Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Toiletsnak

Hjemme hos os har vi indført begrebet “toiletsnak”. Det dækker over de ord, som beskriver hvad der kommer ned i en toiletkumme, samt de kropsdele, der ekspederer det derned. Når disse ord kommer på banen, fortæller vi ungerne, at det er toiletsnak, og hvis de har brug for at sige flere af den slags ord, må de gå ud på lokummet og sige dem der.

Det har på mange måder været en effektiv strategi i forhold til at holde spisebordssamtaler fri for alt for meget prut-og-tis-snak, men det har til gengæld betydet, at man må lægge øre til en hel del sprogblomster, når ungerne fx. skal i bad eller have børstet tænder.

Ind i mellem finder der også mere absurde samtaler sted på badeværelset, og med Rumpenissen er det, vel som hos de fleste drenge, det lille stykke kød mellem benene, som får mest opmærksomhed, og de fleste toiletsamtaler med ham kredser om den. For eksempel denne her fra i går, da han var ved at vaske hænder:

Rumpenissen: Mor, ved du godt hvad min tissemand hedder?

Mig: Næh, jeg var slet ikke klar over, at den havde et navn.

Rumpe: Den hedder Batman! (drengen henvender sig derefter direkte til “Batman”) Har du fået tisset godt i dag, Batman?

– og her var jeg nødt til at forlade samtalen for ikke at sprække af grin, men “Batman” svarede med passende dyb og hæs stemme.
Hvad er det for noget med de drenge og deres tissemænd, og hvorfor omtaler de den altid som noget adskilt fra dem selv?

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Noget om alder

Vi befinder os pt. i et sommerhus med et hold gode venner. 4 voksne og 6 børn med Trolden som den ældste på 8 år. Det er på én gang hyggeligt, kaotisk, afslappende og hektisk.

Rumpen, 5 år, leger meget med sin gode veninde K, 4 år, og de to har ret mange finurlige samtaler, når de skal blive enige om legen. For eksempel denne her om alder:

Rumpe: Så sagde vi at jeg var 8, nej 9 år.

K: Så er jeg lillesøsteren. Jeg er 20 år.

Rumpe: Ej altså. Når man er 20, så er man altså morfar eller mormor!
Pludselig føler jeg mig meget gammel…

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Tredje dag er tudedag

I nat gav jeg lillefisen sin første flaske, og jeg græd mig gennem seancen.

Det kom bag på mig at jeg blev så ked af det. Jeg var på alle måder forberedt på, at jeg også denne gang skulle køre parløb mellem amning og flaske. Jeg har ryddet en hel hylde til flasker, modermælkserstatning og andet udstyr, og vi havde købt det hele ind, så vi var klar. Jeg har endda på forhånd kontaktet og mødtes med min sundhedsplejerske for at snakke om, hvordan jeg kom bedst muligt igang med begge dele.

Alligevel ramte følelsen af mislykkethed og nederlag mig, og jeg må erkende, at det er et tab og en sorg for mig, at jeg ikke kan amme fuldt ud – men også at det er en ny sorg for hvert barn, jeg får. Jeg troede at jeg havde bearbejdet det; at jeg var på den anden side; at alle mine praktiske forberedelser netop viste at det her var noget, jeg var afklaret med. Det er det også. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke at kunne fuldamme Trolden og over heller ikke at kunne det med Rumpen. Men først nu kan jeg bearbejde sorgen over ikke at ku’ fuldamme lille Knirke, og det er okay.

Det er okay at være ked af og græde. Det må jeg godt. Og jeg VED, at flaske er fint, at der er fordele ved det, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg ved det.  Men det lindrer ikke tabet og smerten, og derfor er det okay at sørge. Det går jo over igen, når flaske bliver hverdag.

Jeg har også måttet græde lidt for Rumpens skyld. Han er virkelig på overarbejde i disse dage med alle de mange barselsgæster, med sit rolleskifte fra lillebror til storebror/midterbarn, og ikke mindst med storesøsters fødselsdag om knap en uge. Det er alt i alt lidt svært at være Rumpe – og Rumpens forældre.

Hvad vil du være når du bliver stor?

Det spørgsmål havde de haft på dagsordnen til gruppesamling i børnehaven forleden dag. Og til forældrenes store fornøjelse var alle svarene blevet skrevet ned, så man kunne tjekke sit barns forestillinger om fremtiden ud.

Der var både børn, der ville være politimænd og brandmænd, og én der gerne ville være mor (en pige, trods alt). Så var der ham, der gerne ville være politmand i et SWAT-team og ham, der gerne ville være trucker. Der var også en hel del, der gerne ville være gymnastiklærere (WTF?!), og så var der Rumpenissen, som vi helt generelt og naturligvis har store forhåbninger til. Han vil åbenbart gerne være julemand, når han bliver stor.

Jeg forestiller mig, at det kommer til at se ca. sådan her ud:

santa

Klar parat til skolestart

Nu skal det hele jo ikke kun handle om lillebror. Jeg har jo hele to andre herlige unger, som rent faktisk fylder det meste af min tid, så længe lillebror endnu er indenbords.

For eksempel var vi forleden til et informationsmøde omkring skolestart. Rumpen skal nemlig starte i skole efter sommerferien, og han kan næsten ikke vente! Han knokler med bogstaverne og har længe kunnet skrive sin storesøsters navn, men nægtet at skrive sit eget, fordi han ikke kunne få s’et til at vende rigtigt. Det blev næsten hele tiden til et 3-tal eller en lang spiral, som han tydeligt kunne se var forkert. Og så blev han gal og rev papiret i stykker, kastede med blyanten eller skyndte sig at lave kruseduller ud over hele papiret, så ingen kunne se, at han havde lavet noget forkert. Åh altså, det er så svært ikke at være perfekt og god til alting hele tiden, men vi forsøger at understrege vigtigheden af processen og rose og anerkende den og ikke bare resultatet.

Men for ikke så længe siden lykkedes det ham OMSIDER at lære s’et, så han nu kan vende det rigtigt hver gang! Så nu skriver han glad og gerne sit eget navn – på alt! Hvis han finder en gammel bon, hvis der ligger et stykke papir på bordet, hvis han lige synes at biblioteksbogen er ret meget hans, på sine arme osv. Men hey, det er vel skrivetræning alt sammen.

Forleden skrev Øglemor om fritidsaktiviteter, og jeg blev pludselig så glad for at bo i en lille by med et meget begrænset udbud af den slags. På samme måde er jeg også utrolig glad for byens størrelse, når det gælder overgangen fra børnehave til skole. Der er tre børnehaver i byen, og ingen friskoler eller andre oplagte skoletilbud indenfor en nogenlunde køre-radius, hvilket betyder at så godt som alle unger fra børnehaverne begynder på byens folkeskole. Tidligere havde de et langt indskolingsforløb, hvor de ældste børnehavebørn lige så stille og roligt blev sluset over i SFO’en, men efter reformen er der ikke råd til helt så meget, men indskolingsgrupperne mødes stadig hver mandag i SFO’en, hvor lærer hinanden at kende på kryds og tværs af afdelingerne. Det giver så meget tryghed i forhold til skolestarten, ikke mindst fordi bedstevennerne fra børnehaven følger med videre i skolen og de har lært at forholde sig til lokaliteterne på forhånd, så hverken menneskene eller stedet er fuldstændigt nyt.

Det bliver så underligt til sommer. Tænk sig, så har vi to skolebørn lige pludselig! Til gengæld har vi så også én, som ikke engang er begyndt i dagpleje. Mærkeligt scenarie. Slet ikke til at rumme lige nu. Men det skal jeg selvfølgelig heller ikke. Det er det der med at lade fremtiden blive i fremtiden og vente med at tackle den til den er blevet nutid, som jeg tidligere skrev om.
Det vigtigste er, at Rumpen glæder sig, og jeg tror, vi vil give ham en skoletaske i julegave, så han er endnu mere klar.

Piratfest for Rumpenissen

I søndags blev Rumpenissen 5 år. Det er en dag han har glædet sig LÆNGE til! Allerede før sommerferien begyndte han at tale om det, og vi prøvede at hjælpe ham med ventetiden ved at sige, at hans fødselsdag først var efter sommerferien – med det resultat at han første dag i børnehave efter ferien var mega-muggen, fordi det ikke var hans fødselsdag endnu.

I torsdags blev det så tid til at holde fødselsdagen for hele hans gruppe i børnehaven. Han havde kæmpet meget med sig selv over, om vi skulle holde fødselsdagen henne i børnehaven eller om de skulle komme hjem og besøge ham. Der er nemlig den politik, at det kun er ved 5 års fødselsdage, at de tager børnene med ud af huset – beskæringer, beskæringer. Så på den ene side var det nu muligheden var der, på den anden side kunne han næsten ikke rumme tanken om, at alle de børn skulle lege med hans legetøj – og hvad nu hvis noget gik i stykker?
Kompromiset blev, at vi ryddede stuen for al lego og spærrede af til overetagen, så børnene ikke kunne komme ind på værelserne, men kun være i stuen og køkkenet. Så kunne vi finde noget legetøj frem, som de gerne måtte lege med.

Han havde desuden ønsket sig en piratfest. Vi er erfarne temafest-planlæggere (se fx. her og her om vores suveræne kobberbryllup, som stadig afventer sit eget indlæg), så det burde være en smal sag for os at lave en piratfest.
Det endte med, at det hele stort set blev planlagt og lavet aftenen før – stor tak til google og til det faktum at Rumpen ikke er den første dreng i verden, der har ønsket sig en piratfest.

Aftnen før sad jeg således og lavede individuelle skattekort og skatte til samtlige 14 unger. Det endte med at blive en slags historie, jeg fortalte for ungerne om min tip-tip oldefar, Torben Toben som var pirat, og som ville lade sin skat gå i arv til en ægte pirat-arving.

Torben Toben i al sin vælde – i virkeligheden et fremgooglet billede, printet af dårlig printer og sat i fin gammel guldramme.


Så var der en række udfordringer, der skulle vise, at ungerne var værdige arvinger:
– de skulle sige som en pirat (arrr, splitte mine bramsejl, ohøj o. lign.)

– derefter var det også vigtigt at ligne en pirat. Her var lidt sort ansigtsmaling udgangspunkt for både ar, overskæg, beskidte kinder og et par enkelte dødningehoved-tatoveringer.

– og som ægte pirat skulle man naturligvis have klap for øjet. Jeg havde klippet noget sort karton ud og klipset bukseelastik på, og det gik rent ind hos ungerne.

– så var ungerne klar til den sidste og endelige udfordring: kunne de læse et skattekort? Manden havde lavet en grundplansskitse over vores grund, som vi havde printet i A5. De blev krøllet og rullet i kaffegrums, og inden børnene ankom var jeg rundt og gemme de 15 skatte og sætte kryds på tilhørende skattekort.

“skattekisterne” er købt i Søstrene Grene


På trods af forklaring af hvordan kortet skulle forstås, var det svært for ungerne at gøre det helt på egen hånd, men med lidt hjælp og “det bliver varmere/koldere” lykkedes det alle at finde deres skat, som indeholdt 2 chokoladeguldmønter og en ballon.

Derefter var det tid til boller og kage. Bollerne blev transformeret til den øde ø, hvor skatten var begravet, takket være kakaorør og basilikum, samt nogle pirat-fødselsdagslys jeg engang fandt i en hobbybutik.

Den øde ø – en vigtig del af ethvert piratunivers.


Manden havde lavet et piratskib af en chokoladekage bagt i rugbrødsform og skåret til og pyntet med kakaorørs-kanoner mm.

Som drikkelse kunne ungerne vælge mellem klar rom (vand), hvid rom (mælk) eller gylden rom (hyldeblomstsaft) – altsammen hældt på flasker med patentlåg og prydet med labels med noget semi-kalligrafi for at give det et pirat-feel.

Jeg synes alt i alt at det lykkedes os at lave en helt hæderlig temafest, og særlig stolt var jeg nok af at det også lige lykkedes mig at lynimprovisere en ekstra pirat-historie om Torben Toben, da nogle af ungerne efterspurgte flere historier om hans liv. En ungdom brugt på impro-teater blev pludselig meget værdifuld. 😊