Sprængfarligt emne

Jeg vil gerne skrive dette indlæg, men det er vanskeligt for mig. Emnet forekommer mig tabubelagt; der er rigtig mange, der har følelser i klemme, og jeg har ikke lyst til at støde eller såre nogen. Omvendt er det et emne, som optager mig og fylder mig med undren over, hvordan vi håndterer (eller ikke håndterer) i dag. Emnet er abort.

20130613-114010.jpg

I dag, d. 13. juni 2013, er det 40 år siden det blev lovligt at få en abort i Danmark. I juni-nummeret af Eurowoman fejres det med en tre sider lang artikel, og i lederen skriver chefredaktøren Anne Lose blandt andet: “Det er svært at forstå, at det kun er 40 år siden, at den ret, der for mig er så naturlig, blev indført i Danmark” og “Det er uhyggeligt at tænke tilbage på den tid, hvor kvinder ikke frit kunne bestemme over deres egen krop”.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde ønsker mig tilbage til illegale aborter og kvaksalvere med strikkepinde. Det var forfærdelige forhold, og mange menneskers liv er blevet ødelagt både på den baggrund.
Alligevel forstår jeg ikke argumenterne for abort. Jeg kan helt ærligt ikke se, at det kan være en kvindes “ret”, og at det handler om at kunne bestemme over egen krop. Tværtimod bestemmer man jo over en andens krop: fosterets. Man bestemmer, at den krop ikke skal blive større. Man bestemmer, at den skal dø.
Kvinder har 100% ret til at bestemme over egen krop, men det kan vi gøre ved at vælge, hvem vi har sex med, hvornår vi har sex, og om vi bruger prævention. Det er vores fulde ret, og den må vi til enhver tid benytte.

Hele snakken om kvinders rettigheder og det at kalde det “fri abort” negligerer også de store følelsesmæssige omkostninger, der er ved at vælge provokeret abort. De kvinder, jeg kender, som har fået foretaget en sådan, har i hvert fald ikke bare oplevet det som at få fjernet en visdomstand. Der sker noget, når man ser de der to streger på graviditetstesten. I det øjeblik findes barnet i kvindens bevidsthed. Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ved begge mine graviditeter har nået at tænke alverdens tanker om fremtiden med og uden barn i den tid, der går fra mistanke om graviditet til man har tisset på pinden og ventet de obligatoriske to minutter på svaret.
Jeg vil vove at påstå, at enhver kvinde som vælger abort også ved, at hun fratager et barn dets liv, og derfor bevidst eller ubevidst må leve med de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved det.

En sidste undren over abortdebatten går på den totale mangel på interesse for, hvad faderen har at sige. Kvinders rettigheder, barnets rettigheder, men hvad med mandens rettigheder? Der er altid to om at lave et barn, og selvom det opleves anderledes for en far, så har han også del i det spirende liv og bør derfor også tages alvorligt med på råd, når der skal tages et valg om abort. Mit indtryk er, at også mænd oplever en form for tab og sorg efter en provokeret abort, men at det kommer til udtryk på en anden måde.

I dag er det 40 år siden det blev lovligt for kvinder at slå børn ihjel uden at skulle spørge nogen om lov, men det er som om vi i de 40 år helt har glemt, at hvad det rent faktisk er vi gør, og at det er et valg med store personlige omkostninger. I stedet pakker vi det ind i rare ord som “frihed” og “ansvar” og “ligestilling” og gemmer de etiske dilemmaer et sted nede i hjørnet, hvor vi ikke rigtig kan se dem. Lad os i det mindste få en smule debat om emnet igen. Bolden er hermed kastet op!

Reklamer

Det var den der konkurrence

Jeg introducerede en lille gætteleg for nogle dage siden, og der har været nogle virkelig gode, kreative bud. Et rigtigt gæt giver to point og et rigtig gættet barn giver 1 bonuspoint.

Svarene er:

1. Blådaje er Troldens ord for dagpleje.

2. Far er Rumpens ord for både sin far og mig (grrr)

3. Guller er Rumpens ord for yoghurt

4. Kreja er Rumpens ord for Kaj og Andrea

5. Mæl er Rumpens ord for mælk

6. Siklebår er Troldens ord for Silkeborg

Konen får således 12 point.
Mille får 7 point.
Husmoderen får 6 point.
Løvinden får 7 point.

Dermed har Konen vundet et hyldestdigt, måske henad noget folkevise, tænker jeg umiddelbart, som bliver lagt på bloggen, så snart det er færdigkomponeret.
Tillykke til Konen og tak fordi I gad lege med!

En lille samtale om den skrøbelige påske

Følgende samtale fandt sted i børnehaven, da jeg afleverde Trolden:

Dreng: “Ved du hvad? Påsken ligger lige derude.” peger ud af vinduet
Mig: “Nå, øh… fordi det er påske i morgen?”
Dreng: “Nej, derude i sneen.”
Mig: “Okay?”
Dreng: “Men man skal passe på ikke at træde på den. Den kan godt gå i stykker.”
Mig: “????”
Dreng: “Det er Karina, der gemt den.”

Så hvis I alle vil være så venlige at gå forsigtigt i sneen, for påsken skulle jo nødig gå i stykker.

Et forslag til ønskelisten

Jeg har fået en gave: et helt døgn for mig selv. Manden og ungerne blev afsat passende steder i går og kommer først hjem i aften. Egentlig er det for at få ro til at arbejde på specialet, men der er så ekstremt mange gevinster ved den nyvundne frihed, at jeg først nu har fået sat mig ved computeren, og så begiver jeg mig endda ind i blogosfæren, inden jeg åbner word.
Det er FANTASTISK ikke at skulle tage hensyn til andre end sig selv. Jeg sov til 9.15 i morges og kunne blive liggende i sengen og læse lidt, fordi ingen kaldte på havregrød og morgenunderholdning kl. 5.30. Jeg har nusset rundt med blade, iPad, kaffe og ristet brød hele formiddagen, og det har været tophyggeligt. Jeg overvejede, om jeg skulle blive i nattøjet hele dagen, bare fordi jeg kunne, men tænkte, at så fik jeg nok aldrig sat mig foran computeren, så jeg har i stedet fundet det mest gamle og nussede, men bløde, varme og hyggelige tøj frem, som jeg ellers aldrig ville vise mig foran andre i.
Og RODET – det er kun mit rod! Der er til gengæld meget af det, for jeg behøver ikke lade som om, at jeg skal være et godt eksempel for nogen og rydde op efter mig selv. Til gengæld forudser jeg en halv times panik-oprydning i aften, som et forsøg på at slette mine spor. Men lige nu nyder jeg, at jeg bare kan lade alting flyde, sådan som det så ud i mit hjem, inden jeg mødte Manden med Den Høje Rengøringsstandard.

Nå, men det var det der speciale, vi kom fra. Jeg har prøvet alverdens trylleformularer, men det har stadig ikke lært at skrive sig selv. Men det, jeg egentlig ville sige var, at hvis du ikke ved, hvad du skal ønske dig i fødselsdagsgave, så er et døgns tid på egen hånd i eget hjem altså ret fantastisk, hvis du spørger mig. Og det gør du jo. 🙂

Ode til min termokop

Verden var ganske af lave
til den dag, du kom, i en gave.
En hymne har du bestemt fortjent
du herlige koffein-agent.

Blankt metal og gummibånd,
dit ydre præsenterer sig smukt i min hånd.
Men der hvor det virkelig gælder,
er miraklet, der sker, når jeg hælder.

Fra din indre kerne strømmer
livsmedicinen. Jeg tømmer
dig langsomt, drag for drag,
og nyder den fyldige, bitre smag.

Din varme, sorte væske
er altid god til at læske
min morgentrætte dovenkrop.
Jeg elsker dig, min termokop!

20130221-211233.jpg

Når mit bedste ikke er godt nok

I det danske sprog findes det her underlige udtryk: “at gøre sit bedste”. Det bruges ofte, som en trøst: “Nå, men du gjorde dit bedste”. Sådan helt generelt er jeg ikke god til at gøre mit bedste. Jeg er dovent anlagt og vil helst ikke anstrenge mig for meget. Så har jeg nemlig også en forklaring, hvis noget ikke lykkes for mig: “Jamen, jeg gjorde jo heller ikke mit bedste, for så var det jo nok blevet en succes.” Det er et spørgsmål om kontrol.

Min rolle som mor er nok noget af det tætteste, jeg har været på at gøre mit bedste. Jeg synes, at jeg prøver, for her er virkelig noget på spil: mine unger! Det er ikke altid, at jeg lykkes helt så godt, som jeg tror, jeg kunne, men alt i alt synes jeg faktisk, at det er tæt på at være mit bedste.

Så kom depressionen og spiste mit humør til forret, mit selvværd til hovedret og mit overskud til dessert. Særligt den sidste måneds tid er kurven knækket (igen), og jeg er styrtdykket i den helt forkerte retning.

Jeg gør stadig mit bedste, men mit bedste er blevet markant ringere. Det der overskud, jeg havde før, som gjorde, at jeg kunne vælge mine kampe med omhu, er væk. På den ene side magter jeg ikke at tage nogen kampe overhovedet, og Trolden får for eksempel pludselig lov til at spise aftensmad foran fjernsynet og andre ting, der tidligere ville være ganske uhørt. På den anden side bliver jeg virkelig irriteret og vred over små ligegyldige ting, som jeg tidligere ville have båret over med; for eksempel kom jeg her den anden dag til at skælde Trolden ud, fordi hun havde spillet et af mine spil på min iPhone. Hun blev ked af det og i min surhed fik jeg sagt i en alt for nedladende og spydig tone: “Og nu begynder du at græde”, hvilket hun også gjorde. Hulkende gik hun hen til sin far, og da han spurgte, hvad hun var ked af, svarede hun: “Mor er sur på mig.”

Det der blik i hendes øjne, da jeg nedgjorde hende, fordi hun blev ked af det, og den fortvivlelse, jeg hørte i hendes stemme, da hun fortalte om, at jeg var sur – min hjerne har optaget det og klippet det sammen til en lille film, den spiller for mig igen og igen. Jeg er så flov over det, og det gør mig virkelig ondt, at min depression skal gå ud over hende.
Desværre bliver min egen konklusionen på den smerte, jeg påfører min familie, som regel, at det nok i virkeligheden ville være bedre for både mand og børn, at jeg ikke var her – en tanke jeg heldigvis oftest magter at skyde ned, når den opstår, men ikke desto mindre en tanke, der jævnligt popper op.

I morgen har jeg en aftale med min læge. Når nu et halvt års terapi ikke har hjulpet, så må medicinen gøre mig glad igen, så jeg ikke skal fake-smile mig gennem julen og forsikre folk om, at “det går nok snart over” og “selvfølgelig er der lys for enden af tunnelen” for at undgå at overføre min egen mangel på håb til dem. Jeg er træt af at fake-håbe og fake-smile. Jeg vil gerne prøve noget af det rigtige håb og måske lidt tro på, at jeg bliver ægte glad igen en dag. Håb og tro – er det for corny at ønske sig i julegave? Nu prøver jeg i hvert fald at se, om det mon fås i pilleform på recept fra lægen.

Smalltalk-spasseren

“Hej. Jeg hedder GG, og jeg har en depression. Jeg siger det bare, fordi jeg ikke kan finde ud af at smile, smalltalke og smålyve mig igennem en helt almindelig samtale, men det betyder ikke, at du behøver føle ansvar for at spørge en masse ind til den og virke interesseret/bekymret/forfærdet. Især hvis du ikke føler noget som helst i den dur – blot ubehag ved at jeg kaster noget så voldsomt i hovedet på dig, bare fordi du var venlig nok til at spørge, hvordan det går.”
Sådan burde jeg indlede alle mine samtaler. Eller også burde jeg ikke snakke med nogen overhovedet. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af det mere. Faktisk har jeg altid været utrolig dårlig til at smalltalke, men det har ligesom fundet et helt nyt niveau af pinlighed med depressionen. Et eksempel:

Forleden under afhentning af børn møder jeg en anden mor fra børnehaven. Vi har været i mødregruppe sammen, kender hinanden sådan nogenlunde, men snakker kun sammen, når vi lige støder ind i hinanden. Ungerne er i bilen og jeg er også ved at gøre mig klar til at stige ind; hun kommer på cykel med barn bagpå, men stopper ud for bilen og spørger venligt til vores sommerferie. “Ja, den blev sådan lidt special, fordi jeg har fået en depression” siger jeg, inden jeg når at overveje, om det rent faktisk er noget, jeg har lyst til at dele med hende. Og tidspunktet, GG, tidspunktet! Du er på vej til at køre, børnene venter i bilen, hendes datter venter på cyklen, der er på alle måder lagt op til en hurtig omgang: “Skøn ferie, dårligt vejr, men hyggeligt alligevel, vi snakkes ved, hej hej.” og alligevel får jeg med ordet depression sparket gang i en længere: “Åh nej, og hvorfor det, og får du hjælp, og det er jeg godt nok ked af.” Og hun mener det virkelig, det tror jeg, hun gør, men hun står også med flakkende blikke og vil gerne videre, men kan ikke tillade sig det, før hun har spurgt mere ind til den der depression, og jeg bliver forlegen og sur på mig selv over at have mistet fornemmelsen for, hvornår og hvordan man siger sådan noget til folk, og det bliver i det hele taget så pisseakavet.

Og nu skal vi snart til fest. En fødselsdagsfest hos skønne mennesker, men jeg kender kun værtsparret, og jeg kommer garanteret til at spolere det hele ved at sige depression alt, alt for mange gange til folk, som i virkeligheden er ligeglade. Måske skriver jeg et papskilt med ordet og hænger det på maven. Eller får trykt 5000 visitkort med teksten: “Beklager min manglende situationsfornemmelse.” Så kan jeg give det som undskyld til alle, jeg fører en samtale med i løbet af aftenen.
Der er ligesom allerede lagt i ovnen til et brag af en fest, ikke?!

Er vi med i skjult kamera, eller hvad?!

Som nævnt var jeg ved lægen i går. Min egen læge har ferielukket og henviste derfor til nabobyens lægehus. Da han er en anelse speciel, var jeg egentlig glad nok for ikke at skulle forelægge mit absurde følelsesliv for ham, og jeg tænkte, at nabobyens læge kun kunne være bedre. Jeg tog fejl.

Nabobyens læge er en ældre dame, der har konsultation i en afdeling af sit eget meget store hus. Hun har makeup, høje hæle og spadseredragt på, og så taler hun en anelse affekteret. Man får fornemmelsen af, at hun gerne vil understrege, at hun er en del af overklassen i den lille jyske provinsby.
Jeg havde taget Manden med som backup til mødet med lægen – både som support og fordi det måske også var meget godt for ham at høre, hvad der blev sagt. Da vi var blevet placeret på nogle stole i konsultationen, kiggede lægefruen på mig og spurgte, hvorfor jeg var kommet. I det samme valgte den knude af nervøsitet og angst, der var vokset i maven på mig efterhånden som aftalen hos lægen nærmede sig, at løsne sig en lille smule, og jeg begyndte at græde. “Undskyld” sagde jeg og skulle lige til at forsøge at samle mig nok til at svare på hendes spørgsmål, da hun vendte sig mod Manden: “Nå, men så kan du måske fortælle, hvad der er galt?”

Manden forklarede lidt om, hvordan jeg var brudt sammen, og om hvordan den sidste uges tid i sommerhus havde været. “Ja, men sommerhus, det kan også være meget stressende. Det hele er nyt, hvor skal man handle ind, og hvad skal man underholde børnene med, når det regner.” Manden forklarede, at vi havde været der mange gange før, og at det sådan set havde været en fin uge, bortset fra at jeg altså ikke havde det så godt.

Så prøvede jeg at fortælle lidt om, hvad der var sket lige forud for mit sammenbrud, at jeg var ved at skrive mit speciale og… “Ja, men specialet dét er altså også en meget fokuseret proces. Vi skulle engang til middag hos Buller, som også var ved at skrive speciale, og hun kunne ikke snakke om andet eller tænke på andet.” Og så brugte lægefruen lige fem minutter på at fortælle mig om Bullers specialeproces, mens jeg sad fuldstændig lamslået og ikke anede, hvordan jeg skulle få afbrudt anekdoten, så jeg kunne gøre det klart for hende, at jeg altså var kommet for at få hjælp.

Jeg forsøgte i stedet at fortælle hende om min angst. At jeg er bange for at skrive specialet, fordi jeg ikke har lyst til at være færdig med min uddannelse, fordi jeg er angst for fremtiden, og for om jeg kan få et job, jeg kan lide. “Dét skal du ikke være bange for!” svarede hun “Selvfølgelig får du et job! Se nu bare Buller, hun startede et mangementfirma, og hun har netop fokus på sådan nogle, der skal gå fra studie til job. Hende skulle du tage og kontakte, når du er færdig med dit speciale! Det kan godt være, at du ikke får dit drømmejob, men et eller andet skulle du nok kunne få. Man kan altid bruge akademikere!”

Det var vist heromkring, jeg gav op. Jeg følte på ingen måde, at hun hørte, hvad jeg prøvede at fortælle hende, og hun fejede mig konstant af, ja, næsten nedgjorde mig og mine bekymringer. Vi snakkede lidt mere frem og tilbage og fik et par anekdoter mere om Buller og nogle andre, jeg ikke kan huske, hvad hed. Manden forsøgte at gå lidt mere i flæsket på hende, og han fik da hevet ud af hende, at jeg nok skulle til en psykolog, men “de har jo alle sammen ferie nu, så det kan ikke nytte at give dig en henvisning. Kontakt din egen læge, når de kommer tilbage fra ferie.” I en sidebemærkning fik hun dog også, gennem Mandens insiteren, nævnt noget med depression og tre måneders sygemelding.

Til sidst satte hun sig ned og skrev noget på et stykke papir, og vi åndede lettet op, for så kom der måske alligevel noget reelt ud af besøget: en henvisning, en psykolog hun kunne anbefale eller sådan noget. Men nej, på sedlen stod Bullers navn og adressen på manegementfirmaet. “Lover du mig så at kontakte hende, når du er færdig med specialet?” Jeg nikkede, men rev sedlen i bittesmå stykker, da vi kom hjem.

Alting kan gå itu

Kort update: jeg gik ned med flaget efter jeg havde skrevet sidste indlæg. Faldt om midt på trappen og tudede fuldstændig ukontrolleret i halvanden time. Noget er gået i stykker inden i mig, og jeg får brug for hjælp at samle det igen. For alvor. Lige nu ferierer vi i sommerhus, men jeg skal til læge, når vi kommer hjem. Jeg kæmper for at holde sammen på stykkerne af det, der engang var mig, og ind i mellem lykkes det så godt, at jeg tror, at jeg er hel, og andre gange går jeg fuldstændig i stå, så jeg i en halv time sidder og stirrer på en plet på gulvet, mens min hjerne skriger, at jeg skal tage mig sammen, men beskeden forplanter sig ikke til mine lemmer, som nægter at lystre.

Lige nu er der ikke flere tårer. Mine følelser er midlertidigt bedøvede efter den følelsesmæssige eksplosion i går.

Så ved I hvorfor, hvis der bliver lidt stille herinde det næste stykke tid.

Nu som teenager og modeblogger

For første gang siden mine teenageår stod jeg i dag først op på den anden side af kl. 13! Jeg kom nemlig afsted til bryllup i går, og det helt uden hverken feber og medikamenter. Det var naturligvis en fantastisk dag, hvor jeg tudede indtil flere gange (navnligt under min egen tale), men også en rigtig skøn fest, hvor jeg for første gang nogensinde fik lokket den rytmisk-udfordrede Mand med ud på dansegulvet.

Nåja, og så bad Øglemor om at se min kjole, så jeg springer hermed ud som hovedløs modeblogger, så I kan se den fine sag, jeg fik lirket mig i. Jeg følte mig ret lækker og sådan lidt Mad Men-kurvet i den, men kan se på billederne, at den ikke skjulte min føde-delle så godt, som jeg troede, og at den understreger mine korte ben. Men det vidste jeg heldigvis ikke under festen. 🙂

20120624-144258.jpg