Modsætninger mødes

Min mand nedstammer fra en lang linje af rolige, vestjyske mænd med høj arbejdsmoral og tør humor. De knokler for deres familier, laver practical jokes (min svigerfars favorit var at tage gebisset ud, så hans ansigt faldt underligt sammen og gemme sig i den mørke krog i gangen, mens offeret var på toilettet, og når vedkommende så kom intetanende ud i gangen, fik de sig en ordentlig forskrækkelse) og slår tøhø’er af på stribe. De er mænd med stolthed og ære i livet, og de piver ikke. De går heller ikke til lægen med bagateller, og de taler ikke om følelser.

Mit eksemplar af slagsen er dog også en meget moderne mand og har på mange måder rykket sig langt fra sit vestjyske ophav. Hans rengøringsstandard er højere end min, og han har ofte svunget støvsugeren, inden jeg nåede at opdage, at gulvet var beskidt. Han står for det meste af tøjvaskeriet, men også for bilvaskeriet, og han er udpræget æstetiker og går op i boligindretning og sin egen fremtoning. Men han bærer arven med sig, særligt stoltheden og humoren, og jeg må være ærlig at sige, at jeg faldt for ham på grund af det sidste, men kæmper ind i mellem med at komme overens med det første.

Jeg selv er ud af en familie med mange stærke kvinder og såkaldt “bløde mænd”. I min familie snakker vi, og så taler vi, og så snakker vi lige lidt mere. Jeg driller min mor og min søster (og mig selv) med, at i vores univers har en samtale ikke været god, hvis ikke nogen har grædt. Min mor brugte ofte eventyret om Rumleskaft som en metafor for, at når noget grimt/ondt trækkes frem i lyset og får sat navn på, så forsvinder dets magt. Min stedmor siger, at hvis der er knas i hendes forhold med min far, så er han den første til italesætte det og sige, at det skal de lige have talt om og rettet ud.
Og hvor humoren i min mands familie er practical jokes og tøhø’er, så er min families humor mere ironisk og selvudleverende, hvor vi fortæller historier om, hvor meget vi har dummet os i forskellige situationer.

På mange måder er jeg glad for den dynamik, der er her på matriklen på grund af den bagage, Manden og jeg bærer på og de baggrunde, vi hver især kommer ud af. Når vores samspil er godt, tænker jeg, at vi kan give ungerne det bedste fra begge verdner med sig.
Men lige nu clasher det, og så bliver bagagen en modstander, jeg har lyst til bekæmpe.
Jeg har nemlig opdaget, at meget af det, jeg troede var noget, der foregik i hovedet på mig, fordi jeg var ved at blive skør af at gå på barsel, i virkeligheden handler om, at Manden står midt i en kæmpe krise af en art. Men han tager den vestjyske tilgang til det, og lukker sig derfor inde i sig selv med det, bliver fjern og afvisende, og vil ikke tale med mig om, hvad der sker i ham og ej heller høre, hvad der sker i mig.
Og jeg får lyst til at presse min families tilgang ned over hovedet på ham, tvinge ham til at tale, skubbe ordene ud af ham – hvilket naturligt nok får ham til at lægge endnu mere afstand til mig.
Så nu øver jeg mig i at stå stille. Ikke gøre noget. Bare vente. Til han måske selv er klar. Åh hvor jeg håber at han snart bliver klar til at åbne op. Indtil da forsøger jeg at være imødekommende, inviterende og nysgerrig på ham på en ikke-pushy måde. Uden ord at fortælle ham at jeg er klar til at lytte, når han er klar til at fortælle. Og jeg kæmper hårdt for ikke at blive såret over den stadigt større afstand, der er mellem os, og huske på, at det ikke (nødvendigvis) handler om mig. Og så finde lidt trøst i den stolthed og “no-quitting”-bagage, som han har, og som gør, at han skal mere end langt ud før skilsmisse vil blive en reel mulighed i hans verden. At han lige nu hænger i, fordi han engang har givet mig et løfte i kirken. Og at det må være godt nok. For nu.

Kære dejlige mand. Hvis du skulle støde på dette indlæg, så vid, at jeg elsker dig og savner dig.

Ensom og indebrændt

Hvad er det lige der sker for mit hoved, når jeg er på barsel?! Jeg bliver super indebrændt og sensitiv og kører alting helt vildt meget op, men evner ikke at få meldt noget ud eller sagt det højt, så luften kan gå af ballonen.

I går var en af de mere anstrengende dage herhjemme. Bettefyren var grumpy og ville ikke rigtig noget i sine vågne perioder, så jeg bar ham meget rundt. Heldigvis skriger han sjældent, men han brokker sig og basker rundt med arme og ben for at vise, at noget ikke er som det skal være med ham, og det betyder, at man skal holde godt fast, når man går med ham, så da vi nåede til aften var jeg helt spændt op i nakke og skuldre. Desuden var igår den eneste aften uden program på i denne uge, og jeg længtes egentlig bare efter at være sammen med Manden, og at han måske kunne aflaste mig lidt med at bære rundt på den utilpasse baby.

Det er hans putteaften af de store, og imens går jeg rundt med Mister Grumpy og forsøger at finde nye måde at holde ham på, for om muligt at belaste skuldre og nakke lidt mindre. Jeg drømmer om, at han måske kan puttes tidligere i aften, og at Manden og jeg så måske kan finde en ny serie at se sammen eller måske bare få snakket lidt, og jeg begynder at blive utålmodig efter, at han skal få puttet færdigt og komme ned til mig.
Da han så kommer, går der først Praktiske Gris i ham – han putter det sidste i opvaskemaskinen og sætter den i gang, og så melder han ud, at han skal have kigget på noget for forældrebestyrelsen i børnehaven, finder sin computer frem og sætter sig bag skærmen.
Jeg skulle ha’ sagt noget, det ved jeg. Jeg kunne for eksempel have foreslået, at han ventede med det til jeg gik i seng, eller til mens jeg puttede den lille. Eller jeg kunne have sagt, at jeg virkelig havde brug for, at han tog bettefyren lidt for det havde været en anstrengende dag. Jeg kunne have spurgt, om ikke vi skulle gøre noget sammen, når nu det var den eneste aften uden program på i denne uge.
Men jeg sagde ikke noget. I stedet påstod jeg, at bettefyren skulle have skiftet ble, så jeg kunne stå ude på badeværelset og fælde nogle tårer i fred og ro fra larmen af udsugningen.

Jeg bliver nemt ensom, når jeg går på barsel, og jeg husker pludselig, at det primært er i mit parforhold, at jeg bliver ensom. Fordi vores teamwork pludselig er delt op: jeg tager mig af den lille og han tager sig af de store. Fordi aftnerne ikke længere er fælles oaser, hvor vi sammen restituerer efter ungerne er puttet og får snakket og delt liv med hinanden. Og fordi jeg af en eller anden grund ikke længere kan finde ud af at artikulere mine behov, men i stedet iklæder mig en uklædelig martyrrolle, så jeg foretrækker at græde min modige tårer i skjul og ellers fiske efter, at han af sig selv skal tilbyde sin hjælp eller spørge til, hvordan jeg har det.
Jojo, han kunne da helt sikkert oppe sig, men jeg kunne jo begynde med at få åbnet min mund og SAGT noget. Hvorfor hulan er det pludselig blevet et problem?! Og hvorfor føles det som om jeg risikerer noget, hvis jeg fortæller ham, hvordan jeg har det? Hvorfor er jeg så bange for at blive afvist? Jeg ved jo, at han elsker mig, og at han gerne vil hjælpe, men hvordan skal han kunne gøre det, hvis ikke jeg siger noget?!

Så, hovedet ud af navlen og ud at risikere at sige noget højt. Det dør du ikke af. Tværtimod.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Hvordan man undgår skilsmisse

Da jeg var omkring 20 år gammel, blev et par af min mors gode venner skilt. Jeg kendte dem selvfølgelig godt, havde besøgt dem flere gange, deres børn gik i mine søskendes klasser, men det forklarer ikke rigtigt, hvor dybt ulykkelig og rystet jeg var, da jeg hørte om det. Jeg græd snot på en meget uværdig måde for en 20-årig. Forklaringen, som jeg her retrospektivt kan se, var, at efter mine forældres skilsmisse havde jeg på en eller anden måde fået gjort dette par til “beviset” på, at kærligheden findes, og ægteskab ikke er en løgn.

Jeg kom i tanker om dette par og min egen reaktion for en uges tid siden, da jeg læste, at antallet af skilsmisser er steget voldsomt. 36.449 personer blev skilt i 2013. Nogle af dem har børn, der lige nu oplever deres verden revet midt over. De fleste har en svigerfamilie, som de også må give afkald på, og som må give afkald på relationen til den, der nu ikke længere er en del af familien (en familiefest for mig er et stort hilsecirkus, hvor jeg skal overbringe hilsner fra min mor til min fars familie eller omvendt og tillige tage en lang række hilsner med retur). Og så er der jo alle vennerne, som må vælge side, uanset om de vil det eller ej, og selvom de forsøger at holde sig neutrale. Og måske er der også langt ude i periferien af parrets omgangskreds en lille pige, som har set kærligheden i parrets forhold og har håbet og troet, at den fandtes derude i verden et sted, men som nu føler tæppet blive trukket væk under hende.
På den måde kom jeg til at sidde og gange tallet op med, hvor mange der egentlig bliver påvirket, når et par går fra hinanden, hvor mange der kommer i klemme, hvor mange der ufrivilligt må sige farvel, hvor mange der bliver kede af det. Mit gæt er, at det er et tal, der er mange gange større end de 36.449 personer, som står midt i orkanens øje.

Artiklen fik mig også til at tænke på tre tips til at forbedre et forhold, som jeg læste om for noget tid siden:

  1. Sig tak til din mand – det viser at du respekterer ham, og (de fleste) mænds dybeste længsel er respekt og anerkendelse.
  2. Vis din kvinde at hun er din, f.eks. ved at tage armen om hende eller holde hende i hånden – det viser din kærlighed, og (de fleste) kvinders dybeste længsel er at blive elsket. Hvis I er uenige eller skændes, så husk at forsikre hende om, at I stadig er okay, selvom du måske har brug for tid til at tænke og bearbejde.
  3. Når du er såret, så led efter den mest generøse forklaring og lad som om det er den rigtige – for det er det sandsynligvis. Tro på, at din partner ikke har såret dig med vilje; at han/hun vil dig det bedste, men måske ikke altid slipper heldigt fra at vise det i praksis.

Selvfølgelig kan man ikke skære alle over én kam, og jeg bliver altid lidt mistænksom overfor de der “Sådan forsimpler vi en svær situation i fire enkle trin”-artikler. Men faktisk er det blevet noget, som jeg forsøger at tage med mig, nu hvor situationen herhjemme måske ikke ligefrem er guld og grønne skove.
Det er ikke fordi vi står på skilsmissens rand, overhovedet, men når min og Mandens kommunikation mudrer til, vækker det min iboende angst, som i hvert fald intet godt gør for forholdet og kommunikationen. Det jeg især har bidt mærke i, er påmindelsen om, at 99% af de som er i et forhold, faktisk ønsker det bedste for den anden og virkelig prøver på at gøre det godt – omend måske på en forkert eller misforstået måde.
Så jeg øver mig i at se og høre, at han faktisk gerne vil mig og vores familie; øver mig på at kvæle bebrejdelser og kritik og i stedet lede efter, hvor jeg kan sige tak og rose ham. Jeg tror, det virker. Ikke så hurtigt som jeg gerne vil have det til, men lige så stille ændres stemningen herhjemme.
Vi går mod lysere tider.

20140228-092107.jpg

1-0 til os

Dem, der har læst kommentarerne til dette indlæg ved, at Manden og jeg havde et lille dødspiral-vendings-møde i fredags, og vi kom op med en slags handleplan:

  • Genindføre kæresteaftener. Vi har tidligere prioriteret en aften om ugen til at være kæresteaften, men vi fik ikke sat os ned og puttet det i kalenderen, da det nye år kom buldrende og fyldte den ellers så tomme kalender. Det har vi gjort nu.
  • Ugentligt kalendermøde. Søndag aften løber vi ugen igennem – hvad skal du, hvad skal jeg – og der er også mulighed for at evaluere på hverdagen og ægteskabet, så misforståelser og konflikter ikke får lov til at ligge hengemt alt for længe.
  • iGadget-frie eftermiddage for både børn og voksne. Et forsøg på at få mere nærvær ind på de relativt få timer, vi har sammen mellem institution/arbejde og putning. Hvis vi trænger til at koble lidt fra, må vi godt se noget netflix eller dvd, men så skal det være noget, vi gør sammen. F for Får eller Svampebob Firkant, som vi voksne også synes er sjovt.

Allermest var det bare rart for mig at få luft. Der er ikke sket mirakler og spiralen har ikke vendt sig, men i det mindste føler jeg, at vi står sammen om at kæmpe imod nu. Så må miraklerne komme henad vejen.

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?

Det umulige hverdagspuslespil

Det her virkelige liv har altså taget røven på mig. Jeg er stadig glad for jobbet, og det meste er stadig fryd og gammen, men det er som om, at vi som familie ikke helt har fundet vores ben i hverdagen endnu. Små ting vokser sig store, irritationsmomenter synes at være alle vegne for både voksne og børn, og trætheden er tommetyk. Det er helt ærligt lidt svært at være i, synes jeg.

Konkret handler det om, at børnene er vanskelige at putte, at de er pylrede og konfliktsøgende, at vi voksne ikke får taget os tid og ro til at løse de småkonflikter og misforståelser, som altid opstår løbende i et parforhold, at jeg udover fast søndagsarbejde stadig har to faste ugentlige aktiviteter om aftenen, hvor Manden selv må putte begge unger, at der derudover er flere ting, som både vi voksne og børnene gerne vil have tid til, ting vi vil gå til, venner vi vil se, interesser vi vil dyrke. Det er som om det hele clasher, og jeg ved, at vi ikke kan det hele, men det er så hulens svært at prioritere.

Et eksempel: jeg vil gerne skære én af mine aftenaktiviteter væk, men skal det være børneklubben, hvor jeg er leder sammen med to, som lige er startet denne sæson og derfor endnu ikke kender ungerne eller klubben? Eller skal det være skrivegruppen, som er det eneste jeg gør udelukkende for min egen skyld, og som holder mig fast på en gammel drøm om at skrive en bog?
Jeg har mest lyst til det sidste, men føler større forpligtelse overfor det første.

Og det er i virkeligheden også bare en lille bitte del af hele det store hverdagspuslespil, som lige nu forekommer fuldstændig umuligt at få samlet på en meningsfuld måde. Der er ikke andet for, end at Manden og jeg må se hinanden i øjnene og få ordnet uenighederne, så vi i fællesskab kan starte med at finde kantbrikkerne. Så er det som bekendt lettere at få lagt resten.

Ankommet

Jeg ligger og slænger mig i en sofa på Nørrebro. Omsider har krapylerne overgivet sig til søvnen, og der er ro nu, bortset fra lyden af trafik og snakkende mennesker udenfor i Nørrebroparken.

Turen herover gik ganske fint. Jeg havde købt en bunke bestikkelse (figenstænger, ostehaps, plastik-insekter, mini-maracas og pixibøger) med den intention at pakke det ind til en mængde små gaver, som ungerne kunne få undervejs. Jeg nåede dog ikke at få det pakket ind (måske man skulle få den slags lyse ideer i lidt bedre tid end dagen inden man skal køre), så vi havde i stedet en trylle-kasse med i bilen, som med jævne mellemrum (dvs. når der var optræk til skrigeture) tryllede sjov og spas frem fra dets magiske dyb.

20130718-212956.jpg

Nå, men som sagt er vi altså ankommet. Vi overlevede at finde vej med upålidelig og langsom gps, ensrettede gader og københavnske cyklister, der kører som havde de ild i r*ven. Nu er der kun en udfordring tilbage, men overlever vi den, har vores parforhold bevist sit værd og vil leve lykkeligt til dets ende. Det er naturligvis Dobbeltdynen, der her er tale om. Om vi klarer den, må morgendagen vise.

Historien om Pigen og Nørden, kapitel 3

Kapitel 1 hvori Pigen møder Nørden første gang.

Kapitel 2 hvori Pigen og Nørden er lige ved ikke at få mere med hinanden at gøre nogensinde.

Pigen og Nørden kom således i den samme ungdomsklub. De vidste, hvem hinanden var, men havde hver deres omgangskreds. Veninden og Pigen snakkede, som teenagepiger så ofte gør, om drenge, og ind i mellem blev de enige om, at hvis alt gik galt, så kunne Pigen jo bare snuppe Nørden, hvorefter begge piger skraldgrinede, for intet i verden ville være mere absurd. Nørden var en meget stille, reserveret dreng, der tilsyneladende gik mest op i noget computerhalløj og traktortræk. Pigen var meget larmende, snakkende og københavner-agtig og ville forfærdelig gerne være centrum for opmærksomheden hele tiden. At de to nogensinde skulle få noget med hinanden at gøre var derfor den største joke for Pigen og Veninden.

Det ændrede sig dog lige så stille, da både Pigen og Nørden blev valgt ind i bestyrelsen for foreningen.