Nå, hvor kom vi fra?! (anden del)

Ja, jeg må beklage, at det her bliver et indlæg delt op over flere gange, men gennem de sidste måneders radiotavshed her på bloggen – plus et væld af ufærdiggjorte kladder – må jeg indse, at hvis jeg skal fortsætte med at blogge, så er jeg nødt til at gøre det lidt mere “råt”. Forstået på den måde, at hvor jeg tidligere bryggede på en idé over lidt tid, skrev ned, rettede til i kladden, finpudsede og til slut klikkede “udgiv”, så er min tid til blog nu så presset, at jeg må skrive, når der er et hul og klikke udgiv med det samme. Ellers når jeg aldrig til andet end kladder.

Og der er stadig ord, der vil skrives. Måske er der også stadig nogen, der vil læse ordene. Selvom de er knap så finpudsede.

Men som sagt er ferien altså slut for os. Ungerne har haft 4 ugers ferie, og Manden har været med de tre sidste. Vi har været en uge i Norge, inviteret af min mor, med hele den pukkelryggede, og ellers bare tøffet rundt herhjemme og fået klaret diverse småprojekter, hygget, sovet i telt i haven, set venner, haft legeaftaler, lavet perleplader i STOR stil, og bare nydt at kunne tage det hele sådan lidt fra dag til dag. Det blev også til en tur i Legoland og senere i Bilka, hvor ungerne som noget helt særligt fik lov at købe alt det bland-selv-slik, de ville. De måtte dog kun tage ét stykke af hver slags. Sla-RAF-fenland, siger jeg bare.

Lidt træt efter en lang dag i Legoland


Og nu er det så blevet semi-hverdag. På mandag begynder min lillebitte Troldeunge, som jeg fødte lige i forgårs, i ANDEN KLASSE!! Hvad sker det for det?! Og endnu mere oprørende er det, at min lillebitte Rumpenisse, som blev født i går, skal begynde i 0. klasse!
Jeg er skam klar over, at de ikke er små mere. Som i slet ikke. Men det er altså lidt vildt. Jeg øver mig på at være ligeså klar til at give dem den mængde ansvar, som de er klar til at håndtere.

På vej til SFO første dag efter ferien.


Rumpen er ikke super hooked på det der skole. Mest tror jeg at det handler om, at han har det svært med forandringer. Han har brug for en stor mængde tryghed og kendthed, og selvom han har snuset til skolelivet, både gennem førskole-forløbet og ved at have en storesøster der, så er det stadig ukendt og utrygt farvand, han begiver sig ud på.
I denne uge er han så startet i SFO, og jeg tænker at det er en fin blid start. De første to dage er i hvert fald gået godt, men han nægter at snakke med de voksne, uanset hvor indsmigrende og venlige de er. Men det kommer. Både SFO og skole bliver jo hverdag på et tidspunkt med kendte børn og kendte voksne – når han har lært dem at kende. Og så må vi bare se til, hvornår det bliver.

Bettefyren… ja, ham tager vi i næste skrivepause. 🙂

Fortsættelse følger.

Reklamer

Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Den dag jeg opdagede præcis hvor meget min datter ligner sin far

Mig til Trolden: “Hvad skal vi lave til din maddag?”

Trolden: “Bacon! Og måske lidt peberfrugt…”
God fredag!

Noget om glemsomhed

Forleden dag, da vi var ude at køre, fik jeg anledning til at lytte med på en lille samtale mellem de to ældste børn. Trolden spurgte Rumpenissen om, hvad han havde lavet i børnehaven den dag, og han svarede:

Rumpe, 5 år: Jeg kan ikke huske det. Min hjerne har smidt sedlen væk og kan ikke finde den.

Trolden, 8 år: Måske har den smidt det i skraldespanden?

Rumpe: Nej, den har krøllet den sammen og smidt den i bunken med de andre sedler. Det er derfor jeg ikke kan huske noget som helst.

Stilleben 2

Jeg har tidligere lavet et ordligt/ordrigt stilleben. Derfor tallet 2 i titlen. Det første kan læses her

Jeg sidder ved køkkenbordet og hækler lidt på den blæksprutte som ældste-trolden har ønsket sig, siden jeg sidste år til jul, lavede en til min niece.

Der er ikke andre mennesker i køkkenet, men bordet vidner om at de har været her. Der står en halv kop kakao som tidligere i dag var varm. Der ligger en bog med Illustrerede Pirathistorier, som vi har læst højt af. Der er en bunke strøgne perleplader, en kasse med perler og en kasse med perleplader. På bordet står to stearinlys, som har brændt siden morgenmaden, og det ene er brændt helt ned. Der er også en karklud, et par skeer og en iPad, der ligger til opladning.

Alt sammen vidner det om en dag i roligt tempo og med tid til leg og fordybelse. En af den slags dage, som vi har alt for få af, og som ikke kan tvinges frem, men nogle gange opstår efter en række tætpakkede dage. Sådan en dag bliver vi fyldt på igen, både sammen og hver for sig, og så er vi klar til både legeaftaler i eftermiddag og en heldagstur til Djurs Sommerland i morgen.

Efterårsferie er helt ok.

Fra forleden dag da vi var i skoven og byggede hule, og jeg efter gåturen hjem igen fik så mange plukkeveer, at jeg troede jeg var ved at gå i fødsel.

Siden sidst…

…har Trolden afsluttet 0. klasse, men hun var hønesyg det meste af sin sidste uge. Dog fik jeg lov til at komme forbi med hende en times tid den allersidste dag, så hun fik sagt “God sommer” til lærerne og kammeraterne. Hun var meget bekymret over, om hun gik glip af sidste skoledag, for som hun sagde: “Mor, det er bare den vigtigste dag!”, så det var godt, at hun trods alt fik sagt farvel.

…har Manden og jeg fejret kobberbryllup, som man gør i eventyrerne: 3 hele dages festivitas! Som nævnt fejrede vi det selv fredag med restaurantbesøg for vores unger og vores forældre, og lørdag med den helt store tema-fest i charterstil. Men allerede torsdag aften blev vi “overrasket” med æresport og sang ved vores hoveddør, og så mange mennesker, som der vist aldrig før er stoppet ind i vores stue på én gang. Det var i sandhed en fest, og lørdagens hurlumhej skal vist uddybes i sit eget indlæg.

…har jeg været til scanning, og vi ved nu, at det er en lillebror, der ankommer i vores familie slut-november. Det har skørt nok overrasket mig, for uden jeg var klar over det, har jeg åbenbart tænkt, at det ville blive en pige. Jeg tror, at det hænger sammen med at vi faktisk havde fundet et pigenavn, som vi begge to var ret vilde med, og så må jeg have konkluderet, at så blev det nok en pige. Men stille og roligt falder det på plads hos mig, at vores familie kommer til at bestå af to piger og tre drenge (voksne inkluderet – vi har INGEN planer om 5 børn!). Ungerne er i hvert fald begejstrede og snakker meget om og til lillebror, som er begyndt at sparke så meget igennem, at de kan være heldige at mærke det.

…har jeg købt graviditetstøj. Jeg er nu lidt over halvvejs og ingen bør længere være i tvivl om, at det er en baby – og ikke kage – der har udvidet min mave.

…har jeg meldt mig ind i en online mødregruppe – og meldt mig ud igen. Når det er tredje gang, bliver jeg bare lidt træt af spørgsmål som “Kan man godt tage til koncert, når man er gravid?” og “Hvilken barnevogn vil I købe?”. Been there, done that. Bortset fra, at vi da nok alligevel bliver nødt til at købe ny barnevogn – og ny bil.

…har vi nydt en uges ferie med venner på camping. Nydelsen bestod klart i at være sammen med gode venner, som har børn, der klikker godt med vores. Camping-delen er ikke min favorit, men det har også sin charme. Desværre var vejret bestemt ikke med os, hvilket forøger mit had til ferieformen med flere decibel.

…har vi været på en halv-impulsiv tur til Berlin med ungerne. Det var rigtig godt, og det skal også have sit eget indlæg. Vi har været lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle i år – syntes ikke at pengene rakte til det helt vilde, men omvendt er vores situation næste år helt anderledes med et lille nyt menneske og den dagsrytme, der følger med sådan én. Derfor endte det med, at vi ville benytte os af, at vores børn er relativt store og godt kan få noget ud af sådan en by-ferie.

…har vi stadig lidt ferie herhjemme. Ungerne og jeg er så heldige at have knap halvanden uge endnu, mens Manden begynder igen på mandag. Sommerferien er den eneste reelle ferie om året, jeg har, så derfor har jeg fire ugers ferie. Jeg har stort set altid i hvert fald lidt arbejde på øvrige helligdage og ferier. Så jeg stornyder det, lægger arbejdet helt væk, og kaster mig over diverse projekter herhjemme.

Så meget at glæde sig til og over

Vi går en spændende uge i møde her på matriklen. Udover at begge voksne har susende travlt med at blive færdig med arbejdet inden ferie om 14 dage, så står vi foran flere store begivenheder i vores familieliv:

Trolden afslutter 0. klasse! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det år er blevet af, men jeg tænker egentlig at det nok vil være den følelse, jeg vil sidde med de næste mange år, når skoleafslutningerne nærmer sig.

På torsdag skal jeg skannes og om bettefisen gider arte sig, får vi afgjort “kampen” om, hvorvidt ungerne skal have en lillesøster eller en lillebror. Jeg glæder mig også til at kunne begynde at gå lidt mere målrettet på navnejagt. At vælge navn er helt klart noget af det sjoveste ved at få børn, og skulle jeg hverken føde eller opdrage dem, ville jeg have 100 børn, bare så jeg kunne navngive dem alle sammen.

På fredag har Manden og jeg kobberbryllup, og vi fejrer det på dagen ved at tage vores unger og forældre med ud at spise. Lørdag holder vi årtiets fest for søskende og venner – en temafest med charter som overskrift. Gæsterne har fået tilsendt boarding pass, der vil være helstegt pattegris og som en ekstra overraskelse har vi lejet en turistbus for en time, hvor vi vil køre rundt i vores lillebitte jydske by, og jeg vil underholde med både fiktionelle og faktuelle uddrag fra byens historie. Vi glæder os!

Hvem skal jeg sende bestillings-listen til?

Når man som os har et barn af hvert køn, er der meget få, der spørger til det tredje barns køn. Ikke at det generer mig – tværtimod er det rart at slippe for den forestilling, at man skal ønske sig noget bestemt, baseret på hvad man allerede har.

Trolden ønsker sig en lillesøster, for som hun siger, “nu har jeg prøvet en lillebror”, og Rumpenissen vil selvfølgelig helst have at babyen er en dreng, så han kan blive storebror i stedet for storesøster (jeg har forklaret ham at han kun KAN blive storebror, men det er ikke helt trængt ind endnu).

Hvis jeg helt selv kunne vælge, er jeg faktisk ikke så interesseret i kønnet, som jeg er i temperamentet. Umiddelbart ville jeg sige, at jeg helst ville have én med Troldens temperament. Vi har vores udfordringer med Rumpenissen, som oplever sine følelser meget intenst og giver udtryk for dem med hele sin krop – hvad enten det er glæde og kærlighed, eller vrede og forurettethed. Vi har kæmpet meget med, at han har bidt og slået, og i det sidste års tid har vi gået på et forældrekursus for at få redskaber til at hjælpe ham til en mere hensigtsmæssig adfærd. Det er helt klart blevet bedre, men der er stadig et godt stykke vej for ham til at kunne begynde at sætte ord på sine følelser.
Så jeg har ønsket mig én af troldens støbning.

Men så var det, at Manden mindede mig om, at det første år med Trolden var SÅ hårdt. At hun som spæd var meget kontaktsøgende, ikke ville ligge selv, selv ikke i den korte tid det tog at gå på toilet, og at det i det hele taget var udfordrende. Og jeg huskede at under hendes “terrible two’s” blomstrede hendes temperament også, og der blev kylet en hel del sutter gennem stuen, når hun ikke fik sin vilje.
Rumpenissen, derimod, var et nemt spædbarn. Han spiste, sov og sked som han skulle. Han ville gerne gå fra arm til arm, elskede at møfle rundt på legetæppet, og så sov han igennem, fra han var 4-5 måneder.

Så, kan man ønske sig en kombination af Rumpens første par år og Troldens senere år? Og hvem tager imod bestillingerne?
– men uanset hvilken én vi får, vil vi sikkert få det hele ødelagt ved at grundforkæle ungen! Jeg mener; vi er fire mennesker i familien nu til at føje dens mindste vink, og det kan vi helt sikkert ikke lade være med, for den vil være SÅ nuttet, og den vil være vores!

Vejen til 3

Så er det altså sådan det er. Vi får tre børn. Men det har ikke været en beslutning, der lå lige til højrebenet for os. Det har ikke været sådan, at vi altid har vidst, at vi ville have tre.

Efter Rumpenissens ankomst var jeg helt sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn! Senere ændredede det sig til, at jeg ville ikke udelukke, at vi måske engang skulle have flere, men det skulle helt sikkert ikke være nu.
Men for halvandet år siden gik det pludselig op for mig, at hvis vi skulle have flere, så kunne det da godt være, at der ikke gik så længe inden det skulle til at være, så vi måtte hellere se at få besluttet, hvad vi ville. Min mand er selv efternøler med 11 og 8 år op til sine større søskende, og det har været meget vigtigt for ham, at vi ikke fik en sen efternøler, for selvom han har det godt med sine søskende, så har det ikke altid været nemt.

Nå, men så gik vi i gang med at prøve at beslutte noget. Det var meget noget med at spørge hinanden: “Okay, hvis du skulle beslutte noget lige NU, hvad ville du så sige?”, hvorefter det ofte viste sig, at den ene lænede mod et ja, mens den anden lænede mod et nej. Men følelsen blev aldrig ren – det var aldrig et ja uden en snert af “nej, nej, nej det kan jeg slet ikke overskue” eller et nej uden et stik af smerte over det barn, vi så ikke fik. Og sådan kørte det frem og tilbage i det meste af 2015.

Til sidst var det dog tydeligt for os begge, at det netop aldrig ville blive et helt entydigt svar, og at vi var nødt til bare at tage en beslutning på området. For mig var det vigtigste, at vi fik taget en fælles beslutning, som vi kunne stå sammen om, uanset hvad beslutningen så var. Hvis vi på ny skulle kaste os ud i lortebleer og dårlig nattesøvn, SKULLE det være noget vi var fælles om. Og hvis vi besluttede, at vores familie skal bestå af to voksne og to børn, så skulle det også være noget, vi stod sammen om, for der ville komme perioder med tvivl, og måske også sorg, og så skulle vi kunne være der for hinanden i det og minde hinanden om, hvorfor det var den vej, vi valgte at gå.

Vi gav os selv deadline for beslutningen til nytåret 2015/2016. Vi ville gå ind i det nye år med en beslutning. Og det gjorde vi. Vi besluttede at “åbne vinduet” for at der kunne komme et tredje barn, men kun i et halvt år. Hvis det ikke lykkedes inden da, så var det okay, og så ville vi lukke vinduet helt og nyde de børn, vi er så heldige at have fået.

Første gang der ikke var gevinst, græd jeg. Manden trøstede mig: “Vi prøver igen.” Og jeg mærkede helt tydeligt, at vi faktisk begge to virkelig ønskede, at det skulle ske. Da jeg anden gang stod med en negativ test, var jeg også ked af det. Men jeg var ret syg i den periode, så det fyldte ikke helt så meget. Det var den der slags irriterende influenza, hvor man er skidt, men ikke kan blive ordentligt syg så man kan få det overstået på et par dage i sengen. Det blev bare ved og ved og ved og ved, indtil jeg var gået så langt over tid i min cyklus, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage en test igen (selvom jeg vidste at den ville være negativ, for jeg havde jo testet tidligere), og en søndag morgen fik min halvsovende mand serveret en pind med tis på og et ivrigt: “Kig på den!”
Siden har vi ikke et øjeblik været i tvivl om, at vi vil det her, og at vi vil det begge to. For en uge siden indviede vi børnene i det også, og de vil det i hvert fald også! De er helt oppe at ringe begge to, og selvom jeg har været bekymret over, at der bliver næsten 5 og 8 års forskel fra dem til den nye, så nyder jeg, at de kan være så meget med, og at se deres glæde over at skulle være “dobbelt storesøster” og “store-lillebror”.

Udsnit af det obligatoriske facebook-graviditets-annonceringsbillede. Vi prøvede at få et almindeligt billede, men det gik ikke, så vi gik all in på crazy.


Når jeg skriver alt dette her, så kan jeg ikke lade være med at føle mig meget priviligeret. Tænk, at vi har mulighed for selv at vælge OM vi vil have flere børn eller ej. Jeg kender mange som længes og for hvem det ser umuligt ud. Det står desværre ikke i min magt at ændre på deres livsvilkår, men jeg kan øve mig i at være taknemmelig for det liv, jeg har fået – både det jeg selv lever, og det, der nu lever i mig.

Kort opsummering, tak

Det er ved at være to år siden jeg bloggede bare nogenlunde sporadisk som gravidgravid, så jeg tænkte, at en re-præsentation af figurgalleriet og bloggen her måske var på sin plads.

Jeg startede gravidgrahvad i foråret 2008, da jeg meget uventet stod med en positiv graviditetstest i hånden. Min mand, som også er min ungdomskæreste, og jeg var ikke som sådan uinteresserede i at få børn; vi havde bare slet ikke tænkt, at det skulle være endnu. Men det blev det og i december 2008 blev vores lille troldepige født.

Det var en stor og voldsom omvæltning at få et barn, amning var noget bøvl, og jeg skrev i den efterfølgende tid meget om de knap så lyse sider ved familielivet. Men efter nogle år begyndte der at falde ro på det hele, og så besluttede vi at få et barn mere, så i august 2011 kom Rumpenissen til verden.

Det krævede også mange kræfter at være familie med to børn, og jeg skrev samtidig speciale og i sommeren 2012 ramte jeg den stenhårde bund i en livskrise, der blev diagnosticeret som stressudløst depression. Parforholdet fik i den proces også nogle ordentlige buler, som jeg efterfølgende også skrev om.

På et tidspunkt begyndte alt at lysne og stilne af, og så blev bloggen helt ærligt lidt kedelig, både at læse og skrive, så jeg stoppede den og kastede min skrivelyst andre steder hen. Men nu, hvor vi igen står foran en ukendt verden, tænker jeg, at gravidgrahvad måske også skal have lov til at følges med mig i næste kapitel af dette vanvittige, vidunderlige liv, som er mit.

Jeg har opdateret min “om”-side, så det der nu står der, passer med der, hvor jeg er nu