Kvantitet frem for kvalitet

Jeg har givet mig selv en udfordring for maj: jeg skal skrive et indlæg på bloggen hver dag.
Det har jeg besluttet at gøre, fordi jeg kan mærke, at nu hvor det ikke lige vrimler med store emner som speciale og depression i mit liv, så synes jeg, at det pludselig er blevet meget svært at blogge. Hverdagen er så hverdags-agtig, og hvem gider høre om det?

Så et indlæg om dagen. Det bliver svært. Jeg kan jo starte med at kaste bolden ud til jer, som læser med og spørge: Er der noget, du gerne vil vide? Har jeg indtil nu ikke gjort præcist nok rede for mit syn på det hyperkomplekse samfund, vi har skabt os? Mine yndlingssko? Et debatoplæg om fordelene ved at undlade at tage tøj på om morgenen? Opskrift på en jordbærkage? En filosofisk overvejelse om, hvorfor der altid er blomkålsblade i indkøbsvognene?

Jeg lover hermed, at der kommer et indlæg om dagen i hele maj. Jeg lover ikke at det alt sammen er interessant, vedkommende, relevant eller aktuelt. Men som en meget sindig jyde engang sagde til mig, efter at jeg i et glimt af selverkendelse havde spurgt ham, om jeg snakkede for meget:
“Tjoeh… men jo mere du taler, jo større er chancen for at du siger noget fornuftigt.”

Tidligere indlæg
Skriv en kommentar

10 kommentarer

  1. Haha – det lyder som noget, en meget sindig jyde, jeg engang gik på efterskole med, også kunne have sagt 🙂

    Jeg vil gerne høre, hvilken kage, der er din yndlingskage. Og få en opskrift på den, hvis du har sådan en. Og så vil jeg gerne høre mere om overvejelser omkring job, eventuel flytning og dine tanker omkring det. For det kan godt være, at det hverken er speciale eller depression, men det er da ret stort alligevel, tænker jeg?

    Svar
    • Jordbærtærten er måske ikke ligefrem min yndlingskage, men det er tæt på, så den må gøre det ud for det.
      Job og flytning skal jeg nok også skrive om. For jo, det er også meget stort og noget, der fylder meget i mine tanker, omend det endnu er så ukonkret, fordi jeg jo ikke har et job at flytte efter.

      Svar
  2. Sikke en fantastisk plan. Her er det lige modsat. Jeg blvier nok nødt til at trække stikket i maj pga. flytning 😦 men vender frygteligt tilbage.
    Fortæl lidt om, hvordan du og din mand mødtes. Eller har du skrevet det før?

    Svar
    • Jeg har ikke skrevet om det før. Jeg har nok egentlig altid tænkt, at det er en lidt kedelig historie, men nu giver jeg det alligevel et skud.

      Rigtig god flytning, i øvrigt!

      Svar
  3. Åh suk, jeg burde gøre det samme, nu hvor jeg har ‘masser af tid’ som arbejdsløs. Men jeg vil glæde mid til at læse dine filosofiske overvejelser om blomkålsblade, det hyperkomplekse samfund, og dine yndlingssko. Og prøve at gøre dig kunsten efter.

    Svar
    • Fedt, at du også prøver at blive mere aktiv. Og ja, det der “masser af tid” venter jeg også stadig på. Måske føles det anderledes, når man ikke har børn?

      Svar
  4. Der er ingen, som kan sige det bedre end sindige jyder:-)
    Det lyder som en spændende udfordring du har givet dig selv. Jeg glæder mig til at læse med hver dag.
    Speciale og depression har måske givet gods til nogle afgørende og store emner, men jeg er sikker på, at dine hverdagsbetragtninger også er rigtig fine og relevante.

    Jeg synes Birgittes forslag om, hvordan du og din mand mødtes er rigtig godt. Tænker også at det kunne være interessant, at du retrospektivt ser på, hvordan det har været at få depression ind på livet lige midt i småbørnslivet.

    Svar
    • Tak for dine tanker og din tillid til, at også mine hverdagsbetragtninger kan være gode. 🙂

      Jeg har allerede kastet mig ud i noget lovestory-halløj, og mon ikke jeg også kan få plads til at skrive lidt om depressionen, sådan retrospektivt. Det vil måske også være meget fint at få afrundet det kapitel af mit liv lidt mere.

      Svar
  1. meta blogging | TheChristineBlog
  2. Historien om pigen og nørden, kapitel 1 | gravidgrahvad

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.