Så er det i dag, at mindstefyren fylder 1 år. Jeg havde forestillet mig, at indlægget i den anledning måske skulle være en fødselsberetning om hans entré her i tilværelsen, eller processen med at finde det rigtige navn samt en lille afsløring af samme, eller måske et tilbageblik på året der er gået, hvor vi har skullet finde os selv som familie på fem. Det bliver ingen af delene, for drengen lagde særdeles hårdt og blodigt ud, og så er det naturligvis den historie, der skal fortælles.

Vi startede sådan set dagen meget almindeligt. Bettefyren vågnede ved 5-tiden, og så tøffede han og jeg ned og fik en portion havregrød. Efterhånden kom de andre dryssende; Manden vendte hjem fra sin morgenløbetur og de to store kom ned og landede i sofaen foran fjernsynet.
Både Manden og jeg skulle møde tidligt i dag, så mens han gav de store morgenmad skyndte jeg mig at nuppe et bad, og bagefter havde vi lige 10 minutter til fødselsdagssang og gavegivning. Bettefyren blev placeret i sin triptrap-stol ved spisebordet, hvor han sad med store øjne og bankede med i takt på bordet, da vi sang for ham. Gaverne var i hans optik mest til at bide i, men både Rumpen og Trolden var ikke blege for at træde til og vise ham, hvordan man flår gavebånd og papir af. Seancen var hurtigt overstået, og så fik han lov at blive siddende og lege lidt med papiret og sin nye stabel-hund i træ, mens jeg gik med Trolden ud på badeværelset for at sætte hår og få børstet tænder.

Pludselig hører jeg Manden stikke i et brøl og derefter lyder et ordentligt brag. Jeg farer ind i køkkenet, hvor Manden hiver en skrigende 1-årig op af en væltet højstol. Jeg finder sutten, men idet jeg skal til at putte den i hans mund, kan jeg se blodet som pibler frem fra steder jeg ikke umiddelbart kan lokalisere. Munden i hvert fald, men også brystet? Nej, det er nedenunder hagen, der er hul, men det render ned over over brystet. Manden er på nippet til at gå helt i panik over blod og skyld over ikke at kunne nå at forhindre ulykken, så jeg må prøve at finde en smule ræson frem og være den med det kølige overblik, selvom jeg indeni er mindst ligeså panikken, og de to store flintrer rundt og er også forvirrede og usikre.

Frem med nogle kolde klude til at tørre blod op og lægge på for at standse blødningen. Finde telefonen (hvor fisen har jeg mon lagt den?!!) og derefter gå helt i stå over, hvem man ringer til kl. 7 en onsdag morgen. Vagtlægen, skadestuen, én af de mange læger, medicinstuderende eller sygeplejersker vi har i familien, min mor? Hvem?

Imens er Manden ved at være faldet lidt ned igen, og det er bettefyren også, og vi bliver enige om, at jeg smutter hen og afleverer de store i skolen, og så må vi lige tage bestik af situationen, når jeg kommer tilbage.
De store er oprevne, men det er samtidig en anledning til at mindes alle de gange de selv har slået sig – og overlevet. For trolden var det helt store drama dengang hun faldt ned af trappen og for Rumpen var det da han faldt ned i sofabordet. Da jeg afleverer dem er der en stemning af, at det hele nok skal gå, og jeg vender snuden hjem og krydser fingre for, at det er sådan, det er.

Hjemme igen er blødningen aftaget, og vi kan nu se, at bettefyren har en ordentlig flænge i det bløde kød under hagen. Hvor dyb den er, er lidt svært at vurdere men det er tydeligvis heller ikke blot en overfladeskramme, og han har samtidig slået munden, men vi kan ikke få ham til at gabe op, så vi kan se, hvor galt det er gået der. Kun er det tydeligt at overlæben er meget hævet.
Vi bliver enige om, at det om ikke andet er rart at få en læge til at kigge på det, og giver os så til at vente en halv time, indtil telefonerne hos vores egen læge åbner kl. 8.
8.02 kommer jeg igennem og får af en telefonsvarer at vide, at lægehuset holder lukket pga. kursus, og jeg bliver henvist til en læge i en anden by. Her ringer jeg op en del gange, inden det omsider lykkes mig i det mindste at komme i telefonkøen.
Heldigvis er sekretæren sød – og hun har også luret på cpr-nummeret, at uheldet lige er sket på hans fødselsdag, og hun giver os en tid så hurtigt hun kan.

Bettefyren er ved at kollapse af træthed nu. Klokken nærmer sig 9, og han vil altså have sin formiddagslur! Blod eller ej. Han forsøger at lægge sig til at sove på puslebordet, men de onde forældre hiver ham rundt for at skifte det blodbestænkte tøj, og så skal han minsandten også have overtøj på – og det er ikke engang for at komme ud i barnevognen!
Han snupper sig en minilur på køreturen til den anden læge, men trækkes så brutalt ud af drømmeland igen for at komme ind i et pakket venteværelse.
Her vågner han imidlertid op til sit gamle selv og charmer og snakker med alle som gider give ham et øjebliks øjenkontakt. Sekretæren er det mest overskudsagtige menneske, jeg nogensinde har mødt i den profession, og når telefonen ikke kimer bag skranken, går hun om på den anden side og snakker med de forskellige patienter. Hun kommer hen til os og bruger lidt tid på at snakke med Mindsten og husker endda at ønske ham tillykke, mens hun beklager overfor os, at der er lidt ventetid, men forsikrer at han nok snart skal komme til.

Lægen er en rar mand, som hurtigt konstaterer at det heldigvis ikke er gået så galt, som det kunne, men at flængen dog skal limes lidt. Så efter lidt lim og lidt plaster – under store protester og diverse flugtforsøg fra Bettefyren – kan vi forældre omsider ånde lettet op. Det gik jo heldigvis alt sammen alligevel.

Så nu sidder Manden og jeg her ved køkkenbordet, hvor alt gik galt i morges, bag hver sin computerskærm og holder fælles hjemmearbejdsdag. Bettefyren er afleveret til fødselsdagsfejring i dagplejen – under løfter om at hun ringer, hvis der bliver det mindste – og i eftermiddag fortsætter vi festen. Forhåbentlig med mere kage og mindre blod.