Der er altid håb

Jeg er vågnet op til både den mørkeste og den lyseste morgen længe. Den mørkeste, fordi en uberegnelig, orange mand er blevet leder for én af vores verdens største supermagter. Den lyseste, fordi der er faldet rigtig ægte sne, som reflekterer lyset og får verden til at virke mindre mørk og grå.

Som jeg skrev igår i en kommentar til Cille, så bliver jeg virkelig skræmt af det scenarie som nu er blevet virkelighed, hvor vi har Trump og Putin som ledere for de største supermagter i verden. De er begge voldsomt uberegnelige og handler udelukkende ud fra egen personlige agenda, og så vidt vides er empati og medmenneskelighed ikke noget, der er særlig veludviklet hos hverken den ene eller den anden.
Det gør mig bange, fordi jeg fornemmer at tredje verdenskrig ikke er så langt ude i horisonten, som den kunne være. Fordi jeg ikke ved, hvilken slags verden mine børn kommer til at vokse op i, udover at den bliver markant anderledes end det, jeg selv er vokset op med.

Men jeg prøver at lægge frygten væk, for frygt har aldrig været drivkraft for noget godt. Frygt fører altid til mere mig selv og mindre andre. Når frygten styrer, vil vi bygge mure, og vi skaber “dem og os”-scenarier. Frygt er et stærkt virkemiddel, og det er dybest set frygt, der får et menneske som Donald Trump til at vinde præsidentvalget.
For en del år siden var jeg i Prag og her besøgte jeg et virkelig glimrende museum, som viste dagligdagen i den tid, da Tjekkiet var en del af Sovjetunionen. Her blev det beskrevet, hvordan regimet med jævne mellemrum lod luftalarmerne lyde, så folk skyndte sig i beskyttelsesrummene, uden at der var noget angreb overhovedet. Men fjendebilledet og frygten blev opretholdt og så var det lettere at styre folket. Et bange folk stiller ikke så mange spørgsmål og gør, hvad de får besked på, hvis de føler at lederne kan beskytte dem.

Vi må erkende, at i vores verden er håb og næstekærlighed ikke længere opgaver, vi kan udlicitere til lederne – ikke engang i demokratiske lande. Vi har været vant til et velfærdssamfund, hvor det var samfundets ansvar at hjælpe de svage og udsatte, om det så var ældre, handicappede, hjemløse, flygtninge eller børn. Det kan vi ikke længere regne med. Det er blevet vores personlige ansvar og opgave – hvis vi tør tage den på os; hvis vi tør gå ud af vores comfortzones; hvis vi tør lade noget andet end frygt styre os.

Derfor er der stadig håb. Derfor er det også en lys morgen. Vi kan stadig gøre en forskel – måske endda mere nu, hvor mørket trænger sig om os. Her vil selv det mindste lys skinne klarere.
Helt konkret hvad er det så, der får dit hjerte til at bløde? Er det børnene? Flygtningene? De hjemløse? Uanset hvad er det er, så er der helt sikkert nogen, som allerede er i gang med at hjælpe og gøre en forskel. Undersøg det, og find ud af hvordan du kan hjælpe, om det er økonomisk hjælp, frivillig hjælp, eller måske et helt karriereskifte så det også er dit professionelle jeg, der hjælper.
Lyt til dem, du er uenige med. Hør hvad de siger. Stræb ikke efter at få anerkendelse fra dem, der er over dig i det sociale hierarki, som ingen rigtig tør italesætte findes, men øv dig i at være noget for dem, der er under dig. Vis venlighed overfor selv de største idioter, og tilgiv! Tilgiv for dælendulendytme da! Tilgivelse er den eneste ægte brobygger, vi har.

Ræk ud, min ven, ræk ud. Byg ikke mure omkring dig selv og din familie i et forsøg på at skærme dem og dig mod verden; det giver altid bagslag og skaber afstand og frygt, og det er ikke det, vores verden har brug for nu.

Der er altid håb. Du og jeg bærer håbet.

Reklamer

Sprængfarligt emne

Jeg vil gerne skrive dette indlæg, men det er vanskeligt for mig. Emnet forekommer mig tabubelagt; der er rigtig mange, der har følelser i klemme, og jeg har ikke lyst til at støde eller såre nogen. Omvendt er det et emne, som optager mig og fylder mig med undren over, hvordan vi håndterer (eller ikke håndterer) i dag. Emnet er abort.

20130613-114010.jpg

I dag, d. 13. juni 2013, er det 40 år siden det blev lovligt at få en abort i Danmark. I juni-nummeret af Eurowoman fejres det med en tre sider lang artikel, og i lederen skriver chefredaktøren Anne Lose blandt andet: “Det er svært at forstå, at det kun er 40 år siden, at den ret, der for mig er så naturlig, blev indført i Danmark” og “Det er uhyggeligt at tænke tilbage på den tid, hvor kvinder ikke frit kunne bestemme over deres egen krop”.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde ønsker mig tilbage til illegale aborter og kvaksalvere med strikkepinde. Det var forfærdelige forhold, og mange menneskers liv er blevet ødelagt både på den baggrund.
Alligevel forstår jeg ikke argumenterne for abort. Jeg kan helt ærligt ikke se, at det kan være en kvindes “ret”, og at det handler om at kunne bestemme over egen krop. Tværtimod bestemmer man jo over en andens krop: fosterets. Man bestemmer, at den krop ikke skal blive større. Man bestemmer, at den skal dø.
Kvinder har 100% ret til at bestemme over egen krop, men det kan vi gøre ved at vælge, hvem vi har sex med, hvornår vi har sex, og om vi bruger prævention. Det er vores fulde ret, og den må vi til enhver tid benytte.

Hele snakken om kvinders rettigheder og det at kalde det “fri abort” negligerer også de store følelsesmæssige omkostninger, der er ved at vælge provokeret abort. De kvinder, jeg kender, som har fået foretaget en sådan, har i hvert fald ikke bare oplevet det som at få fjernet en visdomstand. Der sker noget, når man ser de der to streger på graviditetstesten. I det øjeblik findes barnet i kvindens bevidsthed. Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ved begge mine graviditeter har nået at tænke alverdens tanker om fremtiden med og uden barn i den tid, der går fra mistanke om graviditet til man har tisset på pinden og ventet de obligatoriske to minutter på svaret.
Jeg vil vove at påstå, at enhver kvinde som vælger abort også ved, at hun fratager et barn dets liv, og derfor bevidst eller ubevidst må leve med de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved det.

En sidste undren over abortdebatten går på den totale mangel på interesse for, hvad faderen har at sige. Kvinders rettigheder, barnets rettigheder, men hvad med mandens rettigheder? Der er altid to om at lave et barn, og selvom det opleves anderledes for en far, så har han også del i det spirende liv og bør derfor også tages alvorligt med på råd, når der skal tages et valg om abort. Mit indtryk er, at også mænd oplever en form for tab og sorg efter en provokeret abort, men at det kommer til udtryk på en anden måde.

I dag er det 40 år siden det blev lovligt for kvinder at slå børn ihjel uden at skulle spørge nogen om lov, men det er som om vi i de 40 år helt har glemt, at hvad det rent faktisk er vi gør, og at det er et valg med store personlige omkostninger. I stedet pakker vi det ind i rare ord som “frihed” og “ansvar” og “ligestilling” og gemmer de etiske dilemmaer et sted nede i hjørnet, hvor vi ikke rigtig kan se dem. Lad os i det mindste få en smule debat om emnet igen. Bolden er hermed kastet op!

Angreb på børnehaven, igen igen

Okay, så det viser sig, at der slet ikke er noget nyt angreb på børnehaven. Jeg har bare hidset mig op over en gammel artikel uden at tjekke datoen for, hvornår den er udgivet. Beklager.

Så er der igen gang i debatten om børnehaver og hele institutionaliseringen af børnepasningen. Artiklen, som linket henviser til, argumenterer for, at børnehaver og vuggestuer i dag er af så ringe standard, at børnenes udvikling ligefrem tager skade af det.

Jeg kan ikke selv genkende artiklens skrækscenarie i den børnehave, som Trolden går i, men samtidig ved jeg, at jeg VIL have Rumpen samme sted hen og ikke i én af de andre to børnehaver, der er i byen. Der er virkelig meget stor forskel på institutionerne, men hvad gør man, hvis man ikke kan få plads, der, hvor man fornemmer, at ens barn har bedst af at være? Så må man jo bide i det sure æble og nøjes med noget mindre godt. Eller gå hjemme, flytte, tjene mindre, arrangere sig anderledes i sit liv, gå på kompromis med noget andet.

Artiklen skyder (igen) skylden på forældrene, deres ambitioner om karriere, pengebegær osv. men jeg mener, at kritikken må rettes et andet sted hen. Der bliver skåret og skåret i pengene til institutionerne. Der er for få pædagoger, for få timer, for lidt renovering og alt for lidt tid og ro. Men hvem skal sørge for det? Vi forældres indflydelse på institutionernes forhold er trods alt ret begrænset. Kritikken må rettes til de folkevalgte og til den samfundsmodel, vi har her i landet, hvor det ganske enkelt er svært at leve af én indkomst, når der også er børn, der skal forsørges.

Noget af kritikken kan også rettes mod pædagoguddannelsen. Jeg kender flere uddannede pædagoger og nogle, som endnu er under uddannelse, og jeg er ærlig talt skræmt af, hvad de fortæller. Mit indtryk er, at der er mange af de pædagogstuderende, som har valgt studiet, fordi de enten ikke kunne finde på andet eller ikke kunne komme ind andre steder. Allerede på studiet vrimler det således med pædagoger, som ikke har gejst for faget. Så er det da ikke så mærkeligt, at der findes så mange rundt om i institutioner, som virker som om de er trætte af deres job og af børnene.

Heldigvis findes der også rigtig, rigtig mange, som brænder for deres job og virkelig vil ungerne. Hvis bare de kunne få nogle bedre arbejdsforhold ville vi være nået langt i forbedringen af institutionerne, tænker jeg.

Bare en tanke om den der efterløn

Hvis nu den der efterløn bliver afskaffet, så bliver der nok behov for barnets anden, tredje, fjerde, femte og måske flere sygedage. For hvis man ikke kan trække på bedsteforældrene, når ungen ligger med skoldkopper eller skidevirus for anden uge i streg, hvordan skal forældrene så kunne passe både arbejde og syge børn?

Kvindekamp anno 2010

I mandags var det, som de fleste nok bemærkede, kvindernes internationale kampdag. Jeg forsøgte igen i år at ignorere det, men som sædvanlig lykkedes det ikke. Jeg bliver simpelthen så træt, når jeg læser artikler og undersøgelser, der fortæller hvor få mænd, der tager opvasken og barnets første sygedag. Eller forslag om kvinde-kvoter og ligeløn. For helt ærligt: det er kvindernes INTERNATIONALE kampdag! Blegner disse lokale kampe ikke i forhold til internationale problemer som trafficking, tvangssterilisation og mangel på uddannelse? Er det ikke der, vi for alvor kunne gøre en forskel, hvis vi ville kæmpe den kamp?

Jeg vil vove den påstand, at vi danske kvinder har den ligestilling, vi selv vil have. Hvis du vil ha’ mere i løn, så bliv god til at sælge dig selv. Hvis du vil have manden til at hjælpe mere med i det daglige, så snak med ham om det. Hvis du vil være murer, jamen så tag den uddannelse, der skal til. Jeg tror bare, at der er alt for mange kvinder, der hygger sig så meget med offer-rollen, at de nægter at give slip på den. Der ligger nemlig en stor magt i at være den forsmåede…

Brandslukning for begyndere

Forleden hørte jeg tilfældigvis radioavis, fordi jeg var ude at køre i bil klokken lidt for tidligt på dagen. Nyhederne denne morgen handlede blandt andet om supermarkeder, som snød med madvarerne. Her interviewede de fødevareministeren, som forsøgte at gøre rede for alt det, de ville gøre for, at forbrugeren ikke skulle blive snydt. Lidt senere handlede det om noget ballade i Kalundborg, og her forlød det, at justitsministeren i egen høje (lave?) person var taget derhen for at snakke med politiet om problemet, og hvordan det kunne løses.

Er det bare mig, eller kunne fødevareministeren og justitsministeren ikke have brugt deres tid mere konstruktivt? Hvorfor skal vores politikere stå til regnskab for alle mulige konkrete sager i medierne bare fordi en journalist har valgt at sætte et tilfældigt emne på dagsordenen? For de kan jo dårligt nægte; hvis man hører, at en politiker ingen kommentarer har til en sag eller at vedkommende nægtede at udtale sig, så tænker man helt automatisk, at der må stikke noget under.

Det er da klart, at vores politikere kan virke (er?) inkompetente, når de aldrig får tid og ro til at sætte sig ind i sagerne og tænke lidt langsigtet i stedet for at fare fra sag til sag, som journalisternes deadlines nu dikterer. Hvem har tid til at tænke på at formulere parti-værdier eller ideologier, når man samtidig skal halse afsted for at love bod og bedring i konkrete sager og forsøge at holde de løfter, man afgav i forbindelse med sidste uges tophistorie.

Men det er ikke (kun?) journalisternes skyld – vi vil jo allesammen hellere høre, hvad partierne egentlig har tænkt sig at gøre ved bøllerne i Kalundborg end høre dem udtale sig om, i hvilken retning det danske retssystem skal bevæge sig i løbet af de næste 50 år.