Når mit bedste ikke er godt nok

I det danske sprog findes det her underlige udtryk: “at gøre sit bedste”. Det bruges ofte, som en trøst: “Nå, men du gjorde dit bedste”. Sådan helt generelt er jeg ikke god til at gøre mit bedste. Jeg er dovent anlagt og vil helst ikke anstrenge mig for meget. Så har jeg nemlig også en forklaring, hvis noget ikke lykkes for mig: “Jamen, jeg gjorde jo heller ikke mit bedste, for så var det jo nok blevet en succes.” Det er et spørgsmål om kontrol.

Min rolle som mor er nok noget af det tætteste, jeg har været på at gøre mit bedste. Jeg synes, at jeg prøver, for her er virkelig noget på spil: mine unger! Det er ikke altid, at jeg lykkes helt så godt, som jeg tror, jeg kunne, men alt i alt synes jeg faktisk, at det er tæt på at være mit bedste.

Så kom depressionen og spiste mit humør til forret, mit selvværd til hovedret og mit overskud til dessert. Særligt den sidste måneds tid er kurven knækket (igen), og jeg er styrtdykket i den helt forkerte retning.

Jeg gør stadig mit bedste, men mit bedste er blevet markant ringere. Det der overskud, jeg havde før, som gjorde, at jeg kunne vælge mine kampe med omhu, er væk. På den ene side magter jeg ikke at tage nogen kampe overhovedet, og Trolden får for eksempel pludselig lov til at spise aftensmad foran fjernsynet og andre ting, der tidligere ville være ganske uhørt. På den anden side bliver jeg virkelig irriteret og vred over små ligegyldige ting, som jeg tidligere ville have båret over med; for eksempel kom jeg her den anden dag til at skælde Trolden ud, fordi hun havde spillet et af mine spil på min iPhone. Hun blev ked af det og i min surhed fik jeg sagt i en alt for nedladende og spydig tone: “Og nu begynder du at græde”, hvilket hun også gjorde. Hulkende gik hun hen til sin far, og da han spurgte, hvad hun var ked af, svarede hun: “Mor er sur på mig.”

Det der blik i hendes øjne, da jeg nedgjorde hende, fordi hun blev ked af det, og den fortvivlelse, jeg hørte i hendes stemme, da hun fortalte om, at jeg var sur – min hjerne har optaget det og klippet det sammen til en lille film, den spiller for mig igen og igen. Jeg er så flov over det, og det gør mig virkelig ondt, at min depression skal gå ud over hende.
Desværre bliver min egen konklusionen på den smerte, jeg påfører min familie, som regel, at det nok i virkeligheden ville være bedre for både mand og børn, at jeg ikke var her – en tanke jeg heldigvis oftest magter at skyde ned, når den opstår, men ikke desto mindre en tanke, der jævnligt popper op.

I morgen har jeg en aftale med min læge. Når nu et halvt års terapi ikke har hjulpet, så må medicinen gøre mig glad igen, så jeg ikke skal fake-smile mig gennem julen og forsikre folk om, at “det går nok snart over” og “selvfølgelig er der lys for enden af tunnelen” for at undgå at overføre min egen mangel på håb til dem. Jeg er træt af at fake-håbe og fake-smile. Jeg vil gerne prøve noget af det rigtige håb og måske lidt tro på, at jeg bliver ægte glad igen en dag. Håb og tro – er det for corny at ønske sig i julegave? Nu prøver jeg i hvert fald at se, om det mon fås i pilleform på recept fra lægen.

Reklamer

Et sludreindlæg

Kender I den der mur, man ind i mellem rammer som blogger, hvor mængden af ufærdige kladder hober sig op, mens der er larmende tavshed ude i den udgivne del? Det er som om ingen af mine ideer vil forme sig til et rigtigt indlæg, der hænger sammen og giver mening, så nu prøver jeg i stedet bare at komme med alt det halvfærdige på én gang, for så kan det måske tilsammen udgøre et helt indlæg.

For eksempel er det jo pludselig blevet november. Seriøst, hvem stak af med september og fik oktober med i den vilde flugt? Jeg oplever det som om, at hver eneste månedsskifte i 2012 er kommet totalt bag på mig. “November” betyder, at der er to måneder til, mit speciale skal afleveres, og jeg er seriøst langt fra målet. Senere i dag skal jeg have en snak med én, der måske kan være min specialestøtte og som kan hjælpe med at gennemskue, om det overhovedet er realistisk at nå det til deadline, eller om jeg skal udskyde med det samme (hej endnu mere slutlåns-gæld).

Herhjemme er Rumpen stadig sur. Virkelig pissed faktisk, og jeg er bare så træt af de der eftermiddage med vred tumling, for det dræner overskuddet og tager en masse tid fra Trolden også. Jeg håber sådan, at det går over, når han lærer at gå. Det kan selvfølgelig også være tænder, tigerspring, en fase eller andre af de der forklaringsmodeller, vi forældre klamrer os til, når det bliver for svært at stå i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved.

Jeg har også været ved psykolog igen, og jeg fik fortalt ham om den der plukkede kylling, jeg føler mig som. Vi fik en lang snak om mit overjeg, som efterhånden dominerer alting i mit indre og som slår hårdt ned på mine drømme, mine behov og mine længsler, fordi den ser det som udtryk for egoisme. På en eller anden måde skal jeg få dysset overjeget lidt ned og give en lille smule mere plads til id’et, men allermest plads til jeg’et, for det står lige nu fuldstændigt klemt, og jeg har svært ved at finde frem til det.

Og så har jeg gjort noget, som jeg selv synes er lidt vildt. Jeg har taget et skridt mod at bruge mere tid på det, jeg egentlig allerhelst vil: jeg er nemlig kommet med i en nyopstartet skrivegruppe! Vi har endnu ikke mødt hinanden, så jeg aner ikke, hvad det kommer til at indebære, men jeg håber sådan, at det bliver godt. Jeg er i hvert fald ret stolt af, at jeg prøver at tage mine drømme og mig selv lidt mere seriøst og give mere plads til mig.


Nu lykkedes det mig vist også at få sludret mig gennem noget, der til forveksling ligner et helt indlæg: en slags opdatering på, hvad der sker på denne side af skærmen.
Så er den første kanonkugle mod skriveblokeringen i hvert fald affyret!

Kaos i kulkælderen (det censurerede indlæg vækkes til live)

Jeg har fundet mig en kulkælder, hvor jeg midlertidigt (håber jeg) har taget ophold. Siden mit seneste besøg hos min psykolog, hvor jeg efterfølgende rasede ud her på bloggen for derefter at censurere mig selv, har jeg befundet mig i den nævnte kælder. Jeg kan godt fungere, og jeg går ikke helt i sort, sådan som det jævnligt skete for nogle måneder siden, men jeg bærer rundt på en tung tristhed og træthed, som ikke rigtig vil lette, uanset om jeg overgiver mig til den eller forsøger at kæmpe imod. Jeg er stadig vred på min psykolog, selvom følelsen ikke længere er så intens, for jeg føler, at han tog noget fra mig sidste gang. Noget vigtigt. Nemlig min selvforståelse.

Det, som han prikkede til, var en drøm. En gammel drøm om, hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen, men som jeg ubevidst lagde på hylden, den dag min mor sagde, at det kunne man ikke leve af; man skulle have noget andet ved siden af. Det er ret banalt. Jeg ville gerne være forfatter. Det vil jeg faktisk stadigvæk, men eftersom jeg har brugt mange år på universitetet på at blive skideskarp til at analysere, er min selvcensur nu blevet så stærk, at jeg ikke længere kan bryde igennem den. Og jeg tør heller ikke. Jeg tør ikke, er bange og vil hellere spille sikkert. En safeplayer – det er hvad jeg er, på trods af at jeg altid har troet, at jeg var det modsatte. En gambler. En med spontaniteten, kreativiteten, det knudrede og det vilde i behold. En, der turde bade i springvandet på rystesammen-turen, og én der gik efter sine drømme, selvom det var urealistisk.
Alt det konfronterede min psykolog mig med, og så sagde han, at jeg faktisk bare er almindelig – jeg kender intet værre skældsord, og jeg har gjort utrolig mange virkeligt fjollede ting (f.eks. ovennævnte springvandsbadning eller det, at jeg udgav mig for at være en dreng de første uger på gym) for at bevise, at jeg i hvert fald ikke er almindelig. Psykologen sagde, at jeg måske bare skal acceptere det. Jeg har mand, børn, hus, bor i en lillebitte by i provinsen, skriver speciale – hvis det ikke er almindeligt, hvad er så? Og lige dér var det så, at jeg blev vred og faktisk ikke hørte resten af, hvad han sagde, udover at han nævnte ordet “almindelig” enormt mange gange, og at det hver gang føltes som om, han flåede et lag hud af mig.

Det er sikkert godt nok at få pillet et forkert selvbillede af. Det gør bare så vanvittigt ondt, og jeg føler mig som en plukket kylling, der går alt for udstillet, sårbar og frysende rundt. Jeg kan ikke identificere mig med “almindelig”. Jeg kan ikke finde selvværd i at være mor eller kone eller specialeskrivende. Men jeg kan godt se, at jeg jo faktisk heller ikke er den lysende stjerne, spontanitetens gudinde eller forfatter in spe. Jeg har haft (og har nok stadig nede under mismodet) enormt meget selvværd bundet op i mit “potentiale” og “det jeg engang bliver til”. Men når jeg alligevel ikke tør bruge det potentiale, jeg måtte have, så bliver jeg jo aldrig til det, jeg gerne vil, og så er det nok bedre at prøve at acceptere og finde værdi i at være almindelig.

Så lige nu er der ren West Side Story-knipsebattle i mit hoved, hvor der på den ene side er en stemme, som maner til ro og eftertanke og forsøger at forlige sig med “normal” og “almindelig”, og på den anden side danser oprøret, “det skal han ikke bestemme” og en (usendt) mail til et forlag rundt og prøver at lokke mig med ud af min comfortzone. Samtidig råber et hylekor omme bagved, at nu løber det hele i ring, og jeg er ved at gentage de samme fejl, jeg lavede lige før, og at jeg skal få grounded det der selvværd, inden jeg gør noget dumt. Midt i hele dette virvar løber jeg, den plukkede kylling, rundt og leder efter udgangen og trappen op fra kulkælderen, væk fra de mange stemmer, og så er det pludselig synd for mig igen, og det magter jeg altså heller ikke, så lige omtrent her er jeg nødt til at slutte indlægget, selvom debatten/råberiet fortsætter i mine tanker.

Beklager

Jeg lagde et indlæg på bloggen i går, efter jeg havde været ved psykolog. Jeg var rimelig opkørt, vred og ked af det. Det blev et mærkeligt indlæg, og jeg har fjernet det igen, for jeg tror ikke, at det giver mening for andre at læse. Det handlede om, at min psykolog rammer nogle virkelig ømme punkter, og jeg bryder mig mindre og mindre om mig selv, jo mere jeg opdager hvem jeg er, og hvordan jeg tænker. Jeg satser dog stadig på, at vi på et eller andet tidspunkt begynder at bygge mit selvværd op igen, men det er en ganske hård proces indtil da.
Måske er det også derfor, at jeg ikke får skrevet så meget herinde for tiden. Fordi det, der fylder lige nu, er så privat og vanskeligt at håndtere, og det giver bare nogle underlige navlepillende indlæg, som ikke rigtig har relevans for andre end mig selv.

Her skulle der så gerne være en konklusion af en art. Sådan er det bedst at slutte et blogindlæg, men jeg kan ikke lige finde på noget. Beklager.

Ser min røv stor ud i den her offerrolle?

Jeg ved ikke, om dette indlæg vil have relevans for nogen som helst andre end mig selv, så jeg må advare om, at indlægget kan fremstå som lige rigeligt navlepillende og selvsmagende. Men jeg havde brug for at skrive det.

Jeg har fået en ny psykolog. Jeg har været ved to andre, og jeg har oplevet, at afhængig af hvor jeg starter fortællingen om mig, får jeg forskellige svar på, hvorfor jeg er ked af det, og hvad der skal til for, at jeg får det bedre. De har begge to haft fat i noget, og jeg syntes også, at jeg har fået noget med fra mine sessions der, men det har alligevel været med en oplevelse af, at de ikke ramte helt præcist, uden at jeg selv ved, hvor “bulls eye” egentlig er.

Men nu har jeg så prøvet en ny, og selvom jeg kun har haft en times samtale der, har det allerede flyttet mere end de ti tidligere. Forskellen er, at ham den nye på en eller anden måde opdager de forsvarsværker, jeg ubevidst sætter op, fordi der er følelser, jeg overhovedet ikke har lyst til at gå ind i eller vedkende mig. Derfor var det også en konsultation, der gjorde ondt, og som har åbnet for en lang række tanker og følelser, som jeg faktisk helst ville være foruden. Det er nemlig meget gamle smerter, og helt kliche-agtigt involverer det mine forældre, deres skilsmisse og en dyb, dyb følelse af svigt.
Men det er jo et lukket kapitel. Jeg kan da ikke komme her over tyve år efter og begynde at råbe af dem og sige, at jeg er pissevred og ked af det, og at jeg helt barnligt synes, at min mor var egoistisk, når hun valgte sig selv over sin familie, over os, over mig! Men jeg fik ikke sagt alt det, da jeg var otte år. Jeg havde ikke ordene til det og måske heller ikke erkendelsen af, at det var sådan jeg følte.

På en måde stoppede jeg dér. Som otte-årig. Eller måske lidt ældre. Med en dyb mistillid til voksne og voksenlivet, som jeg siden har bekæmpet med oprør. Jeg ville ikke giftes; jeg ville ikke have børn; jeg vil ikke tage ansvar; jeg vil ikke være voksen. I mellemtiden er jeg så alligevel blevet gift, og jeg har fået børn. Begge dele kostede store kriser i mit liv, og nu står jeg overfor den sidste store fæstning, der skal indtages, inden jeg vitterligt er full-blown voksen: afslutning af uddannelse! Intet under at det udløser den største krise af dem alle. Jeg vil vil vil VIL ikke være færdig! Aldrig!

Men jeg er jo voksen, og jeg har ansvar. Meget endda. Økonomisk og menneskeligt. Jeg har en familie, jeg skal være noget for og som har brug for mig, så det nytter ikke noget at kaste sig ned på gulvet og skrige højt, mens jeg hamrer løs med arme og ben. På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde bliver jeg nødt til at rejse mig op, lade “stakkels GG”, “det er vel nok synd for mig” og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig” blive liggende i støvet, iklæde mig ansvaret for mig selv, og så ellers kaste mig ud i det der voksenliv, som efter sigende også har noget godt at byde på.
Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men jeg har ikke lyst. Ikke endnu. Støvet og martyrrollen er så dejligt bedøvende, og det er også synd for mig, at jeg sådan skal tage et ansvar på mig, når jeg nu ikke vil. Stakkels mig. Stakkels, stakkels GG.

Pause-dag

I dag er en pause-dag. Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at det er vigtigt, at jeg ind i mellem beslutter mig for at bruge en dag på ingenting – for at samle kræfter til at kunne gøre noget på nogle andre dage. I dag er min første pause-dag. Vi har været i gang i weekenden, og eftermiddagen bliver også hektisk, så jeg tænkte, at det nok var en god idé at bruge dagen på at lade op, så jeg forhåbentlig kan arbejde på specialet i morgen.

Men hvad så nu? Jeg har omtrent seks timer helt til min egen disposition (hvor ofte har man ikke drømt om det?!), men jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge dem til, og jeg kan mærke, at der ligeså stille vokser et underligt pres for at udnytte dem godt. Jeg forsøger at skubbe presset væk og slå alle forventninger om, at jeg skal få noget ud af dagen ned, men det er virkelig, virkelig svært. Der er jo ting, der burde ordnes. Ting, der kunne klares. Og hvis jeg ikke skal lave ting, jeg burde – hvad skal jeg så? Hvad har jeg lyst til? Hvem er jeg, når der ikke længere findes burde? Hvad gør jeg, når jeg gerne vil slappe af og lade op – men ikke er så smadret af at passe børn, at jeg falder død om på sofaen? Og hvornår har jeg i dén grad mistet følingen med mig selv? Er det depressionen? Eller skete det før?

Det bliver vist en mærkelig mandag, det her.

Omsider!

20120803-143441.jpg

Kære veninde(r)

Jeg er god til at lytte. Rigtig god. Jeg kan sidde stille i meget lang tid ad gangen, nikke, sige “uhm” de rigtige steder, og jeg bliver ikke chokeret, når du afslører din store hemmelighed, hvad enten det er smugrygning, depression eller homoseksualitet. Jeg er god, fordi jeg godt kan lide at lytte. Jeg kan godt lide følelsen af, at du har brug for mig, og jeg føler mig beæret, når du vil dele dine tanker og dit liv med mig.
Problemet opstår bare, når jeg har brug for at sige noget; når jeg gerne vil dele lidt af mit liv med dig. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, for du spørger sjældent: “Og hvordan går det så med dig, GG?”. Faktisk spørger du stort set aldrig til mig, og så ved jeg ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg har det skidt. At jeg er pissebange for fremtiden, angst for at blive færdig med studiet, og at jeg hader mit speciale på fuld smadder, allerede inden jeg har skrevet så meget som en linje på det. Hvordan fortæller jeg, at jeg ikke kan sove om aftenen, og at jeg krøller sammen indeni, hver gang jeg sætter mig for at skulle arbejde på den forhadte opgave.

Jeg kan ikke finde ud af, om det overhovedet er muligt for os at få byttet roller; om jeg kan finde ud af at blive den snakkende, og om du kan være den lyttende. Så nu har jeg bestilt tid hos et menneske, der lever af at lytte, ligesom jeg gjorde sidste år, for så er jeg sikker på, at rollerne er fordelt fra starten. Det er dog den hage ved det, at der først er tid midt i september, så det ville være så vidunderligt, hvis du på et tidspunkt inden da ville spørge mig, hvordan jeg har det.

Et tilbageblik

Hvis jeg skal nå et “rigtigt” nytårsindlæg, så må jeg vist se at komme i gang, inden 2012 for alvor bider sig fast og bliver hverdag. Jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle gribe et tilbageblik på 2011 an, indtil jeg læste Louises indlæg, hvor hun fortæller om året måned for måned. Den idé snupper jeg lige.

Januar var en måned, hvor jeg vekslede mellem at være panisk angst for at miste det lille nye liv, der voksede inden i mig, og at være helt høj på lykkefølelse over det samme. Det overskyggede både, at jeg i samme måned scorede et 12-tal til eksamen og fik min iPhone. Heldigvis sluttede måneden af med en scanning på min fødselsdag, som viste, at alt var, som det skulle være.

I februar fik jeg en pjece fra studenterrådgivningen, der lærte mig, at min dårlige selvdisciplin og mit evindelige udsætteri måske ikke blot var et problem i sig selv, men måske havde en dybere årsag end “sådan er jeg bare”. Jeg brugte så resten af måneden på at udsætte at få ringet til studenterrådgivningen for at få en tid til en samtale.

Marts var en måned fyldt med begivenheder af den gode slags: min mor hev mig ud af udsætteriet og lavede speciale-skrivningsgruppe med mig, Rumpenissen blev scannet og viste sig at være en dreng, og Manden og jeg fejrede vores 10 års dag som par. Desuden var det også måneden, hvor Den Evige Vinter stoppede, og foråret begyndte at titte frem.

April var en måned af lidt mere blandet karakter. I starten af måneden forsvandt det varme vand fra vores hus, men vi havde ikke råd til at få skiftet varmebeholderen, så vi lærte os at tage bad i koldt vand og koge vand til Troldens bade. Det var også her, at jeg begyndte i noget samtaleterapi for at lære mig selv og min udsættertrang bedre at kende. Et af de mere positive højdepunkter var, at jeg i slutningen af måneden mødte hende her.

Maj var både en rigtig hård og en rigtig fantastisk måned. Jeg var i Berlin på tøsetur med en god veninde, jeg var på kursus, hvor jeg blev undervist af en af mine faglige helte, og min mave nåede en størrelse, så ingen behøvede at være i tvivl om, at det var en baby og ikke for meget kage, der forårsagede udvidelsen. Men det var også en stresset måned på hjemmefronten, hvor Manden og jeg på skift var afsted til alt muligt, og derfor næsten ikke så hinanden. Og så syntes jeg jo dengang, at det var vildt hårdt at stå alene med et barn. Det må man godt grine lidt af nu, når man har to børn og dermed et andet perspektiv. Hehe

Juni gik i høj grad med at komme så langt med mit speciale, at jeg var klar til at holde barsel i juli. Det var også måneden, hvor Trolden fandt ud af, at hun selv kunne stå ud af sin juniorseng, hvorefter en daglig (aftenlig?) kamp udspillede sig for at få hende til at blive i sengen. Der var også rigtigt lækkert vejr, hvilket fik vandet i min krop til at stige (falde?) og udspile mine fødder.

I juli vandt jeg over min dårlige selvdisciplin og fik klaret alt, hvad der skulle klares på specialet inden barsel. Troldetøsen havde sidste dag hos hendes dagplejemor, og ellers stod måneden i feriens og familieforøgelsens tegn. Vi var på Bornholm, da jeg var i 38./39. uge, og jeg var ganske godt tilfreds med den våde, småkolde danske sommer, for ellers var jeg blevet bugseret væk fra Dueodde af Greenpeace, mens de råbte slagord om at redde hvalerne.

Første del af august gik med gæstedagpleje og indkøring i børnehave for Troldetøsen, og for mit vedkommende med at blive mere og mere arrig og indebrændt, efterhånden som jeg lagde terminsdatoen bag mig med flere og flere dage. Det endte med endnu en igangsættelse, og d. 21. august kl. 23.45 blev en kæmpe baby på 4130 g lagt op på min mave. Resten af måneden gik med at kæmpe med at få amningen i gang, og derefter at overveje for og imod at droppe den selv samme helt.
I øvrigt var det også i august, at vi efter fem måneder uden varmt vand endelig besluttede os for at få en kassekredit, så vi kunne få lavet varmtvandsbeholderen.

September var måneden, hvor hverdagen skulle forsøge at indfinde sig. Jeg skulle lære at jonglere mellem to børns behov, at komme ud af døren med Rumpenissen, når Trolden skulle hentes, at være alene om to børn nogle timer hver eftermiddag, og meget andet som jeg i dag ikke længere tænker over som noget særligt. Det var en hård måned, også fordi dilemmaet amning vs. flaske blev ved at husere, indtil jeg til sidst besluttede mig for at fortsætte, som jeg hele tiden havde gjort, med lidt af hvert.

I oktober blev Rumpenissen døbt, jeg kæmpede mod søvnløshed, og jeg indså (med hjælp fra Manden og sundhedsplejersken), at jeg var nødt til at skære lidt ned på barselsaktiviteterne, inden jeg udviklede reel stress. Jeg sover stadig vildt dårligt, og jeg øver mig stadig i at sige nej. Det var ikke nok med en måned til at lære det.

November startede godt med, at dobbeltsengen blev genindviet til andet end at sove i, men derefter er det mindre gode highlights, jeg husker fra den måned. Det gik op for os, at vi ikke havde nogen at fejre jul med, Manden havde sindssygt meget overarbejde og jeg blev bitter, og min søde kusine mistede sin mand, kun 28 år gammel. Et kæmpe chok, som fik de øvrige knapt så fantastiske ting til at virke små og ynkelige til sammenligning.

Men så kom december med fest med fest på. Troldetøsen blev 3 år, vi fandt en løsning på spørgsmålet om julefejring og i det hele taget var det bare en rigtig hyggelig måned og, bortset fra lidt sygdom, en dejlig afslutning på et skønt år.

Jeg ser med forventning frem mod 2012. Jeg håber, at det bliver året, hvor jeg afslutter min uddannelse, og jeg ved, at det bliver året, hvor både Manden og jeg runder et skarpt hjørne. Vi bliver begge 30 år og dermed rigtige voksne 😉 Men jeg glæder mig også bare til hverdagen, til at nyde mine børn og se dem trives og udvikles, og til at for alvor at finde vores ben at stå på som familie på fire. Bring it on!

Klaustrofobi

For længe længe siden fik min mor presset mig til at booke en samtale med studenterrådgivningen. De ville gerne hjælpe mig med mit udsætteri, men den første ledige tid var her for et par dage siden.

Jeg har været ved lytte-damen nogle gange efterhånden, men ville egentlig hellere skifte over til studenterrådgivningen – mest fordi det er gratis. Desuden har jeg været lidt overrasket over, hvor meget jeg bare selv skulle snakke ved lytte-damen. Ikke fordi det er dårligt – jeg kan godt lide at snakke – men fordi jeg måske også godt kunne bruge en lidt mere praktisk tilgang. Nogle konkrete råd.
Så derfor valgte jeg ikke at aflyse aftalen hos studenterrådgivningen, selvom der nu kun er godt en måned til min barsel, og det alligevel er begrænset, hvor meget jeg skal nå inden da.

I modsætning til lytte-damen var studenterrådgivningsdamen meget hurtig til at kommentere og analysere på min situation. For hurtig faktisk. Alt, alt for hurtig!
Vi talte sammen i en time og undervejs fik hun kaldt mig for uselvstændig, min far for en curling-far, “og din mor er lærer, ikke?”. Og jo, det var hun op til jeg var 8 år, og det kan godt være, at jeg er uselvstændig og har en curling-far, men det er helt ekstremt ubehageligt at få den slags ord smidt efter sig selv og mennesker, man elsker, af en kvinde som har kendt én under en time. Jeg følte det som om, hun proppede mig ned i en kasse, som jeg næsten kunne være i, men ikke helt, og hun var slet ikke interesseret i, at jeg havde en arm og et øre udenfor kassen. Tværtimod spurgte hun kun til ting, som kunne bekræfte hende i, at hun havde placeret mig rigtigt, og jeg var selv helt forvirret og i tvivl om, om det nu var mit arm eller mit ben, der strittede og kunne derfor ikke fortælle, hvor præcis jeg mente, at hun tog fejl.

Da jeg gik ud derfra, havde jeg en underlig følelse af at have været udsat for et overgreb. At mine grænser var blevet invaderet noget så eftertrykkeligt. Det har sat sig i kroppen på mig som kvalme og en underlig ubehagelig rastløshed, som om min hud er for lille til mig. Det har varet et par dage nu, og jeg håber sådan, at det snart går over.