke, vel mor?” – han troede virkelig, at vi lavede sjov med ham.

Men nej, det gør vi ikke. Vi har bestemt os for at en uge uden skærm er, hvad vi trænger til. Her er, hvad vi har gjort, og hvad vi har planer om at gøre:

1. iPads, computere, Nintendo DS og andet med skærm bliver hjemme og passer huset, mens vi tager afsted. Undtagelser fra denne regel er mandens computer (da han ikke når at krydse alle opgaver på sin arbejds-to-do af inden ferien) og begge vores iPhones, men…

2. I morgen, når vi kører mod campingpladsen, sletter jeg alle de apps, der plejer stjæle min tid: g-mail, instagram, snapchat m.m. Væk med sig! Så kan jeg altid geninstallere dem, jeg savner, når ugen er omme. Derudover har jeg aftalt med Manden, at bliver han nødt til at arbejde, skal det foregå efter puttetid.

Men alle ved jo, at man ikke bare kan fjerne en afhængighed uden at sætte noget andet i stedet. Et eller andet skal vi jo også gøre med ungerne, når de vågner sygt tidligt. Derfor…

3. har vi købt 150 gamle Anders And blade, som vi tager med på camping. De store elsker at læse/kigge i dem, og det er også ren nostalgi for os voksne.

4. har vi været en tur forbi biblioteket og hentet blandede bøger og tegneserier til store og små.

5. har vi blandt andet lånt Momo af Michael Ende, som jeg har gået og trippet efter, at de blev store nok til at blive præsenteret for, og det har jeg bestemt, at de er nu. Det bliver sommerens højtlæsningsbog, og selvom Rumpen ikke bryder sig synderligt om bøger uden illustrationer, så satser jeg på, at det går alligevel.

6. har vi købt to nye spil: Colorfox og Carcassonne, som begge kan spilles af kun to spillere, men også flere, og som er tilpas enkle til at selv den knapt 7-årige kan være med og tilpas tilfældige til at Manden ikke går bananas over at tabe.

7. har jeg lavet en “Feriebogs-kasse” til ungernes feriebøger. Udover selve bøgerne er der farveblyanter, sakse, klistermærker, tape med mønster, lim og dekorativt papir. Min tanke er, at de hver dag tilføjer et minde eller to fra dagen i bogen; om de så vil tegne, skrive eller klippe/klistre må de selv om.

8. og så satser vi da også på at campingpladsen har noget at byde ind med. Men jeg tænker nu ikke, at hoppepuden er klar kl. 6, når de vågner, og så er det jo godt at have noget i baghånden.

I skrivende stund får ungerne dagens sidste skærmfix, men mon ikke at de får lov at se et eller andet i morgen tidlig, mens vi andre pakker bil, men SÅ er det også slut. I hvert fald den næste uges tid.

God sommer til jer derude – med eller uden skærm!

Reklamer

Når morhjertet bekymrer sig

I dag har vi afleveret Rumpen og Trolden på lejr. Efter planen skal vi hente dem på onsdag, men både Manden og jeg sidder med vores telefoner indenfor rækkevidde og venter på et eventuelt opkald, nu hvor sengetiden nærmer sig.

Rumpen er en dreng, der trives bedst med tryghed og forudsigelighed, og samtidig bliver han nemt genert, så nye rammer og nye mennesker, især nye voksne, bringer ham langt ud over sin komfortzone. Ikke desto mindre har han været begejstret for tanken om at skulle på lejr med sin storesøster. Temaet for lejren er “Det vilde vesten”, og han har glædet sig til at lave de forskellige aktiviteter, der er annonceret.

Vi meldte ham til lejren, men var skeptiske – hvornår mon han trak i land og ombestemte sig (som så ofte før)? Vi har snakket om lejren flere gange i løbet af ugen og undret os over, at han ikke har haft protester. Vi pakkede hans taske sammen med ham og var overraskede over, hvor meget han selv tænkte med i forhold til, hvad han kan få brug for. Vi afleverede ham på lejren – og så kom de: tårerne, utrygheden og genertheden, men alligevel insisterede han ikke på at ville med hjem igen – han ville bare gerne have, at vi blev lidt længere, og der stod vi så på afstand og så på, at han lidt modstræbende gik med i sin gruppe og var med i de indledende navnelege.

Jeg holder så uendelig meget af min lille Rumpenisse, og jeg får ondt i morhjertet over alle de gange, hans personlighedstræk bliver en modstander for ham og det, han faktisk gerne vil. Denne gang fik vi lov at tage afsted, og han blev på lejren, og jeg var håbefuld over, at han faktisk formåede at overvinde sig selv.

Men nu er klokken snart sengetid, og usikkerheden er vendt tilbage hos mig. Vil det lykkes for ham at blive tryg nok til at kunne falde i søvn? Bliver han ked af det? Vil han sige det til nogen, hvis han bliver ked af det?
Heldigvis har én af lederne lidt ekstra fokus på ham og har sendt os et par updates løbende, så forhåbentlig får Rumpen ikke mulighed for at lide i stilhed. Og skulle det ende med, at vi henter ham hjem igen, så vil jeg holde fast i den succes det var, at vi fik lov at køre.

Skridt for skridt udfordrer han sig selv og udvider sin komfortzone i et tempo, der passer til ham. Min opgave er at bakke ham op og bygge på selvværdet, så han tør følge sig selv, uanset om han vil stadfæste eller flytte sine grænser.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Hvem skal jeg sende bestillings-listen til?

Når man som os har et barn af hvert køn, er der meget få, der spørger til det tredje barns køn. Ikke at det generer mig – tværtimod er det rart at slippe for den forestilling, at man skal ønske sig noget bestemt, baseret på hvad man allerede har.

Trolden ønsker sig en lillesøster, for som hun siger, “nu har jeg prøvet en lillebror”, og Rumpenissen vil selvfølgelig helst have at babyen er en dreng, så han kan blive storebror i stedet for storesøster (jeg har forklaret ham at han kun KAN blive storebror, men det er ikke helt trængt ind endnu).

Hvis jeg helt selv kunne vælge, er jeg faktisk ikke så interesseret i kønnet, som jeg er i temperamentet. Umiddelbart ville jeg sige, at jeg helst ville have én med Troldens temperament. Vi har vores udfordringer med Rumpenissen, som oplever sine følelser meget intenst og giver udtryk for dem med hele sin krop – hvad enten det er glæde og kærlighed, eller vrede og forurettethed. Vi har kæmpet meget med, at han har bidt og slået, og i det sidste års tid har vi gået på et forældrekursus for at få redskaber til at hjælpe ham til en mere hensigtsmæssig adfærd. Det er helt klart blevet bedre, men der er stadig et godt stykke vej for ham til at kunne begynde at sætte ord på sine følelser.
Så jeg har ønsket mig én af troldens støbning.

Men så var det, at Manden mindede mig om, at det første år med Trolden var SÅ hårdt. At hun som spæd var meget kontaktsøgende, ikke ville ligge selv, selv ikke i den korte tid det tog at gå på toilet, og at det i det hele taget var udfordrende. Og jeg huskede at under hendes “terrible two’s” blomstrede hendes temperament også, og der blev kylet en hel del sutter gennem stuen, når hun ikke fik sin vilje.
Rumpenissen, derimod, var et nemt spædbarn. Han spiste, sov og sked som han skulle. Han ville gerne gå fra arm til arm, elskede at møfle rundt på legetæppet, og så sov han igennem, fra han var 4-5 måneder.

Så, kan man ønske sig en kombination af Rumpens første par år og Troldens senere år? Og hvem tager imod bestillingerne?
– men uanset hvilken én vi får, vil vi sikkert få det hele ødelagt ved at grundforkæle ungen! Jeg mener; vi er fire mennesker i familien nu til at føje dens mindste vink, og det kan vi helt sikkert ikke lade være med, for den vil være SÅ nuttet, og den vil være vores!

Ninja Turtles vs. Monster High – et fastelavnsdrama

Troldetøsen på 5 år har længe, længe, længe snakket om, at hun ville være en Ninja Turtle til fastelavn. Og jeg har ledt, ledt, ledt og ledt efter et kostume, som kunne erhverves for under 200 kr, som er det absolutte maximum vi kan og vil bruge på fastelavnskostumer herhjemme. Jeg var også ved at være ude i noget med at skaffe grønne leggings og grøn trøje, og så se om jeg kunne flikke et skjold sammen af noget pap, men da jeg virkelig ikke er spor kreativt begavet på den der handi-craft måde, var jeg også nervøs for at lægge en hel masse arbejde i noget, som Trolden, når det kom til stykket, ikke ville blive glad for.

Heldigvis opdagede jeg i går, at Bilka har sat priserne ned på udvalgte kostumer – deriblandt Ninja Turtles – så hele familien tog på ekskursion til ForbrugerMekkaet for at redde fastelavnen (der er overraskende få film og tv-serier, der behandler dét emne i forhold til, hvor populært det er at redde julen).
Da vi ankom var hylderne allerede godt ribbede for varer, så der var kun et enkelt turtles kostume tilbage. Til alt held var det lige præcis Troldens størrelse, men så var at hun opdagede, at der også fandtes MONSTER HIGH KOSTUMER!!!! Og særligt forelskede hun sig i denne:

clawdeen

Manden og jeg så på hinanden og tænkte tydeligvis begge, at hvis hun troppede op i det, og hvis folk ikke kendte Monster High, så ville de tro, at hun var klædt ud, som noget helt, helt andet – for parykken med ørene, som giver en form for indikation, skulle naturligvis erhverves ved siden af for en pris, der oversteg vores budget.
Desuden tænkte jeg, at Trolden måske alligevel ville fortryde Monster High-kostumet, når nu hun så længe har fablet om Turtles.

Vi indledte derfor en overtalelse/manipulation af barnet indeholdende argumenter som, at de ikke havde det i den rigtige størrelse, at det var for koldt, at hun jo så længe havde ønsket sig at være en Ninja Turtles osv. indtil barnet til sidst gav sig og til forældrenes store glæde og lettelse besluttede sig for at være muteret skildpadde i stedet for sexet varulv.
Vold > sex at anytime, når det gælder børn, ikke sandt?

—-
Kan man lave fraklip i et blogindlæg? Det gør jeg i hvert fald nu.
Jeg ville nemlig rigtig gerne have flettet den måde, Rumpenissen udtaler navnene på disse trademarks på ind i indlægget, men det lykkedes ikke rigtigt, så nu får I dem her. Bare fordi jeg synes det er sjovt. “Nigger Turtles” og “Cookie Monster High”. Måske inspiration til nogle spin-off serier?

Om at sidde med ryggen til festen

introvert

Vi var til børnefødselsdag i lørdags. Mig og ungerne. En af Troldens gode veninder fyldte 5 år, og det blev fejret med en rigtig fin prinsessefest med mange hyggelige aktiviteter og en hel del andre unger, som Trolden ikke kendte. Fødselsdagen skulle egentlig foregå udenfor, men Trolden insisterede på at sidde inde på fødselarens værelse og lege selv, hvorefter Rumpen naturligvis også nægtede at gå ud og deltage i festlighederne. Jeg lod dem gøre det et stykke tid, men da der skulle til at serveres kagemand, mente jeg, at nu var det altså tid til at komme ud og være med.
Rumpen tøffede fint med, og til sidst kom Trolden også, stærkt lokket af boller, kage og saftevand, men hun blev helt ulykkelig, da hun så de mange piger sidde om bordet. “De kigger på mig.” hulkede hun ned i min skulder og blev ved med at sige, at jeg skulle bede dem om at lade være med at se på hende.

Det hele endte med, at hun – og Rumpen, som jo altid vil gøre præcis det samme som sin søster – kom til at sidde ved tag-selv-bordet med ryggen til de andre børn, og så var det at det pludselig slog mig, at min datter er introvert.

Egentlig er det utroligt, at det først er gået op for mig nu. Hun har altid været utryg i nye forsamlinger og skal bruge tid på at tø op overfor ukendte mennesker. Hun elsker at lege for sig selv – selvom hun også fungerer rigtig godt i små grupper og helst på tomandshånd med gode legekammerater.

Selv var jeg lidt genert som barn, men er i dag meget ekstrovert, hvorimod Manden er udpræget introvert. Så han må lære Trolden – og mig – at det er helt i orden ikke at have lyst til store forsamlinger og mange nye mennesker, og sammen må vi finde ud af, hvordan vi støtter Trolden i hendes stærke fornemmelse for sine grænser og hjælper hende til at navigere i svære situationer; for eksempel børnefødselsdage, som der jo nok kommer et par stykker af endnu.

Anonyme Forældre til Børn der Bider

Jeg har haft ondt af børn, der bed. Tænkt at det måtte være frustrerende for dem ikke at kunne udtrykke sig på andre måder. Jeg har også krydset fingre for, at det ikke var mine børn, der var ofre for biderens skarpe tandsæt. Jeg har tænkt, at det var børn, der var presset derhjemme, der reagerede på den måde. Børn med for lidt samvær med forældrene eller med for flydende grænser. Børn i underskud.

Jeg kan stadig godt tage mig selv i at tænke sådan. Men nu ryger det den anden vej: Hvad er det, jeg gør forkert som forælder, siden mit barn bider?

For Rumpenissen bider. Og han bider hårdt! Det sker, når han ryger langt ud i følelsesregistret, både når han er helt i ekstase over en sjov leg, f.eks. når vi tumler og han pludselig ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv af bare morskab. Men det sker også, hvis hans storesøster leger med noget af hans legetøj, eller han får et nej til at tænde for ovnen. Han bliver frustreret og vred og vil gerne kaste med ting eller bide, hvis der ikke er noget at kaste med i nærheden.

Vi siger selvfølgelig skarpt nej og stopper det så vidt muligt inden angrebet gennemføres, hvis vi kan nå at gribe ind. Men derudover føler jeg mig ret magtesløs overfor problemet. Han skal jo have lov til at lege – også vilde tumlelege, som han elsker! Og hans søster skal selvfølgelig ikke tage hans legetøj, men det meste af deres legetøj er fælles, og han kan godt føle ejerskab over noget, som hun har lige så meget ret til at lege med som han.
Selvom han sprogligt er ret godt med, er hans vokabularium alligevel ikke klar til at give udtryk for store vanskelige følelser som frustration og vrede, og selv når jeg prøver at hjælpe ved at sætte ord på for ham, virker det ikke som om han finder ro ved det, næsten tværtimod.

Så nu spørger jeg: er der andre (anonyme) forældre til børn der bider? Hvordan tackler I det? Kan man gøre noget for at hjælpe sit barn, eller er det en fase, som bare skal overstås (hidtil har det stået på i i hvert fald 7 måneder)?

Angreb på børnehaven, igen igen

Okay, så det viser sig, at der slet ikke er noget nyt angreb på børnehaven. Jeg har bare hidset mig op over en gammel artikel uden at tjekke datoen for, hvornår den er udgivet. Beklager.

Så er der igen gang i debatten om børnehaver og hele institutionaliseringen af børnepasningen. Artiklen, som linket henviser til, argumenterer for, at børnehaver og vuggestuer i dag er af så ringe standard, at børnenes udvikling ligefrem tager skade af det.

Jeg kan ikke selv genkende artiklens skrækscenarie i den børnehave, som Trolden går i, men samtidig ved jeg, at jeg VIL have Rumpen samme sted hen og ikke i én af de andre to børnehaver, der er i byen. Der er virkelig meget stor forskel på institutionerne, men hvad gør man, hvis man ikke kan få plads, der, hvor man fornemmer, at ens barn har bedst af at være? Så må man jo bide i det sure æble og nøjes med noget mindre godt. Eller gå hjemme, flytte, tjene mindre, arrangere sig anderledes i sit liv, gå på kompromis med noget andet.

Artiklen skyder (igen) skylden på forældrene, deres ambitioner om karriere, pengebegær osv. men jeg mener, at kritikken må rettes et andet sted hen. Der bliver skåret og skåret i pengene til institutionerne. Der er for få pædagoger, for få timer, for lidt renovering og alt for lidt tid og ro. Men hvem skal sørge for det? Vi forældres indflydelse på institutionernes forhold er trods alt ret begrænset. Kritikken må rettes til de folkevalgte og til den samfundsmodel, vi har her i landet, hvor det ganske enkelt er svært at leve af én indkomst, når der også er børn, der skal forsørges.

Noget af kritikken kan også rettes mod pædagoguddannelsen. Jeg kender flere uddannede pædagoger og nogle, som endnu er under uddannelse, og jeg er ærlig talt skræmt af, hvad de fortæller. Mit indtryk er, at der er mange af de pædagogstuderende, som har valgt studiet, fordi de enten ikke kunne finde på andet eller ikke kunne komme ind andre steder. Allerede på studiet vrimler det således med pædagoger, som ikke har gejst for faget. Så er det da ikke så mærkeligt, at der findes så mange rundt om i institutioner, som virker som om de er trætte af deres job og af børnene.

Heldigvis findes der også rigtig, rigtig mange, som brænder for deres job og virkelig vil ungerne. Hvis bare de kunne få nogle bedre arbejdsforhold ville vi være nået langt i forbedringen af institutionerne, tænker jeg.

Hvordan håndterer man vrede?

Uhhh, første indlæg i de nye wordpress-omgivelser. Spændende!

Vi har i Rumpen fået os en lille fyr med et stort følelsesregister og stærk kropslighed. I den ene ende af registret betyder det, at han er meget, meget kærlig og elsker at tumle, putte og give små snottede kys. I den anden ende af registret giver det en dreng, som kan blive stiktosset, vred og forurettet, og som viser det ved at nive, bide og kaste med ting. Hvis han kunne stampe i gulvet, gjorde han sikkert også det, men også den velkendte flitsbue og demonstrativ vrælen i et hjørne hører med til vredens repetoire.

Jeg har aldrig selv kunnet finde ud af den der følelse af at være vred. Når jeg er virkelig arrig, begynder jeg at tude. Jeg kan ikke råbe, skælde ud eller slå. Det er ind i mellem enormt hæmmende for mig, særligt fordi den jeg er vred på, kan finde på at ville trøste mig, når jeg midt i en diskussion begynder at græde. Men omvendt synes jeg heller ikke at det er i orden at vise sin vrede ved at bide, slå eller kaste med ting.

Men hvad gør man så? Hvad er en sund vredesreaktion? Hvordan undgår jeg at give min lille vrede Rumpenisse et hæmmet forhold til sin egen vrede, men samtidig lære ham en hensigtsmæssig måde at give udtryk for det på? Og han er kun halvandet, så han kan jo ikke rigtig sætte ord på det?
Hvordan håndterer I følelsen vrede, både hos jer selv og jeres eventuelle børn?

Forældre med super-evner

Er der mon andre medforældre, der har bemærket, at vi er blevet udstyret med en superevne? Som det er med de fleste superevner, er jeg ikke helt sikker på, om det er en gave eller en forbandelse. Og nej, jeg taler ikke om supersonisk hørelse, som dog uddeles til nogen – ofte kvinder. Jeg taler om evnen til at se ind i fremtiden!

Det er desværre ikke sådan, at man kan se langt ind i fremtiden. Ikke noget, man kan bruge til at forudsige hvilke lottotal, der vil blive udtrukket eller noget andet praktisk. Faktisk drejer fremtidssynet sig ofte kun om et par minutter. Lige præcis nok til at afværge katastrofen.
– og igen: ikke store katastrofer. Vi forældre kan ikke redde folk fra tsunamier eller får fra midtjyske ulve. Men vi kan redde glasset med mælk, inden det ryger på gulvet, fordi vi i et syn kan se, at den der fægtende arm om et øjeblik vil fare til venstre. Små katastrofer kan vi afværge. Meget små.

Mit fremtidssyn er efterhånden ret godt udviklet, og jeg træner det helt ubevidst flere gange dagligt. Men jeg er begyndt at spekulere på, om jeg bruger det for meget. Jeg er klar over, at med store kræfter følger stort ansvar, men ind i mellem kunne fremtidsvisionerne måske godt tage en slapper. For eksempel når har ungerne gang i en ret sjov leg. Noget med at Trolden jager Rumpen rundt i huset, mens hun kaster puder og legetøj efter ham. De griner begge to, for Trolden har nemlig arvet sin mors manglende sans for boldspil og rammer derfor flere meter ved siden af ham. Men som et lyn fra en klar himmel ser jeg, at det om et øjeblik går galt. Hun rammer ham. Han slår sig. Den sjove leg ødelægges af skrig og skænderier. Men skal jeg gribe ind? Skal jeg stoppe det? Skal legen ødelægges af mor eller af katastrofen? Lige præcis i nuet har de det jo begge sjovt. Og er jeg ikke en curling/bowling/tennis-mor, hvis jeg skærmer dem mod uheld og knubs i tilværelsen?

Jeg valgte i det omtalte eksempel ikke at gribe ind, hvilket naturligvis endte med hjerteskærende gråd, en flækket læbe til Rumpen og dårlig samvittighed til mig. Jeg løb hen og vred en kold klud op, som han kunne få på for at mindske hævelsen, men da jeg vendte mig om for at give den til ham, var han allerede rendt efter Trolden igen. Ind i stuen. Ind til en ny vild leg. Ind til flere knubs og mere kærlighed. For det er jo det, det hele handler om. Kærlighed.