Hvordan er det så at have tre børn?

Bettefyren er netop fyldt halvandet år. Han kan gå nu. Han kan sige de allermest nødvendige ord som: tog, vov, hov, hej, traktor og far – og så i øvrigt vrøvle-gentage alt hvad de ældre søskende prøver at få ham til at sige.
Han kan også give udtryk for, når der er noget, han vil have, og han forstår helt klart, når vi siger nej til ham for det besvares med hysterisk gråd og flitsbue.

Selvvalgt underbid og fuld skrue på balladen!

Han er i det hele taget ved at blive et rigtigt lille menneske med meninger og holdninger til ting, og Manden og jeg må med jævne mellemrum minde hinanden om at NYDE det lige nu, for vi ved at lige om lidt kommer “The Terrible Two’s”, som har trukket (vores) tænder ud ved de to store med al den vilje og kamp og gråd og tænders gnidsel. Temperament kan vores unger åbenbart ikke slippe for.

De kan heller ikke slippe for at ligne deres far. Jeg SAMLER på de gange, hvor nogen kommenterer på, at vores børn ligner mig. Jeg er pt. oppe på ni gange. Sammenlagt. For alle tre unger. Og ud af de ni gange er de fem sagt af mennesker, der ikke har mødt min mand.
Der er stærke gener i det vestjyske blod.

Men hey, den der kærlighed, ikke? Det er fantastisk. De to store har helt klart deres op- og nedture, hvor især Rumpen føler det som en dyb afvisning af ham som person, når hans storesøster ikke vil lege med ham. Men når de så leger! Wow! De har den vildeste fantasi begge to og finder på og bygger op. Lige nu er det store hit et hus, de har lavet ud af en papkasse. De har lavet en postkasse til det og en adresse (Vejnavnsvej 100), og de skriver breve til sig selv og hinanden. De bruger deres skærmtid side ved side i “huset”, og engang imellem får de også lov til at indtage et måltid der.

Og så er der kærligheden til Bettefyren. De er begge to helt vilde med ham – og han med dem! De tumler og leger og knuser og kysser og krammer, så moderhjertet her er ved at sprænges af glæde.

Naturligvis er der også dage, hvor de bliver trætte af ham – men oftest fordi det handler om at de skal vente, hjælpe eller andet, som i virkeligheden ikke handler om ham, men om de krav vi som voksne stiller til dem, fordi de er ældre. Og jeg har da også tidspunkter, hvor jeg tænker på, hvordan deres relation vil blive som store med henholdsvis 8 og 5 år mellem dem og lillebror. Og så har jeg også de øjeblikke, hvor jeg mærker en sorg over, at min ældste datter aldrig får en søster, fordi jeg selv har en søster, som også er en af mine allerbedste veninder, og jeg kunne ønske det samme for hende.

Brødre

Men alt i alt så er jeg ret vild med at have tre børn – og ikke mindst vild med aldersforskellen, for det meste.
Jeg pønser på et indlæg om netop det med aldersforskel mellem børn, pros & cons ved stor aldersforskel. Så har jeg ligesom teaset det, og så går der nok en måneds tid inden det kommer 😉 I kender mig jo. Regelmæssighed og rytme er ikke min største force.

Reklamer

Så kom han

51 cm og 3438 g kærlighed pakket noget så lækkert ind. Nu mangler han bare sit navn her på bloggen. Det kan jeg tygge på, mens han tygger på mine bryster.

Status på jobstart

Jeg ved, at I sikkert alle sidder og tripper, holder vejret og venter med spænding og længsel på at høre, hvordan opstart på arbejde er gået. Så nu forbarmer jeg mig og skriver dette indlæg.

Det er gået SÅ godt! På min allerførste dag var der arrangeret en lille surprise-velkomst-fest/morgenmad for mig. Mine chefer og flere af de frivillige, som er tilknyttet var dukket op for at byde mig velkommen. Jeg var virkelig rørt. Og oven i hatten får jeg så en iPad mini! Til arbejdsbrug, naturligvis. ikke desto mindre er jeg for første gang foran i gadget-ræset herhjemme 😉

Jeg oplever i det hele taget stor glæde over min ansættelse og stor opbakning, så selvom det slet ikke var det her, jeg troede, jeg skulle lave, er jeg nu helt sikker på, at jeg er, hvor jeg skal være. I hvert fald for nu.

Åh jo, og så sender de mig på inspirationstur til USA senere på året! Og jeg har også fået mit eget stempel (bare ærgeligt at man ikke kan stemple e-mails), men allervigtigst har jeg enormt stor frihed, ansvar og indflydelse på arbejdstider, hvilke projekter jeg vil søsætte og hvordan det praktisk skal gennemføres.

I dag har jeg så holdt fridag, og jeg har primært brugt den på at sove. Selvom det giver mig en masse energi og glæde at være startet, så er jeg altså også ret træt, for der er en masse nyt at forholde sig til hele tiden. Men jeg satser på, at det går over i løbet af et par uger, når der begynder at indfinde sig nogle rutiner. Rutiner bliver nemlig også rart!

Det var så det

Jeg husker det, som var det i slutningen af august 2004, at jeg mødte op til rus-uge på mit nye studie og fik serveret snaps og vitaminpille af tutorerne.

Jeg husker det, som var det i mandags kl. lidt over 11, at jeg sammen med et lille udpluk af min brogede familie fes rundt på nogle gange på et fremmed fakultet for at finde det rum, hvor jeg skulle aflevere mit speciale. Som i alle gode eventyr lykkedes det naturligvis til sidst, og jeg fik min hjemmelavede kandidat-hat på, fordi jeg engang var for nærig til at købe en studenterhue, og i det hele taget synes at det er totalt anti-klimaks at aflevere et speciale, man ikke skal forsvare, så jeg var nødt til at lave en slags fest ud af afleveringen, selvom jeg jo i princippet ikke ved, om jeg har bestået endnu.

20130410-143143.jpg
Kandidat-hatten

Men nu er det slut. Næsten 9 års studier og to børn senere har jeg lukket skolekapitlet i mit liv. Jeg ryddede min specialeplads i dag, hvilket gjorde mig mere sentimental, end jeg havde troet, det ville. Jeg har ikke ligefrem nydt specialeprocessen, og jeg er lykkelig for, at det er ovre nu, men jeg har alt i alt været rigtig glad for at studere.

20130410-143323.jpg
Specialeplads-rester

Det er altid vemodigt at slutte et kapitel i sit liv, særligt når man står på en blank side uden at kende så meget som titlen på næste kapitel. Jeg har søgt to jobs og fået afslag på begge. Især det ene gjorde ondt at få, fordi det var intet mindre end et barselsvikariat i Drømmejobbet!
Men jeg har stadig nogle muligheder, jeg skal afsøge, og nogle folk jeg skal hive fat i, så jeg er ikke helt modløs endnu, selvom der ikke rigtig viser sig nogle åbninger i den retning, jeg allerhelst vil.

Lige nu øver jeg mig i at stå stille på den blanke side og nyde at kunne slappe af med (relativt) god samvittighed, og så ellers udnytte, at jeg kan hente ungerne tidligere og give dem fridage og tid hver for sig. Om knap 14 dage tager vi alle sammen en uge i sommerhus for at få genopladet familiebatterierne.
Det er vist tiltrængt for os alle sammen!

A small step for mankind, a giant leap for a girl

Så var det lige, at det var søndag morgen, og jeg var ved at skifte Troldens ble. Selv havde jeg ikke fået tøj på, så vi snakkede lidt om farven på mine underbukser. Det fik Trolden til at insistere på også at få underbukser på. De lyserøde. Med rævene. Hun fik dem på, men der gik jo knap fem minutter før både underbukser og bukser var våde. Hun kom op på toilettet og leverede til sin egen overraskelse en stor, brun blød én. Vi var meget benovede og stolte.

Hun fik lov at bruge underbukser resten af dagen, og vi huskede med jævne mellemrum at få hende på toilettet, hvor hun også fik klemt nogle dråber ud. Mandag ville hun igen have underbukser på. De gule. Med egernene. Det fik hun, og jeg pakkede næsten alle hendes bukser og underbukser ned, så hun kunne få dem med sig i børnehaven.

Et uheld havde hun den dag. Kun ét!

Tirsdag begyndte hun ind i mellem selv at sige til, når hun ville på toilet. Vi fik også et par beskidte underbukser med hjem fra børnehaven, men det skyldtes ikke som sådan et uheld. Hun havde lavet en af de bløde brune derovre og var så stolt, at hun bare havde hevet bukserne op og var faret ud til pædagogerne for at berette om hendes nye trick uden at blive tørret.

Nu er onsdag og torsdag også gået, og jeg tror, at man må sige, at Trolden omsider har smidt bleen. Ikke helt om natten endnu, men om dagen har hun. Næsten fra den ene dag til den anden og næsten helt uden kampe og uheld og gråd og tænders gnidsel.
Vi er så stolte!

Et sludreindlæg

Kender I den der mur, man ind i mellem rammer som blogger, hvor mængden af ufærdige kladder hober sig op, mens der er larmende tavshed ude i den udgivne del? Det er som om ingen af mine ideer vil forme sig til et rigtigt indlæg, der hænger sammen og giver mening, så nu prøver jeg i stedet bare at komme med alt det halvfærdige på én gang, for så kan det måske tilsammen udgøre et helt indlæg.

For eksempel er det jo pludselig blevet november. Seriøst, hvem stak af med september og fik oktober med i den vilde flugt? Jeg oplever det som om, at hver eneste månedsskifte i 2012 er kommet totalt bag på mig. “November” betyder, at der er to måneder til, mit speciale skal afleveres, og jeg er seriøst langt fra målet. Senere i dag skal jeg have en snak med én, der måske kan være min specialestøtte og som kan hjælpe med at gennemskue, om det overhovedet er realistisk at nå det til deadline, eller om jeg skal udskyde med det samme (hej endnu mere slutlåns-gæld).

Herhjemme er Rumpen stadig sur. Virkelig pissed faktisk, og jeg er bare så træt af de der eftermiddage med vred tumling, for det dræner overskuddet og tager en masse tid fra Trolden også. Jeg håber sådan, at det går over, når han lærer at gå. Det kan selvfølgelig også være tænder, tigerspring, en fase eller andre af de der forklaringsmodeller, vi forældre klamrer os til, når det bliver for svært at stå i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Jeg har også været ved psykolog igen, og jeg fik fortalt ham om den der plukkede kylling, jeg føler mig som. Vi fik en lang snak om mit overjeg, som efterhånden dominerer alting i mit indre og som slår hårdt ned på mine drømme, mine behov og mine længsler, fordi den ser det som udtryk for egoisme. På en eller anden måde skal jeg få dysset overjeget lidt ned og give en lille smule mere plads til id’et, men allermest plads til jeg’et, for det står lige nu fuldstændigt klemt, og jeg har svært ved at finde frem til det.

Og så har jeg gjort noget, som jeg selv synes er lidt vildt. Jeg har taget et skridt mod at bruge mere tid på det, jeg egentlig allerhelst vil: jeg er nemlig kommet med i en nyopstartet skrivegruppe! Vi har endnu ikke mødt hinanden, så jeg aner ikke, hvad det kommer til at indebære, men jeg håber sådan, at det bliver godt. Jeg er i hvert fald ret stolt af, at jeg prøver at tage mine drømme og mig selv lidt mere seriøst og give mere plads til mig.


Nu lykkedes det mig vist også at få sludret mig gennem noget, der til forveksling ligner et helt indlæg: en slags opdatering på, hvad der sker på denne side af skærmen.
Så er den første kanonkugle mod skriveblokeringen i hvert fald affyret!

Breaking news

Omsider har Rumpenissen fået så meget hår, at det kan se (en slags) uglet ud, når han vågner fra middagslur.

20121020-140813.jpg

Ja, det er store ting, der foregår her på matriklen en lørdag eftermiddag!

Så blev den licens inddraget…

Jeg er simpelthen svineheldig lige for tiden. Først vandt jeg billetter til noget dino-hejs hos Lisbeth (hvilket genintroducerede Manden som yndlings-onkel hos ældste-nevøen), så vandt jeg en donut hos Superheltemor, og sørme om jeg ikke også har vundet en halloween-kageform hos Fie!

Hermed har jeg fået frataget licensen til nogensinde igen at udtrykke sætningen: “Jeg vinder ellers aldrig noget.”

En stor dag for en stor pige

Så er det nu. Trolden er puttet for første gang uden sut. Hun smed dem selv ud i skraldespanden i morges, men først nu opdager hun den egentlige konsekvens. Vi nusser, aer, krydser fingre og håber, at det hele går.

Lyspunkter

  • fik en god snak med Manden i forgårs, og vi vil øve os i at få snakket lidt mere sammen i hverdagen – også om ting, der ikke lige er praktiske hvem-gør-hvad-emner.
  • følte mig supersej, da jeg i går aftes trodsede sofaens kalden og LØB en tur!
  • følte mig lækker, da jeg efter et velfortjent bad, besluttede mig for at gøre min ben forårsklare og barberede vinterpelsen af.

Og det fedeste er, at følelsen af sejhed og lækkerhed er blevet hængende! Måske er der alligevel en vej op af det hul, jeg er faldet ned i. Jeg havde bare ikke lige forestillet mig, at den bestod i glatbarberede ben. 🙂