Lidt om bettefyren – og mig


Igår blev dette lille magiske væsen 9 måneder gammel. I dag skal han have sin 5 måneders vaccination (for den slags tjekkede forældre er vi), og i overmorgen begynder han i dagpleje.

Hans ankomst her i familien har “landet” mig i moderskabet på en helt ny måde. De, som har læst med længe, ved, at jeg har haft mine kampe og identitetskriser omkring det at være mor, og hvordan man er det, når man også synes, at man er 1000 andre ligeså fuldt ud gyldige ting.

Men med bettefyren har jeg grebet rollen på en ny måde og fået nogle nye oplevelser af, at det faktisk kan være enormt dejligt og berigende at være mor til et spædbarn. Jeg har nydt det meste af min barsel denne gang, og jeg er fuld af sorg over, at jeg lige om lidt skal overlade min lillebitte dreng til et fremmed menneske. At tiden hvor det bare er os to lakker mod enden. Oven i det synes jeg at jeg overalt ser artikler og undersøgelser, der viser hvor vigtigt tilknytningen mellem mor og barn er i de første år, og selv dagplejemoderen sagde noget om, at børn jo rent udviklingsmæssige har bedst af at være hos deres mor de første 2-3 år. Skyld med skyld på (selvom det slet ikke var sådan hun mente det).

Det bliver svært at give slip denne gang, men omvendt er jeg fuld af taknemmelighed over at have oplevet, hvordan barsel og spædbarnstiden også kan være. Så var det jo godt at vi fik én mere 😉

Reklamer

Uddrag af en SMS-samtale

I anledning af, at Skrupsakken bliver et halvt år i dag, får I hermed et uddrag af min og Mandens SMS-samtale fra dagene omkring hans fødsel. En egentlig fødselsberetning må I have til gode.

Mandag d. 28/11 2016 havde jeg tid til en kontrol på sygehuset. Jeg var på det tidspunkt gået 10 dage over termi, og havde besluttet mig for at bede om en igangsættelse, i stedet for at vente to dage mere før de officielt ville sætte fødslen igang. Manden tog på arbejde for at nå de sidste ting inden barsel, og jeg fik en veninde til at bringe og hente mig på sygehuset.

(brunkagerne var tænkt som bestikkelse)


(Balancid er er middel mod halsbrand – og de var altså hele vejen nede i køkkenet, og jeg var gået i seng ovenpå.)



Skrupsakken blev født ca. 3 timer efter at Manden havde sendt mig hans tidtagning på veerne, som jeg selv ville overtage, fordi jeg mente at han skulle have noget at spise, da jeg troede, at vi ville være igang læææænge endnu. Det var vi så ikke.

Og nu er vi her et halvt år efter. Vi er alle ved at være landet på benene som en familie på fem og om lidt venter der nye udfordringer og omvæltninger, når Rumpenissen begynder i skole efter ferien. Men mere om det en anden gang.

Dagen hvor jeg ikke pyntede til jul

Nå, men livet går jo videre, selv med Trump som præsident, og mens jeg og det meste af internettet bearbejder vores sorg og frygt med #bidenmemes så er alle butikker ved at ruste sig til den kommende højtid.

Selv kom jeg i dag til at forvilde mig ind i Søstrene Grene, og jeg kan hilse og sige, at der burde være adgang forbudt for højgravide hormonbomber med undertrykt julestemning. Jeg skulle egentlig bare have lidt garn, men endte med at købe for 200 kr blandet dims. Primært juledims.

Men mine principper forbyder mig at pynte op før første søndag i advent, så jeg må pænt holde mig i skindet lidt endnu. Og det lille arrangement jeg har lavet i stuens vindueskarm er jo bare “skovtema”. Det har intet med jul at gøre. Basta!

Glædelig slet-slet-ikke-jul-endnu til jer alle!

S-K-O-V-T-E-M-A, siger jeg jo.

*gaaaab*

Jeg er virkelig glad for, at første trimester er overstået og væg-til-væg kvalmen har indsnævret sig til en times tid lige fra morgenen af. Men trætheden… tja, den er vist fast følgesvend, og i fredags udspillede der sig denne scene i den lokale Brugsforening:

Jeg går rundt i egne tanker og finder varer. Et gab, der ikke bare kan undertrykkes, finder vej frem i kroppen til min mund, og idet jeg tager hånden op for munden (lidt velopdragen er man vel) for at dække for mit drøbel-afslørende gab, får jeg øjenkontakt med en med-kunde. Hun ser lidt forundret ud, smiler og siger: “Det er da godt, det er fredag.”
Senere ved kassen, da jeg skal til at betale, sniger gabets endnu større fætter sig frem til munden, så jeg må stoppe midt i afregningen for endnu engang at dække for løvemunden. Kassedamen kigger afventende, smilende og siger så: “Der er da vist nogen, der skal tidligt i seng.”

yawn

Kort opsummering, tak

Det er ved at være to år siden jeg bloggede bare nogenlunde sporadisk som gravidgravid, så jeg tænkte, at en re-præsentation af figurgalleriet og bloggen her måske var på sin plads.

Jeg startede gravidgrahvad i foråret 2008, da jeg meget uventet stod med en positiv graviditetstest i hånden. Min mand, som også er min ungdomskæreste, og jeg var ikke som sådan uinteresserede i at få børn; vi havde bare slet ikke tænkt, at det skulle være endnu. Men det blev det og i december 2008 blev vores lille troldepige født.

Det var en stor og voldsom omvæltning at få et barn, amning var noget bøvl, og jeg skrev i den efterfølgende tid meget om de knap så lyse sider ved familielivet. Men efter nogle år begyndte der at falde ro på det hele, og så besluttede vi at få et barn mere, så i august 2011 kom Rumpenissen til verden.

Det krævede også mange kræfter at være familie med to børn, og jeg skrev samtidig speciale og i sommeren 2012 ramte jeg den stenhårde bund i en livskrise, der blev diagnosticeret som stressudløst depression. Parforholdet fik i den proces også nogle ordentlige buler, som jeg efterfølgende også skrev om.

På et tidspunkt begyndte alt at lysne og stilne af, og så blev bloggen helt ærligt lidt kedelig, både at læse og skrive, så jeg stoppede den og kastede min skrivelyst andre steder hen. Men nu, hvor vi igen står foran en ukendt verden, tænker jeg, at gravidgrahvad måske også skal have lov til at følges med mig i næste kapitel af dette vanvittige, vidunderlige liv, som er mit.

Jeg har opdateret min “om”-side, så det der nu står der, passer med der, hvor jeg er nu

Hallo.. allo.. allo..

Muligvis genoplives bloggen her. Titlen på bloggen passer i hvert fald igen, og fra slutnovember/startdecember vil antallet af børn udmanøvrere antallet af voksne i denne her familie.

Vi er superglade og momentant ramt af panik, så alt er som det skal være.

Så, hvis der stadig findes en eller to læsere tilbage, skal I være velkomne til at droppe forbi til flere overvejelser om livet med børn – og nu endda tre af slagsen.

Hvordan man undgår skilsmisse

Da jeg var omkring 20 år gammel, blev et par af min mors gode venner skilt. Jeg kendte dem selvfølgelig godt, havde besøgt dem flere gange, deres børn gik i mine søskendes klasser, men det forklarer ikke rigtigt, hvor dybt ulykkelig og rystet jeg var, da jeg hørte om det. Jeg græd snot på en meget uværdig måde for en 20-årig. Forklaringen, som jeg her retrospektivt kan se, var, at efter mine forældres skilsmisse havde jeg på en eller anden måde fået gjort dette par til “beviset” på, at kærligheden findes, og ægteskab ikke er en løgn.

Jeg kom i tanker om dette par og min egen reaktion for en uges tid siden, da jeg læste, at antallet af skilsmisser er steget voldsomt. 36.449 personer blev skilt i 2013. Nogle af dem har børn, der lige nu oplever deres verden revet midt over. De fleste har en svigerfamilie, som de også må give afkald på, og som må give afkald på relationen til den, der nu ikke længere er en del af familien (en familiefest for mig er et stort hilsecirkus, hvor jeg skal overbringe hilsner fra min mor til min fars familie eller omvendt og tillige tage en lang række hilsner med retur). Og så er der jo alle vennerne, som må vælge side, uanset om de vil det eller ej, og selvom de forsøger at holde sig neutrale. Og måske er der også langt ude i periferien af parrets omgangskreds en lille pige, som har set kærligheden i parrets forhold og har håbet og troet, at den fandtes derude i verden et sted, men som nu føler tæppet blive trukket væk under hende.
På den måde kom jeg til at sidde og gange tallet op med, hvor mange der egentlig bliver påvirket, når et par går fra hinanden, hvor mange der kommer i klemme, hvor mange der ufrivilligt må sige farvel, hvor mange der bliver kede af det. Mit gæt er, at det er et tal, der er mange gange større end de 36.449 personer, som står midt i orkanens øje.

Artiklen fik mig også til at tænke på tre tips til at forbedre et forhold, som jeg læste om for noget tid siden:

  1. Sig tak til din mand – det viser at du respekterer ham, og (de fleste) mænds dybeste længsel er respekt og anerkendelse.
  2. Vis din kvinde at hun er din, f.eks. ved at tage armen om hende eller holde hende i hånden – det viser din kærlighed, og (de fleste) kvinders dybeste længsel er at blive elsket. Hvis I er uenige eller skændes, så husk at forsikre hende om, at I stadig er okay, selvom du måske har brug for tid til at tænke og bearbejde.
  3. Når du er såret, så led efter den mest generøse forklaring og lad som om det er den rigtige – for det er det sandsynligvis. Tro på, at din partner ikke har såret dig med vilje; at han/hun vil dig det bedste, men måske ikke altid slipper heldigt fra at vise det i praksis.

Selvfølgelig kan man ikke skære alle over én kam, og jeg bliver altid lidt mistænksom overfor de der “Sådan forsimpler vi en svær situation i fire enkle trin”-artikler. Men faktisk er det blevet noget, som jeg forsøger at tage med mig, nu hvor situationen herhjemme måske ikke ligefrem er guld og grønne skove.
Det er ikke fordi vi står på skilsmissens rand, overhovedet, men når min og Mandens kommunikation mudrer til, vækker det min iboende angst, som i hvert fald intet godt gør for forholdet og kommunikationen. Det jeg især har bidt mærke i, er påmindelsen om, at 99% af de som er i et forhold, faktisk ønsker det bedste for den anden og virkelig prøver på at gøre det godt – omend måske på en forkert eller misforstået måde.
Så jeg øver mig i at se og høre, at han faktisk gerne vil mig og vores familie; øver mig på at kvæle bebrejdelser og kritik og i stedet lede efter, hvor jeg kan sige tak og rose ham. Jeg tror, det virker. Ikke så hurtigt som jeg gerne vil have det til, men lige så stille ændres stemningen herhjemme.
Vi går mod lysere tider.

20140228-092107.jpg

Børnelogik

Trold: Mor, hvad er det?
Mig: Det hedder en tampon.
Trold: Hvad laver du med den?
Mig: (laaaaaaaaang snak om menstruation, blod, tampon som plaster m.m.)
Trold: Mor, er du faldet og har slået tissekonen?