Jeg ved ikke, om dette indlæg vil have relevans for nogen som helst andre end mig selv, så jeg må advare om, at indlægget kan fremstå som lige rigeligt navlepillende og selvsmagende. Men jeg havde brug for at skrive det.
Jeg har fået en ny psykolog. Jeg har været ved to andre, og jeg har oplevet, at afhængig af hvor jeg starter fortællingen om mig, får jeg forskellige svar på, hvorfor jeg er ked af det, og hvad der skal til for, at jeg får det bedre. De har begge to haft fat i noget, og jeg syntes også, at jeg har fået noget med fra mine sessions der, men det har alligevel været med en oplevelse af, at de ikke ramte helt præcist, uden at jeg selv ved, hvor “bulls eye” egentlig er.
Men nu har jeg så prøvet en ny, og selvom jeg kun har haft en times samtale der, har det allerede flyttet mere end de ti tidligere. Forskellen er, at ham den nye på en eller anden måde opdager de forsvarsværker, jeg ubevidst sætter op, fordi der er følelser, jeg overhovedet ikke har lyst til at gå ind i eller vedkende mig. Derfor var det også en konsultation, der gjorde ondt, og som har åbnet for en lang række tanker og følelser, som jeg faktisk helst ville være foruden. Det er nemlig meget gamle smerter, og helt kliche-agtigt involverer det mine forældre, deres skilsmisse og en dyb, dyb følelse af svigt.
Men det er jo et lukket kapitel. Jeg kan da ikke komme her over tyve år efter og begynde at råbe af dem og sige, at jeg er pissevred og ked af det, og at jeg helt barnligt synes, at min mor var egoistisk, når hun valgte sig selv over sin familie, over os, over mig! Men jeg fik ikke sagt alt det, da jeg var otte år. Jeg havde ikke ordene til det og måske heller ikke erkendelsen af, at det var sådan jeg følte.
På en måde stoppede jeg dér. Som otte-årig. Eller måske lidt ældre. Med en dyb mistillid til voksne og voksenlivet, som jeg siden har bekæmpet med oprør. Jeg ville ikke giftes; jeg ville ikke have børn; jeg vil ikke tage ansvar; jeg vil ikke være voksen. I mellemtiden er jeg så alligevel blevet gift, og jeg har fået børn. Begge dele kostede store kriser i mit liv, og nu står jeg overfor den sidste store fæstning, der skal indtages, inden jeg vitterligt er full-blown voksen: afslutning af uddannelse! Intet under at det udløser den største krise af dem alle. Jeg vil vil vil VIL ikke være færdig! Aldrig!
Men jeg er jo voksen, og jeg har ansvar. Meget endda. Økonomisk og menneskeligt. Jeg har en familie, jeg skal være noget for og som har brug for mig, så det nytter ikke noget at kaste sig ned på gulvet og skrige højt, mens jeg hamrer løs med arme og ben. På et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde bliver jeg nødt til at rejse mig op, lade “stakkels GG”, “det er vel nok synd for mig” og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig” blive liggende i støvet, iklæde mig ansvaret for mig selv, og så ellers kaste mig ud i det der voksenliv, som efter sigende også har noget godt at byde på.
Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at det er det, der skal til. Men jeg har ikke lyst. Ikke endnu. Støvet og martyrrollen er så dejligt bedøvende, og det er også synd for mig, at jeg sådan skal tage et ansvar på mig, når jeg nu ikke vil. Stakkels mig. Stakkels, stakkels GG.
gravidgrahvad 
Konen
/ 18. september 2012Kæmper med nogle af de samme ting – mit udspringer så ikke af en skilsmisse, men handler også om ting der skete for 10-15-20 år siden. Finder man ud af efter flere års terapi. Ja, man føler sig fandeme så fuldstændig åndssvagt banal. Men få man gjort noget ved det? Neeej, for ligeså snart man står der og forsøger at være konstruktiv er man bare 10 år igen og er ligeså lidt i stand til at få sagt tingene nu, som dengang. Og jeg synes nærmest det er det der er værst – at det er nødvendigt (og det er det) der sidder et menneske og får 1000kr i timen for at få en til (igen og igen og igen) at sige “jeg er vred på mine forældre”
Måske det faktisk godt kan være synd for en, samtidig med man tager ansvar?! Nåmmen, sig lige til hvis du finder ud af det, ing? (selvom jeg helst hverken vil tage ansvar, eller være synd for)
(Ok, det blev måske også en ret navlebeskuende kommentar. Sorry.)
Kristian
/ 18. september 2012Tillykke med en virkelig god overskrift! Den skal næsten i glas og ramme 🙂
En paranoid kan godt være forfulgt i virkeligheden, ligesom offerrollen kan afspejle at man faktisk er blevet ofret. I modsætning til den første har den sidste alt at vinde på at ryste rollen af sig, men jeg kan også tale med om, at det kan være rigtig svært, for det er jo ikke kun “martyriet”, men også vreden man skal finde et sted til. Jeg forsøger, at give vreden til Gud.
Cille
/ 18. september 2012God sagt. Her genkendes en del!
Line42
/ 18. september 2012Årh, GG, jeg genkender også en HEL del!!!! Hos mig handler det om ikke at være god nok, rent fagligt. At jeg er dum, langsom, fattesvag, for indadvendt/udadvendt, forkert.
Mit familieliv, kærlighedsliv og sociale liv fungerer perfekt – det er jeg rigtig god til. Men mit arbejdsliv er en lang ynkehistorie om hvor rædselsfuldt synd det er for mig, og en omgang slå-mig-selv-i-hovedet med at jeg bare er dum, doven og langsom.
Og hvor jeg også genkender det med ENDELIG at finde den helt rigtige psykolog! Jeg har slidt 5 op, før det lykkes – så tillykke med at du fandt din så hurtigt 🙂
Jeg tror på dig – jeg tror på at du nok skal få låst op for det aflukkede, få det ud, gennemtygget og få lagt det bag dig. Lytte til på vejen.
Frederikke
/ 18. september 2012Tak for dit indlæg… jeg har selv brugt mange timer hos en terapeut fordi ting i min barndom ødelagde min tro på voksne. Det glæder mig, at du har fundet en terapeut, som du har tiltro til, for det er unægtelig nøglen til at åbne op og få bearbejdet alt det, der ligger og fylder. Keep it up 🙂
Øglemor
/ 19. september 2012Tillykke med en terapeut, der har forstået at stille de spørgsmål, der skal til for at låse op for de inderste tanker, der ligger og roder – også selv om der så kommer til at udspringe en masse trælshed, som du helst ville være foruden.
Og “se mig, rør mig, bekræft mig, pas på mig”-følelsen må man altså i min verden gerne have, også selv om man er voksen og har ansvar for en familie. Selv om man er voksen, kan man ikke forventes at kunne bære hele verden på sine skuldre. Det er ok at være bange for, hvad voksen-voksenlivet indebærer. Og det er ok gerne at ville holde ved en del af den tilværelse, der gør, at man ikke er/føler sig helt rigtig voksen. Men uddannelser har det jo med at slutte, og hvad der end venter dig på den anden side af specialet, så er jeg sikker på, at det er noget godt.
Held og lykke med den videre rejse hos den nye terapeut – jeg sidder her i Kbh og hepper på dig.
Kh
Østfronten
/ 27. september 2012… men selvom man ikke kan opføre sig som den svigtede 8-årige, så er det vel aldrig for sent at fortælle sine forældre og sin mor, at det faktisk gjorde éen rigtig ondt, det der skete? Eller? At høre som voksen, og som mor, hvorfor din egen mor traf det valg, hun gjorde, dengang.
Alt det bedste herfra – og tillykke med den rigtige psykolog. Det gør en forskel.
PernilleW
/ 28. september 2012Hvor er det godt, at du nu har fundet en psykolog, som kan gennemskue, hvor mange af dine tankemønstre stammer fra. Jeg synes ikke, der er noget forkert i at bebrejde sine forældre, hvis det handler om at sætte ord på de ting, som den otte-årige pige ikke kunne og at få sagt fra på hendes vegne. Det kan måske være en hjælp til at komme videre.
Og så kan jeg virkelig nikke genkendende til din beskrivelse af at være bange for at blive færdig. Sidder selv og kæmper lidt med det samme, bare som jobsøgende og slår samtidig mig selv oven i hovedet, fordi jeg endnu ikke har fundet et job.
Så tak for dit gode indlæg. Og masser af pøj pøj herfra!