Status: 12 uger gammel Skrupsak

Jeg tygger stadig på det der med, om jeg måske skal starte på arbejde igen. En veninde, som jeg luftede den lille bitte smule tvivl overfor, mindede mig nemlig om, at jeg jo faktisk i hin svundne dage begyndte på studiet igen med Trolden, da hun var knap 2 måneder, og at jeg jo faktisk fik mere energi af det. Det havde jeg helt glemt.

Men det var egentlig slet ikke det, der var dagens ærinde. I går blev den lille skrupsak nemlig hele 12 uger, og det skal da markeres med en lille status. De udvikler sig jo med lynets hast, sådan nogle små rollinger, og jeg kan på ingen måde følge med eller huske noget som helst, hvis jeg ikke noterer lidt ned løbende – og vi ved jo alle, at det i hvert fald ikke bliver i Barnets bog, jeg får skrevet noget. Derfor er det rart med en blog.

Tilbage til skrupsakken. Han er i dag 12 uger og 1 dag gammel. Han er ultimativt den af vores børn, som har været bedst til at ligge på maven, og hver gang jeg lægger ham sådan, bliver jeg overrasket over, at han ikke skriger.

I det hele taget er han ikke en dreng, der skriger særlig meget. Han har til gengæld en lang række brokkelyde, som man nok skal være mor for at forstå, at det betyder, at NU synes han ikke, at det er sjovt mere. Forud for brokkelydene basker han med arme og ben for at vise sin irritation – også noget, som primært kun moderen fatter. Vi må arbejde med det med at sætte ord på følelser senere.

Det er nu ikke fordi han brokker sig meget. Han er generelt en virkelig glad dreng, hvis ansigt jævnligt flækkes i et stort tandløst smil. Hvis man holder øjenkontakten i bare et minut, kvitterer han med lange snakke og spytbobler af ren og skær fryd over kontakten.

Der begynder også så småt at være lidt rytme i hans dag. Han tager gerne to gode lange lure i løbet af dagen, og nogle gange også en lille powernap hen under aften, inden han går til nat mellem 21 og 23 engang. Nætterne er lidt mere uforudsigelige. Typisk sover han i intervaller af 3 timer, vågner, ammes (og ingen flaske!) og sover videre uden det store ståhej. Nogle nætter er det dog 2 timers intervaller, og andre mere sjældne gange sover han op mod 5 timer i streg. En enkelt gang eller 2 har han sovet næsten 7 timer! De gange har jeg været helt skæv af træthed dagen efter. Det er som om, at hvis man rækker søvnunderskuddet en lillefinger, så tager den hele hånden og råber: VI VIL OGSÅ HA!

Skrupsakkens vågne tid bruger han på at spise hos mig, hvorefter der typisk er en ble, der skal skiftes, og så tager jeg ham som regel med i noget jeg skal, f.eks. lægge tøj sammen eller vaske flasker op eller selv få noget at spise, hvor jeg samtidig holder lidt øje med, om han er i ro eller der er brok på. Hvis der er brok, er det oftest, fordi han ikke er ordentlig mæt, og så får han suppleret med en flaske. Indtil videre er det nok at lave 60 ml modermælkserstatning som supplement, hvilket jeg er ret overrasket over og stolt af – så får jeg rent faktisk produceret noget mælk – og det er de fleste dage rigeligt. Nogle gange får han dog op til 90 ml om aftenen, hvis der ikke er så meget mælk hos mig.

Efter 1,5 til 2 vågne timer er han ved at dejse om igen, og så putter jeg ham ud i barnevognen SOM SLET IKKE BEHØVER KØRE NOGEN STEDER for, at han falder i søvn. Jamen det er jo magisk, når man tænker på, hvor meget jeg har travet rundt med de andre to for at få dem til at overgive sig til søvnen.

Alt i alt har vi virkelig scoret jackpot i baby-lotteriet med ham her. Han er så nem og glad, og de to store er helt pjattede med ham, selvom Rumpen forsøger at skjule det lidt ved at gå hen og kysse ham i smug, når han tror, vi ikke ser det. Trolden er ikke til at skyde igennem for stolthed, når hun præsenterer Skrupsakken for legekammerater eller når hun sidder med ham i skødet. Det er herligt at opleve, og på så mange planer er livet med 3 børn fantastisk. Og så er der selvfølgelig også de dage, hvor man tager sig til hovedet over, at man fik børn i det hele taget, og dage som slutter med Putningen Fra Helvede, og nætter med gråd fra både mor og barn/børn. Det er vel, som det er i det fleste familier, tænker jeg. Kærligheden binder os sammen og forhindrer os i at kvæle hinanden, selv i de værste øjeblikke, og det er alt sammen meget godt.

Og nu hvor jeg har skrevet om, hvor godt det går, forventer jeg besøg af Nemesis hvad dag det kan være.

Reklamer

Jeg bliver aldrig for voksen til fødselsdagsfester!

Der er fordele og ulemper ved at have fødselsdag i januar. Den helt store fordel er naturligvis JANUARUDSALG!! som giver sig udslag i flere og/eller større gaver. Desuden løfter det en ellers lidt trist og depri måned, at man kan se frem til opmærksomhed og forkælelse i forbindelse med dagen.
Da jeg var barn, var den største ulempe, at mine jule- og fødselsdagsgaver ofte blev slået sammen – og nogle gange endda også til en fælles gave med min lillebror, som har fødselsdag fire dage efter mig. Som voksen er den største ulempe, at jeg meget sjældent får gjort noget ud af at fejre mig selv. Når vi når til november tænker jeg, at “til min næste fødselsdag skal jeg virkelig give den gas”, men også at “det er for tidligt at invitere nogen allerede nu; jeg venter lidt.” Og så rammer vi december, som drukner i juleri og nytårsfesteri og før man ser sig om, står der 15. januar på kalenderen, og så er det alt alt for sent at få inviteret nogen.

Men i år SKULLE der altså ske noget, så selvom jeg er en uge for sent på den, er mand og børn i dag smidt ud af huset, en flok veninder er inviteret, og jeg har købt ind til tapas og drinks. Vi skal bruge eftermiddagen på at lave maden sammen, særligt fordi der er flere, som ikke kender hinanden i forvejen og at gøre noget praktisk er altid en god måde at bonde på. Jeg glæder mig helt vildt til hygge, venindetid og ikke mindst til at kunne sove længe i morgen efter denne lørdag morgen, der begyndte kl. 4.05.
Jeg håber virkelig aldrig, at jeg bliver for voksen til fødselsdagsfester!

Ode til Konen

Dette indlæg er Konens præmie, et hyldestdigt, fordi hun for en måneds tid siden vandt en lille konkurrence her på bloggen.

1.
Konen er en kone
Der drikker amarone
Hun påstår dog at det er the
“Earl Grey, det er da nemt at se.”
Så vidt som vi da ved

2.
Konen er en kone
Som har en særlig tone
Med LEGO fylder hun sit liv
Og Doctor Who er tidsfordriv
Så vidt som vi da ved

3.
Konen er en kone
Men ikke en matrone
Hun herser ej med mand og barn
Og kalder dem røvhul og skarn
Så vidt som vi da ved

4.
Konen er en kone
Men har sig en dæmone (bør læses med italiensk inspiration for at passe rimet)
Mod angst og depri kæmper hun
Men vinder indpas stund for stund
Så vidt som vi da ved

5.
For Konen er en kone
Som ikke er kujone (igen: viva Italia)
Når modløsheden nærmer sig
Hun sig hos Manden skærmer sig
Så vidt som vi da ved

6.
Konen er en kone
En ægte amazone
Et barn i himlen, et er her
Ja, hun er al beundring værd
Og det er det, vi ved

Historien om Pigen og Nørden, kapitel 2

Vi slap Pigen og Nørden, da de gik i parallelklasse. Læs første kapitel her.

Pigen gik i klasse med Veninden og i parallelklassen med Nørden i et halvt år af 8. klasse. Hun snakkede ikke med Nørden og kendte ham kun overfladisk til trods for, at de også kom i den samme ungdomsforening i byen. Pigen havde nemlig alt for travlt med at få etableret sig i det sociale hierarki i den nye klasse, godt hjulpet af Veninden, hvis omgangskreds hun stort set adopterede. Nørden var ikke en del af denne.
Pigen befandt sig til sin egen overraskelse virkelig godt i det jyske, og hun blev meget vred på Faren og Damen/Stedmoderen, da de besluttede at holde fast i en meget gammel indmeldelse på en efterskole i 9. klasse.

Pigen kæmpede med næb og klør, gråd og vrede, men ligemeget hjalp det. Hun kom på efterskole, fast besluttet på at hade hvert sekund. Det lykkedes også i starten, men efterhånden smeltede noget af raseriet, og hun blev glad for det.
Året efter tog hun 10. klasse på en anden efterskole, og så skulle hun egentlig vende hjem for at påbegynde HF med Veninden, som også havde været på efterskole, men Faren og Stedmoderen havde nogle nyheder, som de delte med deres døtre en aften den sommer: De havde fået nyt job begge to og skulle sælge Stedmoderens hus og flytte. De tilbød naturligvis døtrene at flytte med, men det gad de ikke. Pigen og Veninden ville blive boende i den vestjyske by sammen, og til alt held viste det sig, at køberen af huset gerne ville udleje underetagen, hvor deres værelser var.

Således var det Faren og Stedmoderen, der flyttede hjemmefra, mens Pigen og Veninden blev boende, og dermed kunne blive ved med at komme i den samme ungdomsklub, som Nørden også kom i.

Historien om pigen og nørden, kapitel 1

Jeg var så fræk at efterlyse forslag til, hvad jeg dog skal skrive om i Måneden med de Mange Indlæg, og Birgitte foreslog, at jeg skrev om, hvordan Manden og jeg mødtes.
Jeg er selv en sucker for kærlighedsføljetonerne, bl.a. Superheltemors og Konens, så jeg vil da gerne forsøge, om jeg også kan skabe lidt romantik her på stedet. Det bliver sikkert også en føljeton, da jeg lige nu afventer en ung herres opvågnen og derfor skriver på lånt tid.

Allerførst må jeg starte med at give Manden en navneforandring, for han var jo ikke Manden, da jeg lærte ham at kende. Da var han en meget ung, bebumset og bebrillet, ranglet og splejset nørd. Og det var altså dengang, hvor ordet “nørd” overhovedet ikke besad nogen positive konnotationer, men udelukkende fik én til at tænke på teenagedrenge, der drak cola og spillede computer hele natten. Så lad os da navngive Mandens fortidige jeg Nørden, og hermed er fortællingen klar til at begynde.

—-

Der var engang en ung pige, der boede sammen med sin far i en af Københavns mange forstæder. En dag begyndte faren at opføre sig fjollet, skrive kort med hjerter på og snakke i telefon hele tiden. Det viste sig, at han havde mødt en dame. Denne dame havde en datter, der var jævnaldrende med den unge pige, og faren og damen syntes derfor, at det var en skidegod idé, at de alle sammen holdt nytår sammen. Men pigen blev sur og ville i hvert fald ikke holde nytår i Jylland, og den anden pige var også sur og ville ikke til København. Men til København kom hun med sin mor, og både damen og faren var meget fjollede, men det opdagede pigerne næsten ikke, for de blev rigtig gode venner nærmest i det øjeblik, de mødtes.

Tiden gik og weekenderne i Jylland blev flere og flere for både faren og den unge pige. På et tidspunkt fik faren endda taget en uges ferie, så de rigtig kunne komme til Jylland. Men damens datter, veninden, skulle stadig i skole, og fordi pigen ikke gad blive hjemme ved de fjollede forældre, tog hun med veninden i skole. Om det var den ene eller den anden 7. klasse, kunne da være ligemeget.
Veninden gik i klasse med Nørden, og pigen lagde mærke til ham, fordi de andre drenge i klassen drillede ham og brugte ham som deres hund og tvang ham til at spise sin madpakke på gulvet. Måske syntes Nørden, at det hele var fis og ballade, men pigen var dybt rystet og syntes, at det var synd for Nørden, men hun sagde ikke noget, for hun gik jo ikke i klassen sådan rigtigt.

Det kom hun imidlertid til.

Midt i 8. klasse fik faren et job i Jylland, og så tog han pigen under armen og flyttede fra København til Jylland. Pigen kom til at gå i klasse med veninden og i parallelklasse med Nørden. Det blev det letteste og lykkeligste af pigens fem skoleskift, men det varede kort.

Kære veninde(r)

Jeg er god til at lytte. Rigtig god. Jeg kan sidde stille i meget lang tid ad gangen, nikke, sige “uhm” de rigtige steder, og jeg bliver ikke chokeret, når du afslører din store hemmelighed, hvad enten det er smugrygning, depression eller homoseksualitet. Jeg er god, fordi jeg godt kan lide at lytte. Jeg kan godt lide følelsen af, at du har brug for mig, og jeg føler mig beæret, når du vil dele dine tanker og dit liv med mig.
Problemet opstår bare, når jeg har brug for at sige noget; når jeg gerne vil dele lidt af mit liv med dig. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, for du spørger sjældent: “Og hvordan går det så med dig, GG?”. Faktisk spørger du stort set aldrig til mig, og så ved jeg ikke, hvordan jeg skal få sagt, at jeg har det skidt. At jeg er pissebange for fremtiden, angst for at blive færdig med studiet, og at jeg hader mit speciale på fuld smadder, allerede inden jeg har skrevet så meget som en linje på det. Hvordan fortæller jeg, at jeg ikke kan sove om aftenen, og at jeg krøller sammen indeni, hver gang jeg sætter mig for at skulle arbejde på den forhadte opgave.

Jeg kan ikke finde ud af, om det overhovedet er muligt for os at få byttet roller; om jeg kan finde ud af at blive den snakkende, og om du kan være den lyttende. Så nu har jeg bestilt tid hos et menneske, der lever af at lytte, ligesom jeg gjorde sidste år, for så er jeg sikker på, at rollerne er fordelt fra starten. Det er dog den hage ved det, at der først er tid midt i september, så det ville være så vidunderligt, hvis du på et tidspunkt inden da ville spørge mig, hvordan jeg har det.

Sjov og spas – og en lille smule savn

Har med et lille stik i hjertet sendt Rumpenissen afsted til sin første pasning med overnatning helt uden far og mor – ganske vist sammen med Trolden og hos mormoderen, så alt skal nok gå godt, men det er alligevel lidt svært.

Til gengæld er årsagen til pasningen at Manden og jeg i aften holder fed, fed fest i anledning af, at vi begge fylder 30 i år. Der bliver udklædning, mad, sjov og spas, og det bliver rigtig godt at samle de venner, vi får set alt for lidt. Jeg er sikker på, at når festen først er startet, skal jeg nok kunne slappe af og lade være med at tænke alt for meget på de to små. Så må jeg bare lige finde en måde at komme igennem timerne indtil da.

Så tal da til mig!

Jeg har for nylig været sammen med en mor, som i løbet af de omtrent fire timer vi var sammen faktisk ikke talte til mig, selvom vi var de eneste voksne i selskabet. I stedet snakkede hun helt utroligt meget med sit barn og fortalte i detaljer om ting, de havde oplevet sammen. Hun kunne for eksempel finde på at sige til barnet: “Du har simpelthen fået sådan en dårlig vane med at være vågen halvdelen af natten, så mor er bare så træt hele tiden, og forleden dag glemte jeg at tænde for din babyalarm, fordi jeg var så træt, så træt.” eller “Nu skal du have en tør ble, og så sætter jeg noget mere kaffe over. Tror du ikke også, at GG gerne vil have en kop kaffe mere?”

Jeg tror egentlig, at hun gerne ville fortælle mig om, hvordan hun oplevede livet som mor. Jeg tror måske endda, at hun troede, at vi havde en samtale. Men hun snakkede hele tiden henvendt til barnet, og jeg var konstant i tvivl om, om jeg skulle svare eller kommentere eller spørge ind. Nogle gange gjorde jeg det, og så svarede hun, men troede tilsyneladende, at det var barnet, der havde spurgt, for hun snakkede stadig til det.

Jeg forstår egentlig godt den ensrettede snak, for det er jo på den frekvens, man taler med sin unge hele dagen, når man er på barsel. Men man plejer da at droppe det igen, når man er sammen med mennesker, som bruger deres stemmebånd til andet end pludrelyde og gråd, gør man ikke?!

Barsels-stress

Vi har netop haft besøg af sundhedsplejersken til et to-måneders efterfødselsreaktions-tjek på Manden og mig. Jeg scorede relativt højt i spørgeskema-testen, men da vi snakkede det igennem bagefter, handlede det ikke så meget om mit forhold til fødslen eller mine børn, som mit forhold til det at være på barsel. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af det.

Sidste gang kedede jeg mig bravt og følte mig ufatteligt ensom og understimuleret ved bare at tøffe rundt herhjemme. Denne gang går jeg til efterfødselsgymnastik og mødregruppe en gang om ugen, plus at en god veninde fra min gamle mødregruppe også er på barsel, og vi er nødt til at ses ugentligt for ikke at få abstinenser. Derudover kender jeg faktisk mange andre, der også er på barsel, og som jeg gerne vil bruge tid på. Desuden er der den daglige mølle med afhentning af Troldetøsen, aftensmadstilberedning og putning, samt de øvrige hverdagssysler med rengøring, indkøb og vasketøjet.
Weekenderne har siden september været booket med barselsbesøg og andet halløj, og i november og december render vi til fødselsdage hos næsten hele Mandens familie, foruden julefrokoster og andre højtidsbetingede traditioner.

I går aftes var jeg nødt til at tage mig en tudetur, fordi det i virkeligheden er alt, alt for meget for mig, men jeg vil det hele og kan hverken sige nej eller vælge fra.

Oven i det hele savner jeg Manden. Rumpenissen har i en periode lagt sig til at sove mellem 20 og 21, og det har givet os en times tid sammen hver aften, men nu har Rumpen flyttet det til at falde i søvn mellem 21 og 22, og han har valgt at bruge den ekstra time på at græde lidt mere. Det betyder, at vi ikke har særlig meget tid sammen, bare Manden og mig, og jeg mangler det i dén grad! Jeg har nemlig opdaget, at mit kærlighedssprog er “tid til hinanden”, så når vi ikke får tid og ro til at være sammen og snakke sammen, kan jeg nemt komme til at føle mig uelsket.
Derfor har vi nu besluttet, at vi skal udnytte, at Rumpenissen er delvist flaskebarn til at få ham (og Troldetøsen) passet, så vi kan få noget voksen-tid i det mindste bare en gang om måneden eller noget i den stil. Så kan jeg måske også låne lidt af Mandens kølige overblik til at øve mig i at se, hvor meget lidt jeg egentlig kan overkomme, så jeg ikke ender med at få stress af at være på barsel.

Om frygten for at traumatisere sit barn

Forleden havde en veninde og jeg en snak om det sindssyge ansvar, det er at have børn, og om hvordan man kan undgå at komme til at traumatisere dem eller ødelægge dem eller binde dem for hårdt til sig eller tværtimod ikke elske dem nok.

Jeg sagde noget med, at jeg synes, det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke kan vide, hvad det er, der kommer til at præge mine børn – hverken positivt eller negativt. Jeg kan gøre mit bedste, men jeg er ikke herre over deres oplevelse af tingene. Mine søskende og jeg har en meget forskellig opfattelse af vores barndom, vores sår er forskellige, og vi har tacklet helingen af dem forskelligt – fordi vi er forskellige mennesker. Ens barndom er jo ikke blot de hændelser, man oplever, men i langt højere grad den måde, hvorpå man oplever dem.
Det fritager mig ikke for ansvaret for at gøre mit allerbedste som mor, men det kan fritage mig for en skyld, som, hvis den får lov at fylde for meget, kan handlingslamme mig, og som i virkeligheden ikke er min.
Jeg håber bare, at hvis jeg gør alt, hvad jeg kan for at vise mine unger, at de er elskede højt og betingelsesløst, så kan det være et fundament, som de sår, jeg måtte påføre dem, kan hvile på, og som kan forhindre sårene i at gå for dybt ned.

Efter en meget lang enetale kikkede min veninde på mig og sagde: “Men så har du jo accepteret, at du kommer til at skade dine børn. Det kan jeg ikke.”

Og nu kan jeg ikke helt finde ud af, om det alligevel er hende, der har fat i den lange ende – for man skal da ikke bare slå sig til ro med, at man skader sine børn. Eller hvad?!