Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Reklamer

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Ahh, endelig hverdag

Det har været en dejlig jul, og vi kom godt ind i det nye år alle fem, men det var særlig rart igår at kunne vinke farvel til mand og børn (red.: vel gjorde hun ej, hun snorksov!) og så ellers nyde roen, bare mig og knirkemesteren.

Min lettelse bunder uden tvivl i, at mens Manden begyndte arbejdet igen på årets mest mandags-agtige mandag (red.: hun mener mandag den 2. januar), begyndte skole og institutioner først igen igår. Det vil sige tre dage, hvor jeg helt alene jonglerede tre børn, hvoraf de to største var rimeligt hyper det meste af tiden – hvilket nogle gange gav sig udslag i supergode (vilde) lege sammen, når de lige ramte hinandens hyper-niveau. Andre gange var det konstante konflikter, diverse uretfærdigheder og alskens brok fra skiftevis den ene og den anden.

Men alle dage lykkedes det mig at sørge for, at både børn og voksen blev påklædte i løbet af dagen, og der blev serveret både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad. Ingen døde eller led fysisk overlast. Det var helt klart en succes! Men ikke en letkøbt én af slagsen, hvorfor jeg nu er ret taknemmelig for genåbning af diverse offentlige institutioner til opbevaring af afkom.

 

Trods alt er det ikke tre spædbørn, jeg skal håndtere, og jeg er meget taknemmelig for, at mine store børn har den alder, de har. De kan godt holde lidt øje med den sovende knirke-fyr, mens jeg tager mig et bad, og at de så henter mig ud af det, fordi den lille gut åbnede det ene øje på klem, det må man jo tage med, eller også må man være lidt mere specifik i sine beskrivelser af, hvad det vil sige at “hente mor hvis han vågner”.

På nogle måder har det måske ligefrem været udviklende for de store, at jeg ind i mellem er låst i en stol med en baby på mit bryst. Da lillebror pludselig vågnede midt i, at de andre to stod og skreg på morgenmad, som jeg var ved at finde frem, så måtte de jo til at blive lidt mere selvhjulpne, og det lykkedes da også Trolden at få smurt Rumpenissens bolle og ved fælles hjælp fik de også tørret det mælk op, de spildte, da de skulle hælde det op i glassene. Og selvom de brokkede sig undervejs, og jeg forklarede dem, at sådan noget skal de jo alligevel lære, så de en dag kan flytte hjemmefra, så tror jeg faktisk, at de også nød det lidt.

Men alt i alt: ah, endelig hverdag! Og ah, endelig weekend lige om lidt.

Et nytårsønske

Forleden aften var jeg til julefrokost med bettefisen på armen, og som det nogle gange sker til den type arrangementer, så blev vi kastet ud i en selskabsleg, der bestod i at “interviewe og præsentere vores sidemand/kvinde”. Min sidekvinde lå ikke på den lade side med gode spørgsmål, så hun spurgte mig til mine nytårsfortsætter, men ændrede det til mine nytårsønsker, da jeg ikke kunne komme i tanker om et eneste muligt nytårsfortsæt. Men nytårsønsker – dem har jeg flere af!

Mit ønske for det nye år er, at vi må lande på benene igen – nu som familie på fem. Med lillebrors ankomst blev vores familie, som den har set ud de sidste 5 år, kastet op i luften, hvor vi nu svæver rundt, hulter til bulter, og hver især forsøger at navigere så godt vi kan i vægtløs tilstand. Det gør det absolut ikke nemmere, at det også er december, som i al dens hygge og herlighed, også er en ekstra presset tid, hvor der skal sørges for gaver (thank God for online shopping!), afholdes diverse julekomsammener og fødselsdage, og så skal der naturligvis nisses og hygges og jules.

Jeg tror især, at manden min er hårdt ramt. Naturligvis. Meget af det vi før var to om, med de to store, står han nu selv med, fordi jeg er på med den lille og stadig bruger de fleste af døgnets timer på at amme. Jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, men bliver også frustreret over at jeg ikke kan bidrage som før.

Ungerne er også pressede og reagerer ved at gå tilbage i udvikling, være mere konfliktsøgende og skrue op for fjollerierne. Her er det særligt Rumpenissen, som forsøger at gemme en usikkerhed eller ked-af-det-hed bag en klovnemaske, hvad enten han leger baby eller laver fagter og grimasser for at få lillebror til at grine, hvis han græder (hvilket en 2 uger gammel baby reagerer rimeligt lidt på).

I går aftes fik jeg dog omsider hul igennem til Rumpen. Jeg skulle til at putte ham, men lige i samme øjeblik begyndte bettefisen at græde efter mad. Jeg foreslog Rumpen, at han kunne komme med ned i stuen, mens jeg ammede, og jeg så puttede ham bagefter, men han blev bare bundulykkelig og begyndte at græde. Så jeg fik i stedet monteret lillebror på et bryst, mens jeg trøstede Rumpen. Han kunne ikke selv sætte nogen ord på, hvad han var ked af, men jeg fik lov at ae ham og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg forsøgte især at understrege, at han har en helt særlig plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra ham. Jeg ved ikke, om det er dét, der er på spil hos ham, men det er i hvert fald noget der ligger mig på sinde, at han ved.

Så, jeg glæder mig til at vi lander igen – forhåbentlig på benene. Jeg er klar over, at alt hvad vi oplever pt. af konflikter, ked-af-det-hed og frustration er fuldt ud normalt, og at det går over igen. Det er bare hårdt nu her, mens det står på.

Tredje dag er tudedag

I nat gav jeg lillefisen sin første flaske, og jeg græd mig gennem seancen.

Det kom bag på mig at jeg blev så ked af det. Jeg var på alle måder forberedt på, at jeg også denne gang skulle køre parløb mellem amning og flaske. Jeg har ryddet en hel hylde til flasker, modermælkserstatning og andet udstyr, og vi havde købt det hele ind, så vi var klar. Jeg har endda på forhånd kontaktet og mødtes med min sundhedsplejerske for at snakke om, hvordan jeg kom bedst muligt igang med begge dele.

Alligevel ramte følelsen af mislykkethed og nederlag mig, og jeg må erkende, at det er et tab og en sorg for mig, at jeg ikke kan amme fuldt ud – men også at det er en ny sorg for hvert barn, jeg får. Jeg troede at jeg havde bearbejdet det; at jeg var på den anden side; at alle mine praktiske forberedelser netop viste at det her var noget, jeg var afklaret med. Det er det også. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke at kunne fuldamme Trolden og over heller ikke at kunne det med Rumpen. Men først nu kan jeg bearbejde sorgen over ikke at ku’ fuldamme lille Knirke, og det er okay.

Det er okay at være ked af og græde. Det må jeg godt. Og jeg VED, at flaske er fint, at der er fordele ved det, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg ved det.  Men det lindrer ikke tabet og smerten, og derfor er det okay at sørge. Det går jo over igen, når flaske bliver hverdag.

Jeg har også måttet græde lidt for Rumpens skyld. Han er virkelig på overarbejde i disse dage med alle de mange barselsgæster, med sit rolleskifte fra lillebror til storebror/midterbarn, og ikke mindst med storesøsters fødselsdag om knap en uge. Det er alt i alt lidt svært at være Rumpe – og Rumpens forældre.

Barselspanik

Nu har jeg næsten gennemlevet en hel barselsuge!
Det har været så godt og tiltrængt, og meget af tiden bliver brugt liggende på sofaen, men det er vel også én af grundene til, at man går på barsel inden barnet er født.

Lige så stille begynder vi også at blive klar til lillebrors ankomst. I efterårsferien havde vi besøg af min far og stedmor, og de hjalp med en hel masse gode praktiske ting. Bl.a. fik min stedmor og jeg sorteret alt ungernes aflagte tøj, som bare var blevet kastet lidt tilfældigt ned i nogle poser og derefter ud i vores meget rummelige skur. Sorteringen resulterede i tre sække, som blev sendt til genbrug; én sæk til recirkulation hos min lille niece med alt det, der var for piget til at jeg vil putte lillebror i det, og et helt hav af flyttekasser med alt det sortererede tøj.
Jeg har også fået hentet en barnevogn og købt vinterstøvler til de to store.

På den måde bliver vi stille og roligt klar til at tage imod den lille fyr. Vi mangler dog stadig at købe bil, men det er noget med banken, og forhåbentlig får vi styr på det i denne uge, så vi kan købe i næste uge. Og så er der sådan noget som at få pakket en taske til hospitalet og den slags, men vi når det nok.

Men i takt med at vi bliver parat, bliver jeg også ind i mellem ramt af panik: SHIT – der kommer rent faktisk et BARN?!! Endda en lille bitte baby som bare skriger og skider. Og jeg skal igennem ammecirkus, natteroderi og bleskift igen. Og hvad vil det gøre ved vores familie? Det hele bliver lige rystet rundt med sådan et lille menneskes ankomst, og hvordan vil ungerne reagere og hvordan vil vi voksne reagere?
Usikkerheden ved, hvordan livet med lillebror kommer til at se ud, skræmmer mig ind imellem fra vid og sans. Men det er jo fordi det er ukendt – jeg kender vores familie, som den har set ud de sidste fem år: mor, far, troldepige og rumpenisse, og det er jeg tryg ved, for det har jeg lært at navigere i.

Der er det ved fremtiden, at den kan se meget skræmmende ud fra afstand, men et klogt menneske har engang lært mig, at i det øjeblik at fremtiden bliver til nutid, så er den slet ikke så farlig – så kan man handle og agere i dét nu, men man kan ikke handle og håndtere fremtiden før den er blevet til nutid, og det er derfor den virker så skræmmende nogle gange. Så det bedste man kan gøre er at prøve at lade være med at tænke for meget på fremtiden og i stedet forholde sig til det nu, man står i, og handle der. Med et bibelsk udtryk, så har hver dag jo nok i sin plage.
Og når lillebror så kommer til verden, så finder vi jo ud af det. Så lærer vi vores nye familiesammensætning at kende og begynder stille og roligt at kunne handle og navigere i dét nu, der er til den tid.

Goddag tredje trimester

Det går så lynende stærkt!

Jeg havde på fornemmelsen allerede i sommers, at i det øjeblik vi ramte august på kalenderen, ville tiden flyve afsted – og jeg fik ret. Om lidt rammer vi september. Jeg har knap 7 uger tilbage, inden jeg går på barsel (og skal lige nå at have ansat en barselsvikar inden), og i fredags ramte jeg så tredje trimester af graviditeten.

time flies

Det går godt. Jeg har det godt. Generelt har mine graviditeter været ukomplicerede med intet udover det forventelige af ekstra træthed og ømhed i kroppen. Denne gang har jeg endda formået at tage markant mindre på – i hvert fald indtil videre. Men jeg kan godt mærke, at det begynder at blive hårdere; at der er langt ned til gulvet hvis når jeg taber noget; at selv en lille gåtur udløser en række plukkeveer; at jeg helst skal holde mig fra at løfte ungerne; og at søvnen begynder at blive markant dårligere med indlagte tissepauser og krampe i benene. Desuden har jeg fået åreknuder! ARG – dem har jeg været forskånet for, men ikke længere. Og efter sigende forsvinder de ikke efter graviditeten.

Ved både Troldens og Rumpenissens fødsel er jeg gået henholdsvis 16 og 14 dage over tid og er blevet sat i gang, så det regner jeg med også at gøre denne gang. Jeg får brug for den ekstra tid til at nå at blive klar, for jeg tror ikke at jeg når at komme i gang med noget som helst baby-relateret før jeg går på barsel. Vi er ikke engang begyndt at skære ned i de 47 navne vi har stående på vores brainstorm-navne-liste. Ej heller få fundet og vasket baby-tøj (og få et overblik over, hvor meget der stadig kan bruges). Der skal også anskaffes nye sutteflasker (denne gang går jeg ind til amningen med bevidstheden om at det bliver nødvendigt at supplere med flaske), og ikke mindst en ny bil med plads til 3 autostole og to voksne – hvilket vi i følge banken slet ikke har råd til. Jamen hvad så? Skal børnene bare skiftes til at ligge i bagagerummet?

Nå, men vi når det nok. Han er jo 3’er, den lille fyr, og så kan man ikke forvente samme service som 1’eren. Til gengæld er der to andre børn, som også deler kærlighed og gener med den lille ny, og som måske kan lokkes til at underholde ham, mens de voksne farer rundt og køber sutteflasker og bil. Det er en skudsikker plan!

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Hvem skal jeg sende bestillings-listen til?

Når man som os har et barn af hvert køn, er der meget få, der spørger til det tredje barns køn. Ikke at det generer mig – tværtimod er det rart at slippe for den forestilling, at man skal ønske sig noget bestemt, baseret på hvad man allerede har.

Trolden ønsker sig en lillesøster, for som hun siger, “nu har jeg prøvet en lillebror”, og Rumpenissen vil selvfølgelig helst have at babyen er en dreng, så han kan blive storebror i stedet for storesøster (jeg har forklaret ham at han kun KAN blive storebror, men det er ikke helt trængt ind endnu).

Hvis jeg helt selv kunne vælge, er jeg faktisk ikke så interesseret i kønnet, som jeg er i temperamentet. Umiddelbart ville jeg sige, at jeg helst ville have én med Troldens temperament. Vi har vores udfordringer med Rumpenissen, som oplever sine følelser meget intenst og giver udtryk for dem med hele sin krop – hvad enten det er glæde og kærlighed, eller vrede og forurettethed. Vi har kæmpet meget med, at han har bidt og slået, og i det sidste års tid har vi gået på et forældrekursus for at få redskaber til at hjælpe ham til en mere hensigtsmæssig adfærd. Det er helt klart blevet bedre, men der er stadig et godt stykke vej for ham til at kunne begynde at sætte ord på sine følelser.
Så jeg har ønsket mig én af troldens støbning.

Men så var det, at Manden mindede mig om, at det første år med Trolden var SÅ hårdt. At hun som spæd var meget kontaktsøgende, ikke ville ligge selv, selv ikke i den korte tid det tog at gå på toilet, og at det i det hele taget var udfordrende. Og jeg huskede at under hendes “terrible two’s” blomstrede hendes temperament også, og der blev kylet en hel del sutter gennem stuen, når hun ikke fik sin vilje.
Rumpenissen, derimod, var et nemt spædbarn. Han spiste, sov og sked som han skulle. Han ville gerne gå fra arm til arm, elskede at møfle rundt på legetæppet, og så sov han igennem, fra han var 4-5 måneder.

Så, kan man ønske sig en kombination af Rumpens første par år og Troldens senere år? Og hvem tager imod bestillingerne?
– men uanset hvilken én vi får, vil vi sikkert få det hele ødelagt ved at grundforkæle ungen! Jeg mener; vi er fire mennesker i familien nu til at føje dens mindste vink, og det kan vi helt sikkert ikke lade være med, for den vil være SÅ nuttet, og den vil være vores!

Vejen til 3

Så er det altså sådan det er. Vi får tre børn. Men det har ikke været en beslutning, der lå lige til højrebenet for os. Det har ikke været sådan, at vi altid har vidst, at vi ville have tre.

Efter Rumpenissens ankomst var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn! Senere ændredede det sig til, at jeg ville ikke udelukke, at vi måske engang skulle have flere, men det skulle helt sikkert ikke være nu.
Men for halvandet år siden gik det pludselig op for mig, at hvis vi skulle have flere, så kunne det da godt være, at der ikke gik så længe inden det skulle til at være, så vi måtte hellere se at få besluttet, hvad vi ville. Min mand er selv efternøler med 11 og 8 år op til sine større søskende, og det har været meget vigtigt for ham, at vi ikke fik en sen efternøler, for selvom han har det godt med sine søskende, så har det ikke altid været nemt.

Nå, men så gik vi i gang med at prøve at beslutte noget. Det var meget noget med at spørge hinanden: “Okay, hvis du skulle beslutte noget lige NU, hvad ville du så sige?”, hvorefter det ofte viste sig, at den ene lænede mod et ja, mens den anden lænede mod et nej. Men følelsen blev aldrig ren – det var aldrig et ja uden en snert af “nej, nej, nej det kan jeg slet ikke overskue” eller et nej uden et stik af smerte over det barn, vi så ikke fik. Og sådan kørte det frem og tilbage i det meste af 2015.

Til sidst var det dog tydeligt for os begge, at det netop aldrig ville blive et helt entydigt svar, og at vi var nødt til bare at tage en beslutning på området. For mig var det vigtigste, at vi fik taget en fælles beslutning, som vi kunne stå sammen om, uanset hvad beslutningen så var. Hvis vi på ny skulle kaste os ud i lortebleer og dårlig nattesøvn, SKULLE det være noget vi var fælles om. Og hvis vi besluttede, at vores familie skal bestå af to voksne og to børn, så skulle det også være noget, vi stod sammen om, for der ville komme perioder med tvivl, og måske også sorg, og så skulle vi kunne være der for hinanden i det og minde hinanden om, hvorfor det var den vej, vi valgte at gå.

Vi gav os selv deadline for beslutningen til nytåret 2015/2016. Vi ville gå ind i det nye år med en beslutning. Og det gjorde vi. Vi besluttede at “åbne vinduet” for at der kunne komme et tredje barn, men kun i et halvt år. Hvis det ikke lykkedes inden da, så var det okay, og så ville vi lukke vinduet helt og nyde de børn, vi er så heldige at have fået.

Første gang der ikke var gevinst, græd jeg. Manden trøstede mig: “Vi prøver igen.” Og jeg mærkede helt tydeligt, at vi faktisk begge to virkelig ønskede, at det skulle ske. Da jeg anden gang stod med en negativ test, var jeg også ked af det. Men jeg var ret syg i den periode, så det fyldte ikke helt så meget. Det var den der slags irriterende influenza, hvor man er skidt, men ikke kan blive ordentligt syg så man kan få det overstået på et par dage i sengen. Det blev bare ved og ved og ved og ved, indtil jeg var gået så langt over tid i min cyklus, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en test igen (selvom jeg vidste at den ville være negativ, for jeg havde jo testet tidligere), og en søndag morgen fik min halvsovende mand serveret en pind med tis på og et ivrigt: “Kig på den!”
Siden har vi ikke et øjeblik været i tvivl om, at vi vil det her, og at vi vil det begge to. For en uge siden indviede vi børnene i det også, og de vil det i hvert fald også! De er helt oppe at ringe begge to, og selvom jeg har været bekymret over, at der bliver næsten 5 og 8 års forskel fra dem til den nye, så nyder jeg, at de kan være så meget med, og at se deres glæde over at skulle være “dobbelt storesøster” og “store-lillebror”.

Udsnit af det obligatoriske facebook-graviditets-annonceringsbillede. Vi prøvede at få et almindeligt billede, men det gik ikke, så vi gik all in på crazy.


Når jeg skriver alt dette her, så kan jeg ikke lade være med at føle mig meget priviligeret. Tænk, at vi har mulighed for selv at vælge OM vi vil have flere børn eller ej. Jeg kender mange som længes og for hvem det ser umuligt ud. Det står desværre ikke i min magt at ændre på deres livsvilkår, men jeg kan øve mig i at være taknemmelig for det liv, jeg har fået – både det jeg selv lever, og det, der nu lever i mig.