8 skridt på vej mod skærmfri ferie

Rumpenissen kiggede vantro på mig, da jeg fortalte, at vi har besluttet at holde fuldstændig skærmfri den næste uge, hvor vi skal på camping. “Ej, det passer ikke, vel mor?” – han troede virkelig, at vi lavede sjov med ham.

Men nej, det gør vi ikke. Vi har bestemt os for at en uge uden skærm er, hvad vi trænger til. Her er, hvad vi har gjort, og hvad vi har planer om at gøre:

1. iPads, computere, Nintendo DS og andet med skærm bliver hjemme og passer huset, mens vi tager afsted. Undtagelser fra denne regel er mandens computer (da han ikke når at krydse alle opgaver på sin arbejds-to-do af inden ferien) og begge vores iPhones, men…

2. I morgen, når vi kører mod campingpladsen, sletter jeg alle de apps, der plejer stjæle min tid: g-mail, instagram, snapchat m.m. Væk med sig! Så kan jeg altid geninstallere dem, jeg savner, når ugen er omme. Derudover har jeg aftalt med Manden, at bliver han nødt til at arbejde, skal det foregå efter puttetid.

Men alle ved jo, at man ikke bare kan fjerne en afhængighed uden at sætte noget andet i stedet. Et eller andet skal vi jo også gøre med ungerne, når de vågner sygt tidligt. Derfor…

3. har vi købt 150 gamle Anders And blade, som vi tager med på camping. De store elsker at læse/kigge i dem, og det er også ren nostalgi for os voksne.

4. har vi været en tur forbi biblioteket og hentet blandede bøger og tegneserier til store og små.

5. har vi blandt andet lånt Momo af Michael Ende, som jeg har gået og trippet efter, at de blev store nok til at blive præsenteret for, og det har jeg bestemt, at de er nu. Det bliver sommerens højtlæsningsbog, og selvom Rumpen ikke bryder sig synderligt om bøger uden illustrationer, så satser jeg på, at det går alligevel.

6. har vi købt to nye spil: Colorfox og Carcassonne, som begge kan spilles af kun to spillere, men også flere, og som er tilpas enkle til at selv den knapt 7-årige kan være med og tilpas tilfældige til at Manden ikke går bananas over at tabe.

7. har jeg lavet en “Feriebogs-kasse” til ungernes feriebøger. Udover selve bøgerne er der farveblyanter, sakse, klistermærker, tape med mønster, lim og dekorativt papir. Min tanke er, at de hver dag tilføjer et minde eller to fra dagen i bogen; om de så vil tegne, skrive eller klippe/klistre må de selv om.

8. og så satser vi da også på at campingpladsen har noget at byde ind med. Men jeg tænker nu ikke, at hoppepuden er klar kl. 6, når de vågner, og så er det jo godt at have noget i baghånden.

I skrivende stund får ungerne dagens sidste skærmfix, men mon ikke at de får lov at se et eller andet i morgen tidlig, mens vi andre pakker bil, men SÅ er det også slut. I hvert fald den næste uges tid.

God sommer til jer derude – med eller uden skærm!

Reklamer

Når morhjertet bekymrer sig

I dag har vi afleveret Rumpen og Trolden på lejr. Efter planen skal vi hente dem på onsdag, men både Manden og jeg sidder med vores telefoner indenfor rækkevidde og venter på et eventuelt opkald, nu hvor sengetiden nærmer sig.

Rumpen er en dreng, der trives bedst med tryghed og forudsigelighed, og samtidig bliver han nemt genert, så nye rammer og nye mennesker, især nye voksne, bringer ham langt ud over sin komfortzone. Ikke desto mindre har han været begejstret for tanken om at skulle på lejr med sin storesøster. Temaet for lejren er “Det vilde vesten”, og han har glædet sig til at lave de forskellige aktiviteter, der er annonceret.

Vi meldte ham til lejren, men var skeptiske – hvornår mon han trak i land og ombestemte sig (som så ofte før)? Vi har snakket om lejren flere gange i løbet af ugen og undret os over, at han ikke har haft protester. Vi pakkede hans taske sammen med ham og var overraskede over, hvor meget han selv tænkte med i forhold til, hvad han kan få brug for. Vi afleverede ham på lejren – og så kom de: tårerne, utrygheden og genertheden, men alligevel insisterede han ikke på at ville med hjem igen – han ville bare gerne have, at vi blev lidt længere, og der stod vi så på afstand og så på, at han lidt modstræbende gik med i sin gruppe og var med i de indledende navnelege.

Jeg holder så uendelig meget af min lille Rumpenisse, og jeg får ondt i morhjertet over alle de gange, hans personlighedstræk bliver en modstander for ham og det, han faktisk gerne vil. Denne gang fik vi lov at tage afsted, og han blev på lejren, og jeg var håbefuld over, at han faktisk formåede at overvinde sig selv.

Men nu er klokken snart sengetid, og usikkerheden er vendt tilbage hos mig. Vil det lykkes for ham at blive tryg nok til at kunne falde i søvn? Bliver han ked af det? Vil han sige det til nogen, hvis han bliver ked af det?
Heldigvis har én af lederne lidt ekstra fokus på ham og har sendt os et par updates løbende, så forhåbentlig får Rumpen ikke mulighed for at lide i stilhed. Og skulle det ende med, at vi henter ham hjem igen, så vil jeg holde fast i den succes det var, at vi fik lov at køre.

Skridt for skridt udfordrer han sig selv og udvider sin komfortzone i et tempo, der passer til ham. Min opgave er at bakke ham op og bygge på selvværdet, så han tør følge sig selv, uanset om han vil stadfæste eller flytte sine grænser.

Hvordan er det så at have tre børn?

Bettefyren er netop fyldt halvandet år. Han kan gå nu. Han kan sige de allermest nødvendige ord som: tog, vov, hov, hej, traktor og far – og så i øvrigt vrøvle-gentage alt hvad de ældre søskende prøver at få ham til at sige.
Han kan også give udtryk for, når der er noget, han vil have, og han forstår helt klart, når vi siger nej til ham for det besvares med hysterisk gråd og flitsbue.

Selvvalgt underbid og fuld skrue på balladen!

Han er i det hele taget ved at blive et rigtigt lille menneske med meninger og holdninger til ting, og Manden og jeg må med jævne mellemrum minde hinanden om at NYDE det lige nu, for vi ved at lige om lidt kommer “The Terrible Two’s”, som har trukket (vores) tænder ud ved de to store med al den vilje og kamp og gråd og tænders gnidsel. Temperament kan vores unger åbenbart ikke slippe for.

De kan heller ikke slippe for at ligne deres far. Jeg SAMLER på de gange, hvor nogen kommenterer på, at vores børn ligner mig. Jeg er pt. oppe på ni gange. Sammenlagt. For alle tre unger. Og ud af de ni gange er de fem sagt af mennesker, der ikke har mødt min mand.
Der er stærke gener i det vestjyske blod.

Men hey, den der kærlighed, ikke? Det er fantastisk. De to store har helt klart deres op- og nedture, hvor især Rumpen føler det som en dyb afvisning af ham som person, når hans storesøster ikke vil lege med ham. Men når de så leger! Wow! De har den vildeste fantasi begge to og finder på og bygger op. Lige nu er det store hit et hus, de har lavet ud af en papkasse. De har lavet en postkasse til det og en adresse (Vejnavnsvej 100), og de skriver breve til sig selv og hinanden. De bruger deres skærmtid side ved side i “huset”, og engang imellem får de også lov til at indtage et måltid der.

Og så er der kærligheden til Bettefyren. De er begge to helt vilde med ham – og han med dem! De tumler og leger og knuser og kysser og krammer, så moderhjertet her er ved at sprænges af glæde.

Naturligvis er der også dage, hvor de bliver trætte af ham – men oftest fordi det handler om at de skal vente, hjælpe eller andet, som i virkeligheden ikke handler om ham, men om de krav vi som voksne stiller til dem, fordi de er ældre. Og jeg har da også tidspunkter, hvor jeg tænker på, hvordan deres relation vil blive som store med henholdsvis 8 og 5 år mellem dem og lillebror. Og så har jeg også de øjeblikke, hvor jeg mærker en sorg over, at min ældste datter aldrig får en søster, fordi jeg selv har en søster, som også er en af mine allerbedste veninder, og jeg kunne ønske det samme for hende.

Brødre

Men alt i alt så er jeg ret vild med at have tre børn – og ikke mindst vild med aldersforskellen, for det meste.
Jeg pønser på et indlæg om netop det med aldersforskel mellem børn, pros & cons ved stor aldersforskel. Så har jeg ligesom teaset det, og så går der nok en måneds tid inden det kommer 😉 I kender mig jo. Regelmæssighed og rytme er ikke min største force.

Lidt om skolestart og 6 års fødselsdag

Så er starten gået. Rumpenissen har nu været skoledreng i 0. K. i godt 2 uger, og midt i alt det nye har vi også fejret hans 6 års fødselsdag.

Skolestart er en blandet pose bolcher. Lad os starte med det gode: Rumpen fortæller hver dag, at det har været en god dag. Han er grundlæggende glad og har stor lyst til at lave opgaver og “lektier” både i skolen og herhjemme. Han går i klasse sammen med – og sidder ved bord med – sin bedste ven fra børnehaven, og det er en stor tryghed for ham.
Men, han bruger SÅ mange kræfter på at holde sammen på sig selv i skolen og leve op til de mange forventninger, så i det øjeblik han ser mig, når jeg henter ham, bryder han fuldstændig sammen, som regel i vredesudbrud. Herhjemme er der konflikt på konflikt og om aftenen og om morgenen vil han ikke afsted i skole og græder over, at de “bare skal sidde i rundkreds hele tiden.” Der kræves meget tålmodighed af forældrene.

Og midt i det hele havde han så fødselsdag. Han ville rigtig gerne have en fest, men var samtidig meget nervøs for det. Vi måtte sige til klasselæreren, at han ønskede hverken at blive sunget for eller hyldet med hurra-råb, og det accepterede hun heldigvis. Vi nøjedes også med at tage hans fødselsdagshold med 10 drenge med hjem, i stedet for alle klassens drenge, og det var rart for mig at få sat ansigt og navne på lidt flere af hans nye kammerater. Jeg så også der, at han faktisk også søger nogle af de andre drenge udover bedstevennen.
Rumpen valgte sit overgearede mode som kaperings-strategi for fødselsdagen, men det var også ok og det hele gik fint.

Men åh, altså, det er godt nok hårdt arbejde at være Rumpen – og Rumpens forældre i disse dage.

Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Toiletsnak

Hjemme hos os har vi indført begrebet “toiletsnak”. Det dækker over de ord, som beskriver hvad der kommer ned i en toiletkumme, samt de kropsdele, der ekspederer det derned. Når disse ord kommer på banen, fortæller vi ungerne, at det er toiletsnak, og hvis de har brug for at sige flere af den slags ord, må de gå ud på lokummet og sige dem der.

Det har på mange måder været en effektiv strategi i forhold til at holde spisebordssamtaler fri for alt for meget prut-og-tis-snak, men det har til gengæld betydet, at man må lægge øre til en hel del sprogblomster, når ungerne fx. skal i bad eller have børstet tænder.

Ind i mellem finder der også mere absurde samtaler sted på badeværelset, og med Rumpenissen er det, vel som hos de fleste drenge, det lille stykke kød mellem benene, som får mest opmærksomhed, og de fleste toiletsamtaler med ham kredser om den. For eksempel denne her fra i går, da han var ved at vaske hænder:

Rumpenissen: Mor, ved du godt hvad min tissemand hedder?

Mig: Næh, jeg var slet ikke klar over, at den havde et navn.

Rumpe: Den hedder Batman! (drengen henvender sig derefter direkte til “Batman”) Har du fået tisset godt i dag, Batman?

– og her var jeg nødt til at forlade samtalen for ikke at sprække af grin, men “Batman” svarede med passende dyb og hæs stemme.
Hvad er det for noget med de drenge og deres tissemænd, og hvorfor omtaler de den altid som noget adskilt fra dem selv?

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Noget om alder

Vi befinder os pt. i et sommerhus med et hold gode venner. 4 voksne og 6 børn med Trolden som den ældste på 8 år. Det er på én gang hyggeligt, kaotisk, afslappende og hektisk.

Rumpen, 5 år, leger meget med sin gode veninde K, 4 år, og de to har ret mange finurlige samtaler, når de skal blive enige om legen. For eksempel denne her om alder:

Rumpe: Så sagde vi at jeg var 8, nej 9 år.

K: Så er jeg lillesøsteren. Jeg er 20 år.

Rumpe: Ej altså. Når man er 20, så er man altså morfar eller mormor!
Pludselig føler jeg mig meget gammel…

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.