Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

Degraderet til mor

Jeg er ikke så god til at gå på barsel. Det har jeg nævnt en hel del gange under forskellige samtaler i løbet af det sidste halve års tid. Under min første barsel var jeg ved at gå til af ensomhed og skyldfølelse, og under min anden barsel fik jeg næsten stress i et forsøg på at lave en helt anden slags barsel end første gang. Nu er det så tredje gang, og jeg haft meget blandede følelser omkring det, hvilket jeg ikke har været tilbageholdende med at fortælle, når samtalen er faldet på emnet. Jeg har derfor forsøgt at køre positivt spin på mig selv og mit syn på barsel, og det udmøntede sig bla. i følgende kommentar hos Blogsbjerg for en god uges tid siden:

For mit vedkommende står 2017 i høj grad på barsel, og det har før været noget, jeg ikke er så god til. Jeg får spat af den trivielle hverdag, af ikke at kunne “udrette noget”, og jeg kommer nemt til at føle mig ensom. Mit fokuspunkt dette år bliver derfor noget med at minde mig selv om
1) den luksus en barsel er – tænk at få så meget tid, kun til at pleje og opbygge sin familie.
2) at det er et meget vigtigt og værdifuldt arbejde at give et nyt menneske den bedst mulige start på tilværelsen. Så selvom det er trivielt, så udretter jeg noget hver dag – også når jeg ikke engang når at få tøj på selv.
3) at jeg også selv kan gøre noget for at række ud til andre, så det ikke bliver for ensomt. Man kan f.eks. godt sende sms’er når man ammer om natten, så andre har noget hyggeligt at vågne op til.

Det er sandt, at jeg ikke er god til barsel, at jeg kommer til at kede mig, og at jeg nemt kan føle mig ensom. Men. Jeg har luret mig selv. Jeg har nemlig en skjult agenda, når jeg igen og igen taler om, hvor dårlig jeg er til at være på barsel. Det er en måde at distancere sig på; en sproglig distance til både barsel og ikke mindst mor-rollen.

Når jeg er på barsel sker der nemlig det, at min identitet bliver udfordret. Alt for meget af min værdi og identitet er hængt op på, hvem jeg er i kraft af mit arbejde og mine evner, og jeg kommer til at føle det som en degradering, når jeg primært (kun?) er mor. Det ser jeg ikke den store værdi i, desværre.

Jeg kender andre for hvem det at være mor er en opgradering. Kvinder, som har “fundet hjem” i mor-rollen; som før havde en rastløs sjæl, men som fandt noget identitet og mening på et dybt plan, da de blev mødre. Jeg kender også kvinder, som brændende ønsker sig at blive mødre, og som føler, at manglen på den rolle i deres liv degraderer dem som mennesker og særligt som kvinder.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det. Måske handler det – for mig – om at tage imod den anledning, som min tredje barsel er, til at arbejde min identitet et sundere sted hen, så den hverken skal hvile på mit arbejde eller på mine børn. Og samtidig omfavne min mor-rolle og tage den på mig i stedet for at distancere mig. Det kunne være et meget godt projekt for 2017.

Den arbejdsløse optimist

Jeg skrev tidligere om et job, jeg havde søgt. Jeg fik det ikke. Blev ikke engang kaldt til samtale, og selvom oddsne var umulige, fordi de havde fået sindssygt mange ansøgninger, er jeg alligevel lidt skuffet. Kunne de virkelig ikke se, hvor perfekt jeg ville være i det job?

Det er først for nylig gået op for mig, at jeg er arbejdsløs. Jeg har bare tænkt al min pludselige frihed som en slags ferie efter specialet, inden jeg skulle igang med noget andet. Men nu lader det der “andet” til ikke bare at komme flyvende af sig selv. Jeg vidste jo godt, at man kan fodre svin med arbejdsløse nyuddannede akademikere, men jeg havde helt naivt tænkt, at jeg da nok skulle finde ud af et eller andet.

Jeg klamrer mig stadig til naiviteten og optimismen. Der SKAL dukke noget op. Det gør der helt sikkert. Et eller andet. Jeg har nemlig allerede snuset lidt til, hvad der kan ske, hvis jeg mister modet. Det giver rastløse dage, hvor jeg ikke kan koncentrere mig om noget som helst. Det giver lange nætter, hvor jeg ligger dødtræt og lysvågen og spekulerer som en gal over, hvad jeg kan gøre for at vise, at jeg vil være en gevinst for enhver arbejdsgiver. Det giver i det hele taget en meget dårlig, demotiveret og trist udgave af mig selv.

Så derfor forsøger jeg at holde fast i naiviteten, håbet og optimismen. Det duer ikke at gå ned med flaget, endnu inden karensmåneden er gået, og jeg har fået mine første dagpenge. Ja, jeg er jo faktisk ikke engang rigtig arbejdsløs endnu. Først når jeg får dagpenge, må jeg gå ned, ikke?

Når mit bedste ikke er godt nok

I det danske sprog findes det her underlige udtryk: “at gøre sit bedste”. Det bruges ofte, som en trøst: “Nå, men du gjorde dit bedste”. Sådan helt generelt er jeg ikke god til at gøre mit bedste. Jeg er dovent anlagt og vil helst ikke anstrenge mig for meget. Så har jeg nemlig også en forklaring, hvis noget ikke lykkes for mig: “Jamen, jeg gjorde jo heller ikke mit bedste, for så var det jo nok blevet en succes.” Det er et spørgsmål om kontrol.

Min rolle som mor er nok noget af det tætteste, jeg har været på at gøre mit bedste. Jeg synes, at jeg prøver, for her er virkelig noget på spil: mine unger! Det er ikke altid, at jeg lykkes helt så godt, som jeg tror, jeg kunne, men alt i alt synes jeg faktisk, at det er tæt på at være mit bedste.

Så kom depressionen og spiste mit humør til forret, mit selvværd til hovedret og mit overskud til dessert. Særligt den sidste måneds tid er kurven knækket (igen), og jeg er styrtdykket i den helt forkerte retning.

Jeg gør stadig mit bedste, men mit bedste er blevet markant ringere. Det der overskud, jeg havde før, som gjorde, at jeg kunne vælge mine kampe med omhu, er væk. På den ene side magter jeg ikke at tage nogen kampe overhovedet, og Trolden får for eksempel pludselig lov til at spise aftensmad foran fjernsynet og andre ting, der tidligere ville være ganske uhørt. På den anden side bliver jeg virkelig irriteret og vred over små ligegyldige ting, som jeg tidligere ville have båret over med; for eksempel kom jeg her den anden dag til at skælde Trolden ud, fordi hun havde spillet et af mine spil på min iPhone. Hun blev ked af det og i min surhed fik jeg sagt i en alt for nedladende og spydig tone: “Og nu begynder du at græde”, hvilket hun også gjorde. Hulkende gik hun hen til sin far, og da han spurgte, hvad hun var ked af, svarede hun: “Mor er sur på mig.”

Det der blik i hendes øjne, da jeg nedgjorde hende, fordi hun blev ked af det, og den fortvivlelse, jeg hørte i hendes stemme, da hun fortalte om, at jeg var sur – min hjerne har optaget det og klippet det sammen til en lille film, den spiller for mig igen og igen. Jeg er så flov over det, og det gør mig virkelig ondt, at min depression skal gå ud over hende.
Desværre bliver min egen konklusionen på den smerte, jeg påfører min familie, som regel, at det nok i virkeligheden ville være bedre for både mand og børn, at jeg ikke var her – en tanke jeg heldigvis oftest magter at skyde ned, når den opstår, men ikke desto mindre en tanke, der jævnligt popper op.

I morgen har jeg en aftale med min læge. Når nu et halvt års terapi ikke har hjulpet, så må medicinen gøre mig glad igen, så jeg ikke skal fake-smile mig gennem julen og forsikre folk om, at “det går nok snart over” og “selvfølgelig er der lys for enden af tunnelen” for at undgå at overføre min egen mangel på håb til dem. Jeg er træt af at fake-håbe og fake-smile. Jeg vil gerne prøve noget af det rigtige håb og måske lidt tro på, at jeg bliver ægte glad igen en dag. Håb og tro – er det for corny at ønske sig i julegave? Nu prøver jeg i hvert fald at se, om det mon fås i pilleform på recept fra lægen.

Farverig depression

Jeg stod i butikken og smalltalkede med ekspedienten, der var ved at pakke den gave ind, som jeg havde købt. Det var en tøjbutik, så vi snakkede om farver på tøj, og han kommenterede min ret farverige påklædning (grøn poncho, rød hue, spraglet tørklæde og pink vanter), og jeg fik sagt noget om, at cirkusklovne er mit største “fashion icon”, og at jeg bliver trist, hvis jeg ikke har farver på mit tøj. “Jamen, så får du ikke nogen november-depression?!” spurgte/sagde han så.

Der blev en mærkelig pause. Jeg blev ked af det og følte mig dum. For jeg har jo en depression. Uanset hvor mange farver jeg har på mit tøj, så er jeg stadig ked af det. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at smile, smalltalke og fyre jokes af, så folk ser forbløffet på mig, når hvis jeg fortæller, at jeg er depressiv, så narrer jeg ikke mig selv. Hvor er det fjollet at tro, at farverne på mit tøj kan hjælpe i den ene eller den anden retning. Jeg har sågar været dum nok til at lægge billeder på instagram af særligt farverige outfit under titlen “Fighting depression”. Jeg ved ikke om det er andre eller mig selv, jeg forsøger at narre.

Jeg fik vist fremstammet noget med, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde tristheden fra døren, men jeg må have set mærkelig ud i hovedet, for smalltalken forstummede, og ekspedienten blev meget fokuseret på sit indpakkeri. Jeg kvitterede ved at skynde mig at få betalt og forlade butikken med gave, spraglet tøj, depression og det hele.

Demotivation

Jeg er holdt op med at lystre. Det er faktisk lidt et problem. Når jeg siger til mig selv, at jeg skal lægge min iPhone og arbejde på mit speciale, så gør jeg det ikke. Heller ikke selvom jeg bliver sur på mig og skælder ud. Og heller ikke selvom jeg lokker med gode belønninger, hvis jeg når at få skrevet en hel side på en arbejdsdag. Faktisk er jeg dybt demotiveret. For alting. Også det jeg ellers synes er sjovt. Jeg kan ikke overskue at læse en bog eller se en film, for så skal jeg forholde mig til en masse nye mennesker. Javist, det er fiktive mennesker, men det er alligevel uoverskueligt, for de kræver følelsesmæssigt engagement. Og jeg har ikke flere følelser tilbage udover selvhad. Min mor snakker om lykkepiller. Selv tænker jeg, at jeg er doven og skal tage mig sammen. Nu. Snart. Lige om lidt. Jeg skal bare lige se, om der er nogen, der har skrevet noget sjovt på facebook, så jeg kan blive glad igen.

Et sludreindlæg

Kender I den der mur, man ind i mellem rammer som blogger, hvor mængden af ufærdige kladder hober sig op, mens der er larmende tavshed ude i den udgivne del? Det er som om ingen af mine ideer vil forme sig til et rigtigt indlæg, der hænger sammen og giver mening, så nu prøver jeg i stedet bare at komme med alt det halvfærdige på én gang, for så kan det måske tilsammen udgøre et helt indlæg.

For eksempel er det jo pludselig blevet november. Seriøst, hvem stak af med september og fik oktober med i den vilde flugt? Jeg oplever det som om, at hver eneste månedsskifte i 2012 er kommet totalt bag på mig. “November” betyder, at der er to måneder til, mit speciale skal afleveres, og jeg er seriøst langt fra målet. Senere i dag skal jeg have en snak med én, der måske kan være min specialestøtte og som kan hjælpe med at gennemskue, om det overhovedet er realistisk at nå det til deadline, eller om jeg skal udskyde med det samme (hej endnu mere slutlåns-gæld).

Herhjemme er Rumpen stadig sur. Virkelig pissed faktisk, og jeg er bare så træt af de der eftermiddage med vred tumling, for det dræner overskuddet og tager en masse tid fra Trolden også. Jeg håber sådan, at det går over, når han lærer at gå. Det kan selvfølgelig også være tænder, tigerspring, en fase eller andre af de der forklaringsmodeller, vi forældre klamrer os til, når det bliver for svært at stå i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Jeg har også været ved psykolog igen, og jeg fik fortalt ham om den der plukkede kylling, jeg føler mig som. Vi fik en lang snak om mit overjeg, som efterhånden dominerer alting i mit indre og som slår hårdt ned på mine drømme, mine behov og mine længsler, fordi den ser det som udtryk for egoisme. På en eller anden måde skal jeg få dysset overjeget lidt ned og give en lille smule mere plads til id’et, men allermest plads til jeg’et, for det står lige nu fuldstændigt klemt, og jeg har svært ved at finde frem til det.

Og så har jeg gjort noget, som jeg selv synes er lidt vildt. Jeg har taget et skridt mod at bruge mere tid på det, jeg egentlig allerhelst vil: jeg er nemlig kommet med i en nyopstartet skrivegruppe! Vi har endnu ikke mødt hinanden, så jeg aner ikke, hvad det kommer til at indebære, men jeg håber sådan, at det bliver godt. Jeg er i hvert fald ret stolt af, at jeg prøver at tage mine drømme og mig selv lidt mere seriøst og give mere plads til mig.


Nu lykkedes det mig vist også at få sludret mig gennem noget, der til forveksling ligner et helt indlæg: en slags opdatering på, hvad der sker på denne side af skærmen.
Så er den første kanonkugle mod skriveblokeringen i hvert fald affyret!

Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Beklager

Jeg lagde et indlæg på bloggen i går, efter jeg havde været ved psykolog. Jeg var rimelig opkørt, vred og ked af det. Det blev et mærkeligt indlæg, og jeg har fjernet det igen, for jeg tror ikke, at det giver mening for andre at læse. Det handlede om, at min psykolog rammer nogle virkelig ømme punkter, og jeg bryder mig mindre og mindre om mig selv, jo mere jeg opdager hvem jeg er, og hvordan jeg tænker. Jeg satser dog stadig på, at vi på et eller andet tidspunkt begynder at bygge mit selvværd op igen, men det er en ganske hård proces indtil da.
Måske er det også derfor, at jeg ikke får skrevet så meget herinde for tiden. Fordi det, der fylder lige nu, er så privat og vanskeligt at håndtere, og det giver bare nogle underlige navlepillende indlæg, som ikke rigtig har relevans for andre end mig selv.

Her skulle der så gerne være en konklusion af en art. Sådan er det bedst at slutte et blogindlæg, men jeg kan ikke lige finde på noget. Beklager.

Ser min røv stor ud i den her offerrolle?

Jeg ved ikke, om dette indlæg vil have relevans for nogen som helst andre end mig selv, så jeg må advare om, at indlægget kan fremstå som lige rigeligt navlepillende og selvsmagende. Men jeg havde brug for at skrive det.

Jeg har fået en ny psykolog. Jeg har været ved to andre, og jeg har oplevet, at afhængig af hvor jeg starter fortællingen om mig, får jeg forskellige svar på, hvorfor jeg er ked af det, og hvad der skal til for, at jeg får det bedre. De har begge to haft fat i noget, og jeg syntes også, at jeg har fået noget med fra mine sessions der, men det har alligevel været med en oplevelse af, at de ikke ramte helt præcist, uden at jeg selv ved, hvor “bulls eye” egentlig er.

Men nu har jeg så prøvet en ny, og selvom jeg kun har haft en times samtale der, har det allerede flyttet mere end de ti tidligere. Forskellen er, at ham den nye på en eller anden måde opdager de forsvarsværker, jeg ubevidst sætter op, fordi der er følelser, jeg overhovedet ikke har lyst til at gå ind i eller vedkende mig. Derfor var det også en konsultation, der gjorde ondt, og som har åbnet for en lang række tanker og følelser, som jeg faktisk helst ville være foruden. Det er nemlig meget gamle smerter, og helt kliche-agtigt involverer det mine forældre, deres skilsmisse og en dyb, dyb følelse af svigt.
Men det er jo et lukket kapitel. Jeg kan da ikke komme her over tyve år efter og begynde at råbe af dem og sige, at jeg er pissevred og ked af det, og at jeg helt barnligt synes, at min mor var egoistisk, når hun valgte sig selv over sin familie, over os, over mig! Men jeg fik ikke sagt alt det, da jeg var otte år. Jeg havde ikke ordene til det og måske heller ikke erkendelsen af, at det var sådan jeg følte.

På en måde stoppede jeg dér. Som otte-årig. Eller måske lidt ældre. Med en dyb mistillid til voksne og voksenlivet, som jeg siden har bekæmpet med oprør. Jeg ville ikke giftes; jeg ville ikke have børn; jeg vil ikke tage ansvar; jeg vil ikke være voksen. I mellemtiden er jeg så alligevel blevet gift, og jeg har fået børn. Begge dele kostede store kriser i mit liv, og nu står jeg overfor den sidste store fæstning, der skal indtages, inden jeg vitterligt er full-blown voksen: afslutning af uddannelse! Intet under at det udløser den største krise af dem alle. Jeg vil vil vil VIL ikke være færdig! Aldrig!

Men jeg er jo voksen, og jeg har ansvar. Meget endda. Økonomisk og menneskeligt. Jeg har en familie, jeg skal være noget for og som har brug for mig, så det nytter ikke noget at kaste sig ned på gulvet og skrige højt, mens jeg hamrer løs med arme og ben. På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde bliver jeg nødt til at rejse mig op, lade “stakkels GG”, “det er vel nok synd for mig” og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig” blive liggende i støvet, iklæde mig ansvaret for mig selv, og så ellers kaste mig ud i det der voksenliv, som efter sigende også har noget godt at byde på.
Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men jeg har ikke lyst. Ikke endnu. Støvet og martyrrollen er så dejligt bedøvende, og det er også synd for mig, at jeg sådan skal tage et ansvar på mig, når jeg nu ikke vil. Stakkels mig. Stakkels, stakkels GG.