Instagram, jeg beklager. My bad, som man siger.

Mens jeg simultanskriver på tre indlæg – uden at få færdiggjort og udgivet nogen af dem – kan I lige få denne her, som jeg lagde på Instagram igår som respons på denne artikel, der er blevet flittigt delt, i hvert fald blandt mine facebook-venner.

Jeg har læst, at der findes mennesker, som tror at Instagram er en slags 1:1 gengivelse af andre menneskers liv, og som derfor bliver kede af deres egne liv, fordi de oplever akut mangel på pænt arrangeret mad med noget grønt kækt på sned, caffe latte med hjerte i skummet og slanke maver i profil.

Jeg bærer naturligvis min del af skylden for denne udvikling med alle de søde babybilleder jeg poster, som kan forlede folk til at tro, at de også kan få nuttede børn, når sandheden er, at de fleste babyer er klamme og ulækre. Alle kan ikke være så heldige som mig.

For at råde bod på denne vildfarelse og medvirke til Oplysning til Borgerne om Samfundet, viser jeg hermed et billede, hvor selv min nuttede baby har været klam og gylpet mig ned ad ryggen.


I må tro mig når jeg siger, at det var langt mere vidtforgrenet og ulækkert i virkeligheden.

Sæt pris på lugtfrie fotos og instagramfiltre, men husk at det kun er et meget lille udsnit af Livet.

– det samme kan i øvrigt siges om bloggen her. Og de fleste andre blogs, vil jeg tro.

En hverdags-observation i Amsterdam

I januar var Manden på konference med sit arbejde i Amsterdam, og vi fik ordnet det så snildt, at jeg kunne tage med. På den måde havde jeg god tid til at rende på museer, hvilket han alligevel ikke gider, og vi kunne stadig være sammen om aftenen, spise ude og hygge os, som om vi havde rigtig ferie sammen. Win-win!


En af dagene havde jeg en oplevelse, som er blevet hængende hos mig.

Det var frokosttid og jeg havde fundet mig noget mad på sådan en café, der var så smart, at den, i stedet for de almindelige små caféborde, kun havde borde i spisebords-størrelser eller langborde, så man ligesom blev tvunget til at sidde sammen med nogen, man ikke kendte.
Ved “mit” bord kom der således en mand og en kvinde og satte sig. De snakkede naturligvis nederlandsk, hvilket jeg ikke fattede noget af, men så blev det på en eller anden måde så meget mere spændende at prøve at lure, hvad deres relation til hinanden var. Var de mon et par? Eller måske kollegaer? Eller søskende?

Straks efter de havde bestilt, hev manden sin smartphone frem og begravede sin opmærksomhed i den. Kvinden sad afventende et øjeblik, men da manden ikke lod til at kigge op lige foreløbig, tog hun et af de magasiner, som lå på bordet og begyndte at bladre lidt i det. Ind i mellem snakkede de sammen, dog uden at fjerne deres blik fra hverken telefon eller magasin.
Mens de spiste, fortsatte samtalen – dog primært med blikket vendt mod telefon/magasin – og uden at jeg kunne forstå ordene, fik jeg en fornemmelse af hårdhed i deres tone til hinanden – men det kunne måske også godt bare være klangen i det hollandske sprog.

Til sidste rejste de sig og gik, og jeg fulgte dem med blikket hen over pladsen, som cafeen lå på. Manden, som var markant højere end kvinden, gik hurtigt og var hele tiden et skridt foran kvinden, som måtte småløbe for at følge med.

sillywalks

Min konklusion på mit lille observationsstudie blev, at de enten måtte være et par eller i meget nær familie. Man ville ganske enkelt ikke behandle en kollega på den måde – uanset hvor uenige man var om noget. Med en kollega ville man oppe sig og ikke bare begrave sin opmærksomhed i telefonen, og man ville tilpasse sit gå-tempo til den kollega, man havde spist frokost med.
Det er i de nære relationer, at vi tillader os at være vores værste selv og behandle andre med mindre respekt, end vi ville give selv vores værste kollega.


Jeg tror, at oplevelsen er blevet hængende hos mig, fordi den viser mig lidt om, hvordan jeg selv kommer til at behandle mine nærmeste. At jeg ofte anstrenger mig mere for at vise mig god og venlig overfor mennesker, der faktisk ikke betyder nær så meget for mig, som dem jeg anstrenger mig mindst overfor. Det er da paradoksalt!
Omvendt er det også i de nære relationer, at jeg føler mig tryg nok til ikke at skulle fremtvinge en facade af positivitet og venlighed, hvis det ikke er sådan, jeg har det. Det er der, jeg kan stå ved mine dårlige sider – og stadig have en forventning om at blive elsket på trods.
Og det er selvfølgelig godt – men måske kunne jeg godt anstrenge mig bare en lille smule mere i det daglige, så mine nærmeste ikke kun skal elske mig på trods, men også lidt på grund af…

Karrysildsritualet og andre kærlighedserklæringer

karrysild

Da min mand og jeg begyndte at komme sammen, boede jeg for mig selv og fik økonomien til at løbe rundt på en ungdomsuddannelses-SU. Det var nok derfor, at jeg én af de første gange, jeg spiste hos Svigerfamilien, udtrykte min store glæde over en så sjælden luksus som karrysild. Min svigermor bed i hvert fald mærke i det, og her 13 år senere kan jeg være sikker på, at når vi besøger hende, har hun købt et kæmpe glas karrysild, og vi får altid resten med hjem, for hun spiser det ikke selv. Hver gang siger jeg tak og tager imod sildene, hvorefter de kommer til at stå i køleskabet, indtil de er for gamle, og så smides de ud. I virkeligheden er jeg nemlig ikke SÅ vild med karrysild. Jo, en enkelt mad i ny og næ, særligt op til jul, men det er ikke noget, jeg spiser ugentligt. Desuden har vi altså råd til at købe vores egne karrysild nu, så det er på alle måder en overflødig gestus fra min svigermors side.
Men ikke om jeg kan få mig selv til at sige det til hende. Nu har det jo stået på så længe, så det ville være pinligt at sige noget. Desuden er jeg mægtig glad for den kærlighedserklæring, der er indbygget i karrysildsritualet, og jeg vil ikke såre hende ved at takke nej.

På samme måde har min mand, som hverken drikker kaffe eller the, i årevis fået kakao hos min mor, som sætter pulveret frem og koger vand til ham, når vi kommer på besøg. Af ren og skær høflighed har han dog aldrig fået gjort opmærksom på, at det kakaopulver hun køber er beregnet til mælk, og jo længere tid der går, jo sværere er det at få sagt noget. Til Mandens held har min lillebror gaflet alletiders kæreste, som ikke er så sart med den slags, og første gang hun så kakao-ritualet udspille sig, brød hun ind og fortalte min mor sandheden: at hun i over 10 år har serveret en tynd og kedelig omgang kakao. Eller måske sagde hun bare: “Det der pulver er til mælk.”

Og så er der min veninde, som ikke kan fordrage sin svigermors fastelavnsboller, men hvert år føler sig forpligtet til at spise 2-3 stykker, fordi hun overroste dem, da hun i sin tid blev præsenteret for svigerfamilien.

Gad vide, hvor mange af den slags høflighedsritualer, der findes rundt omkring? Er der nogen i din familie? Og hvornår skal man sige noget, og hvornår skal man ikke?

Dødsspiralen

Mig
Træthed. Uendelig træthed. Ugidelighed. Über-sårbar. Intet overskud. Irritation over at skulle opfylde andres behov. Manglende fornemmelse for hvilke egne behov, man kunne have lyst til at få stillet. Træthed.

Ungerne
Edgy. Pylrede. Hysteriske. Overfølsomme og supersensitive. Vrede. Frustration. Ked af det. Gråd, skrigeri, råberi, smiden sig på jorden. Edgy.

Manden
Travl. Fjern. Irriteret og vrissen. Lukket. Ikke rigtig tilstede. Måske bare travl?

—>
Dette er den dødsspiral vi kører rundt i, og turen er alt, alt for lang. Rundt og rundt og rundt, og jeg ved ikke længere, hvad der er op og ned, eller om hønen kom før ægget. Naturligvis hænger det sammen. Underskud smitter. Irritation smitter. Men det gør latter også, så hvorfor er den helt forstummet? Der er ellers nok at grine af, hvis man er til galgenhumor.

Hvor skal jeg gribe fat for at få spiralen til at stoppe med at grave os alle sammen længere og længere væk fra hinanden? Hvor skal man starte?

Måske er det vejret? Mørket, vinteren, kulden. Måske er det mig? Depressions-fallback? Nej, det er ikke det. Måske er det manglen på kommunikation, tid og vilje til at få reddet trådene ordentligt ud? Småkonflikterne hober sig op og ligger i en rodet klump i krogene af Ægteskabet. Måske er svaret hovedrengøring. Måske er svaret tid. Måske er svaret søvn.

Måske skal jeg forsøge at fokusere på min del af spiralen og sætte ind der, hvor jeg kan. Hvis jeg nu begynder at køre i den modsatte retning, kan jeg så få stoppet spiralen, så vi alle kan komme af? Men kan jeg køre i den modsatte retning helt alene? Bliver jeg kørt ned af de andre? Og kan jeg overhovedet få vendt min egen dødsspiral?

Overskud, hvor er du?

Københavner eller jyde?

3 tegn på at vi er københavnere:
1. Ikke mindre end tre gange er vi blevet spurgt om vej, og vi kunne svare hver gang (og rigtigt endda!)
2. Har benyttet den offentlige trafik
3. Vi blev informeret om metrobyggeriet og det blev bla. understreget, at arbejdet tager længere tid, men laver mindre støj for at genere os naboer så lidt som muligt.

3 tegn på at vi er jyder
1. Kan man købe klippekort i busserne?Og hvorfor går man ind ad fordøren? Det er da underligt!
2. Vi har været på kanalrundfart med nettobådene. Godt vejr; for dårlig udsigt til den lille havfrue.
3. Jeg har udviklet en slags paranoia og tror, der er brugte kanyler på alle legepladser, og må konstant bekæmpe trangen til at undersøge det hele inden ungerne slippes løs i fri leg.

3 tegn jeg ikke ved hvor skal placeres
1. Trolden vil kun benytte legepladserne med strømper på. Sandaler kommer der sand i, og sandet er for groft til hendes åbenbart ret sarte fødder.
2. Betalte overpris for en cafe-frokost, fordi den lå op ad en legeplads til Trolden og med skyggefulde træer til sovende Rumpe i klapvogn.
3. Har ignoreret flere Hus Forbi-sælgere.

Camping-råd til newbees?

Jeg er så småt ved at gå i panik over den forestående campingtur. Jamen, tænk nu hvis det bare står ned i stænger hele ugen? Hvad nu hvis vi ikke kan finde ud af det der med at sætte fortelt op? Hvordan får vi snakke-Børge og Skrige-Gunnar til at falde i søvn i det samme rum? Hvad er det for nogle gadgets, som alle garvede campister VED at man skal have med, men som man helt sikkert glemmer, når man er nybegynder? Hvordan får man lavet mad? Eller er camping lig med at leve af yoghurt og toast?

Alle gode råd modtages med kyshånd og et kejtet buk!

Rablerier – nu med hår på

I fredags var jeg til frisør. En ny frisør, vel at mærke, da min sædvanlige har skiftet branche. Jeg vil ikke sige, at jeg er decideret øm over mit hår – det har jeg haft alt for mange forskellige underlige frisurer til at være – men jeg er altid lidt nervøs for at prøve nye frisører, som jeg endnu ikke ved, om jeg kan kommunikere med. På det seneste er jeg begyndt at tage billeder med til inspiration, så jeg både visuelt og mundtligt kan forsøge at formidle mine tanker.

Således også i fredags, og det gik over al forventning. Hun forstod, hvad jeg ville have, gav god feedback og roste min naturlige hårfarve. Jeg gik derfra og følte mig forstået, topsmart og klar til at indtage verden med mit nye look.

Men ak! To, kun TO, har kommenteret på min nye frisure, og den ene er Manden, som vidste, jeg skulle klippes, og som jeg også sendte selfie-billeder til efter forvandlingen, og den anden er en god bøsseven, som qua sin seksualitet skal opdage sådan noget (neeeeej, jeg er ikke SPOR fordomsfuld).
Der er kun to muligheder:

  1. Mit look er simpelthen ikke ændret nok. Folk kan ikke se forskellen, selvom jeg synes, at pandehår giver et ansigt en ret stor forvandling.
  2. Folk kan sagtens se det, men synes ikke, at det er pænt og undlader derfor at kommentere.

Næste gang vil jeg kronrages; SÅ skal der nok komme mere end to kommentarer!

Sprængfarligt emne

Jeg vil gerne skrive dette indlæg, men det er vanskeligt for mig. Emnet forekommer mig tabubelagt; der er rigtig mange, der har følelser i klemme, og jeg har ikke lyst til at støde eller såre nogen. Omvendt er det et emne, som optager mig og fylder mig med undren over, hvordan vi håndterer (eller ikke håndterer) i dag. Emnet er abort.

20130613-114010.jpg

I dag, d. 13. juni 2013, er det 40 år siden det blev lovligt at få en abort i Danmark. I juni-nummeret af Eurowoman fejres det med en tre sider lang artikel, og i lederen skriver chefredaktøren Anne Lose blandt andet: “Det er svært at forstå, at det kun er 40 år siden, at den ret, der for mig er så naturlig, blev indført i Danmark” og “Det er uhyggeligt at tænke tilbage på den tid, hvor kvinder ikke frit kunne bestemme over deres egen krop”.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg på ingen måde ønsker mig tilbage til illegale aborter og kvaksalvere med strikkepinde. Det var forfærdelige forhold, og mange menneskers liv er blevet ødelagt både på den baggrund.
Alligevel forstår jeg ikke argumenterne for abort. Jeg kan helt ærligt ikke se, at det kan være en kvindes “ret”, og at det handler om at kunne bestemme over egen krop. Tværtimod bestemmer man jo over en andens krop: fosterets. Man bestemmer, at den krop ikke skal blive større. Man bestemmer, at den skal dø.
Kvinder har 100% ret til at bestemme over egen krop, men det kan vi gøre ved at vælge, hvem vi har sex med, hvornår vi har sex, og om vi bruger prævention. Det er vores fulde ret, og den må vi til enhver tid benytte.

Hele snakken om kvinders rettigheder og det at kalde det “fri abort” negligerer også de store følelsesmæssige omkostninger, der er ved at vælge provokeret abort. De kvinder, jeg kender, som har fået foretaget en sådan, har i hvert fald ikke bare oplevet det som at få fjernet en visdomstand. Der sker noget, når man ser de der to streger på graviditetstesten. I det øjeblik findes barnet i kvindens bevidsthed. Jeg ved i hvert fald, hvordan jeg ved begge mine graviditeter har nået at tænke alverdens tanker om fremtiden med og uden barn i den tid, der går fra mistanke om graviditet til man har tisset på pinden og ventet de obligatoriske to minutter på svaret.
Jeg vil vove at påstå, at enhver kvinde som vælger abort også ved, at hun fratager et barn dets liv, og derfor bevidst eller ubevidst må leve med de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved det.

En sidste undren over abortdebatten går på den totale mangel på interesse for, hvad faderen har at sige. Kvinders rettigheder, barnets rettigheder, men hvad med mandens rettigheder? Der er altid to om at lave et barn, og selvom det opleves anderledes for en far, så har han også del i det spirende liv og bør derfor også tages alvorligt med på råd, når der skal tages et valg om abort. Mit indtryk er, at også mænd oplever en form for tab og sorg efter en provokeret abort, men at det kommer til udtryk på en anden måde.

I dag er det 40 år siden det blev lovligt for kvinder at slå børn ihjel uden at skulle spørge nogen om lov, men det er som om vi i de 40 år helt har glemt, at hvad det rent faktisk er vi gør, og at det er et valg med store personlige omkostninger. I stedet pakker vi det ind i rare ord som “frihed” og “ansvar” og “ligestilling” og gemmer de etiske dilemmaer et sted nede i hjørnet, hvor vi ikke rigtig kan se dem. Lad os i det mindste få en smule debat om emnet igen. Bolden er hermed kastet op!

Angreb på børnehaven, igen igen

Okay, så det viser sig, at der slet ikke er noget nyt angreb på børnehaven. Jeg har bare hidset mig op over en gammel artikel uden at tjekke datoen for, hvornår den er udgivet. Beklager.

Så er der igen gang i debatten om børnehaver og hele institutionaliseringen af børnepasningen. Artiklen, som linket henviser til, argumenterer for, at børnehaver og vuggestuer i dag er af så ringe standard, at børnenes udvikling ligefrem tager skade af det.

Jeg kan ikke selv genkende artiklens skrækscenarie i den børnehave, som Trolden går i, men samtidig ved jeg, at jeg VIL have Rumpen samme sted hen og ikke i én af de andre to børnehaver, der er i byen. Der er virkelig meget stor forskel på institutionerne, men hvad gør man, hvis man ikke kan få plads, der, hvor man fornemmer, at ens barn har bedst af at være? Så må man jo bide i det sure æble og nøjes med noget mindre godt. Eller gå hjemme, flytte, tjene mindre, arrangere sig anderledes i sit liv, gå på kompromis med noget andet.

Artiklen skyder (igen) skylden på forældrene, deres ambitioner om karriere, pengebegær osv. men jeg mener, at kritikken må rettes et andet sted hen. Der bliver skåret og skåret i pengene til institutionerne. Der er for få pædagoger, for få timer, for lidt renovering og alt for lidt tid og ro. Men hvem skal sørge for det? Vi forældres indflydelse på institutionernes forhold er trods alt ret begrænset. Kritikken må rettes til de folkevalgte og til den samfundsmodel, vi har her i landet, hvor det ganske enkelt er svært at leve af én indkomst, når der også er børn, der skal forsørges.

Noget af kritikken kan også rettes mod pædagoguddannelsen. Jeg kender flere uddannede pædagoger og nogle, som endnu er under uddannelse, og jeg er ærlig talt skræmt af, hvad de fortæller. Mit indtryk er, at der er mange af de pædagogstuderende, som har valgt studiet, fordi de enten ikke kunne finde på andet eller ikke kunne komme ind andre steder. Allerede på studiet vrimler det således med pædagoger, som ikke har gejst for faget. Så er det da ikke så mærkeligt, at der findes så mange rundt om i institutioner, som virker som om de er trætte af deres job og af børnene.

Heldigvis findes der også rigtig, rigtig mange, som brænder for deres job og virkelig vil ungerne. Hvis bare de kunne få nogle bedre arbejdsforhold ville vi være nået langt i forbedringen af institutionerne, tænker jeg.

Hvad er egentlig pointen med den der tosomhed?

Nu vi snakker om parforhold og romantik, så læste jeg for nylig en artikel et sted på nettet (har glemt hvorhenne, så jeg kan desværre ikke linke til det), og forfatterens pointe er ligesom blevet hos mig, selvom jeg har glemt det meste af, hvad der faktisk stod. Det var noget i retning af:

Meningen med ægteskabet/parforholdet er ikke at “leve lykkeligt til sine dages ende”. Det er i stedet et væksthus, hvor vi lader et andet menneske komme så tæt på, at vi opdager alle vores fejl og mangler, og dermed får mulighed for at arbejde med dem, så vi hver især kan blive bedre mennesker.

Jeg tror nok, at jeg er en slags enig. Jeg har i hvert fald altid haft et mere pragmatisk end romantisk syn på kærlighed. Men alligevel er der noget.. måske er jeg ikke helt enig. Jeg er i hvert fald ikke helt færdig med at gruble over det, så derfor bliver dette ikke et fint afrundet indlæg om mine tanker, men måske mere en invitation til at blive en del af min bearbejdelse af artiklen.

Hvad er pointen med ægteskabet, parforholdet og tosomheden egentlig? Altså bortset fra det reproduktive aspekt. Hvorfor søger vi det? Hvorfor længes vi efter det? Hvad er det egentlig for en konstellation? Kulturskabt eller medfødt?
Okay, store ord, men jeg tænker og grubler og tygger på det, og måske har du en pointe mere at overveje?